Henrik Qvortrup om Enhedslisten

Henrik Qvortrup om Enhedslisten

Et succesombrust parti midt i en alvorlig identitetskrise

Tro det eller ej – Johanne Schmidt-Nielsens store forbillede er Pia Kjærsgaard. Hun vil så gerne gøre, hvad Dansk Folkeparti formåede under den forrige regering: at skaffe massiv indflydelse. Men faktisk går det rigtig skidt. Henrik Qvortrup fortæller om et succesombrust parti midt i en alvorlig identitetskrise.

Hun kom som sendt fra himlen. Bendt Bendtsen havde så forfærdelig meget lyst til noget hurtig kaffe, inden det lige om lidt skulle gå løs med den store DR-partilederrunde før folketingsvalget i 2007. Så hvad var mere naturligt end at bede den kønne, unge pige, som han antog for at være tv-runner, om at skaffe sig en kop mokka. Og dét gerne lidt tjept.

’Runneren’ tøvede. Ikke at hun havde noget imod at hente kaffe til den konservative leder. Det skulle ikke komme an på det. Problemet var, at den unge pige havde andet at tage sig til. Hun skulle nemlig forberede sig på den selvsamme tv-debat som Bendtsen og havde lige så meget brug for noget opkvikkende. Nok bare en cola, ville Enhedslistens purunge spidskandidat foretrække.

I dag, seks år senere, forveksler ingen af de politiske kolleger Johanne Schmidt-Nielsen med en tv-opvarter. Hun har for længst slået sit navn fast på den landspolitiske scene som Enhedslistens ubestridte frontfigur. Som hende, der måske nok ligner en ungdomspolitiker, men ikke desto mindre har skaffet sit parti en vælgeropbakning lysår fra dengang, Enhedslisten regelmæssigt flirtede med spærregrænsen, og hvor partiet fremstod som et lettere udbrændt alternativ til det fremstormende SF med Villy Søvndal i rockstjerne-form.

Nu er det omvendt. SF’erne tager tæskene for alle regerings-kompromiserne, mens Enhedslisten på den anden side har evnet at give den i rollen som det eneste ægte røde parti i en Christiansborg-virkelighed præget af almindeligt klumpspil på den politiske midte.

Siden kaffe-intermezzoet har Johanne Schmidt-Nielsen for længst slået sit helt eget politiker-brand fast. Som den iltre og indimellem ligefrem vrede modpol til en (såkaldt) rød regering. I en Christiansborg-kontekst er den forurettede attitude, som Johanne Schmidt-Nielsen har gjort til sit unikke personlige brand, temmelig usædvanlig. Politik kan med en vis ret betragtes som et spil, der har det iboende vilkår, at deltagerne nu engang har forskellige holdninger og i øvrigt gør mest muligt for at fremme dem. Fornærmelse og personlig indignation hører normalt ikke hjemme i det klassiske politiker-kodeks.

Men Johanne Schmidt-Nielsen har introduceret og forfinet attituden. Allertydeligst demonstreret sidste sommer, da regeringen i 11. time fravalgte Enhedslisten og indgik en skatteaftale med de borgerlige partier. Med vreden lysende i øjnene erklærede Johanne Schmidt-Nielsen, sekunderet af den ligeledes unge og lige så rutinemæssigt stærkt indignerede Pernille Skipper, at regeringen med sine ’svinestreger’ havde ’pisset på sine vælgere’.

Igen: usædvanligt sprogbrug efter christiansborgske normer. Men heri ligger måske selve pointen. Netop ved ikke at befinde sig på samme frekvens som de andre politikere er det til overflod lykkedes Enhedslisten at få godt og grundigt fat i et vælgersegment, der er træt af de etablerede politikere, inklusive disses holdninger og måde at tale på. Med andre ord har Johanne Schmidt-Nielsen her midt i valgperioden gjort sit parti til en ubestridelig succes. Bare se på det forrygende resultat ved kommunalvalget.

Men ét nok så væsentligt spørgsmål piner Enhedslisten: Hvad blev der af indflydelsen? Det så ellers lovende ud, da Helle Thorning-Schmidt i efteråret 2011 dannede sin regering. Enhedslisten forudså en periode, hvor man ville blive inddraget i alle beslutninger af en vis tyngde. En gylden fremtid som parlamentarisk omdrejningspunkt ventede lige om hjørnet.

Dansk Folkeparti var forbilledet. Selvsagt ikke hvad angår det politiske indhold, men i forhold til det taktiske, det at placere sig smart i rollen som støtteparti, var Pia Kjærsgaard det store idol for Johanne Schmidt-Nielsen. Det er således næppe tilfældigt, at hendes personlige rådgiver, Pelle Dragsted, ofte ses nede på Dansk Folkepartis gang på Christiansborg, hvor han suger staldtips til sig fra Pia Kjærsgaards legendariske pressechef Søren Søndergaard. Noget må imidlertid være gået grundlæggende galt i disse samtaler, da Enhedslisten ikke er i nærheden af at have den indflydelse, som blev Dansk Folkeparti til dels havde op gennem 00’erne.

Fra en kant: Skatteaftalen fra sidste sommer, der gik Enhedslistens næse forbi. Vækstpakke-forliget med bl.a. selskabsskattelettelser, som regeringen indgik med de borgerlige. Sidste års finanslov, hvor man ganske vist indgik en aftale med regeringen, men efterfølgende gjorde en pointe ud af at være utilfreds med resultatet.

Og nu senest finanslovsaftalen fra november, hvor Enhedslisten igen blev efterladt – eller lod sig efterlade – på perronen.

Det var ellers ikke møder, det skortede på. Hele 33 blev det til mellem regeringen og Enhedslisten, heri medregnet de mere uofficielle af slagsen, de såkaldte ’hulemøder’. Men det gik som bekendt ikke. En uenighed om, hvorvidt ældre medborgere skulle udstyres med et egentligt retskrav på to ugentlige bade, skilte parterne, efter at regeringen ellers i flere omgange var kommet Enhedslisten i møde.

I sådan et langstrakt forløb handler det selvfølgelig i et vist omfang om substans. Omvendt ved de erfarne politikere, at vil man være enige, så bliver man også enige. Det handler om vilje, hvor der er et betydeligt mål af psykologi inde over. Og her nærmer vi os noget af det, der er rigtig svært i relationen mellem Enhedslisten og regeringen – eller skulle vi snarere sige i relationen mellem på den ene side Johanne Schmidt-Nielsen og på den anden side de to top-regeringsforhandlere, finansminister Bjarne Corydon og økonomiminister Margrethe Vestager. Her er ’spændinger’ kun et fattigt ord.

Corydon og Johanne Schmidt-Nielsen har deres helt egen historik, efter at finansministeren i en tv-udsendelse på et tidspunkt kom for skade at tale nedsættende om Johanne Schmidt-Nielsens unge alder. Det har hun aldrig rigtig tilgivet ham. Læg dertil to vidt forskellige måder at forhandle på. På den ene side en finansminister, der som udgangspunkt ’hader kommunister’, og for hvem en kontant, business-agtig tilgang til forhandlinger er et adelsmærke. Og så på den anden side en Johanne Schmidt-Nielsen, der kan tale meget længe om, hvad modparten kan opleve som meget fortænkte problemstillinger. Så har man opskriften på gnidninger.

Allerhelst vil Enhedslisten helt af med Corydon. Men at vælte ham er ensbetydende med at fælde hele regeringen – og så langt er man trods alt ikke parat til at gå. Men i begyndelsen af december fik Enhedslisten så muligheden for at straffe Corydon pr. stedfortræder, da Morten Bødskov gled i PET-sagen, og Pernille Skipper på Enhedslistens vegne sagde stop for hans videre karriere i Justitsministeriet.

Også forholdet til Vestager er tæt på at være betændt. Mødedeltagere i Finanslovsforhandlingerne kan berette levende om en endog meget dårlig kemi mellem de to stærke kvindelige personligheder. Ved forhandlingsbordet kan Vestager kun ved at opbyde den største selvbeherskelse undertrykke sin irritation over den – oplever den radikale leder – ubærligt omstændelige facon, som Enhedslisten forhandler på. Efterfølgende taler regeringens forhandlere om, at Johanne Schmidt-Nielsen er som ”en ufokuseret gymnasiepige at forhandle med”.

Befordrende for den gode stemning er det heller ikke, at ethvert forhandlings-delresultat skal forelægges repræsentanter fra Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse, der sidder standby i partiets hovedkvarter på Christiansborg ganske tæt på Finansministeriet. ”Nørder, der altid finder et hår i suppen,” som regeringsforhandlerne hovedrystende siger til hinanden.

Også internt Enhedslistens forhandlerhold, der ud over Johanne Schmidt-Nielsen består af gruppeformand Stine Brix samt den erfarne Frank Aaen, er der dårlig stemning. Gang på gang slår det mødedeltagerne, hvordan den erfarne forhandler Frank Aaen bliver ignoreret, verfet af, afbrudt og underkendt af Johanne Schmidt-Nielsen. På de sidste møder i Finansministeriet var Frank Aaen slet ikke med – officielt pga. influenza.

Den dårlige stemning mellem Aaen og den unge frontfigur handler om meget andet end dårlig kemi. Den afspejler også to vidt forskellige opfattelser af, hvordan Enhedslisten bedst placerer sig i det politiske spil. På den ene side en protest- og alt eller intet-attitude. På den anden side en mere forhandlingsorienteret, konsensussøgende linje. Der er også dem, der taler om en ’elevrådslinje’ kontra en ’fagforeningslinje’.
Johanne Schmidt-Nielsen kan bestemt ikke lide prædikatet ’elevrådspolitiker’. Hun bliver faktisk meget vred, når hun konfronteres med beskyldningen. Ikke desto mindre er det lige her, hendes kritikere – også internt – sætter fingeren. De ser den unge frontfigur som en politiker, der med en fortid i gymnasiastbevægelsen DGS er opdraget i en ungdoms-politisk tradition, hvor spillet om magten, taktikken, bliver det centrale. Og hvor man uden realpolitisk situationsfornemmelse presser citronen for hårdt. Pernille Skipper er et andet toneangivende medlem af ’DGS-fløjen’, ligesom i øvrigt Pelle Dragsted er det.

Heroverfor står de mere modne kræfter i Enhedslisten, der på den ene side bestemt gerne sætter hårdt mod hårdt, men omvendt også ved, hvornår man skal slå til. Her finder man velafprøvede politiske kræfter som blandt andre Per Clausen og Frank Aaen samt den store gruppe af folk med baggrund i fagbevægelsen. Her ved man godt, hvornår man skal fortsætte med at snakke, og hvornår man skal lave forretning.

I finanslovsforhandlingerne var det DGS-fløjen, der vandt. Aftalen med regeringen faldt til jorden pga. uenigheden om de to gange ældre-bad, og fordi Johanne Schmidt-Nielsen under de sidste forhandlinger vredt erklærede, at ”så kan I bare tage det folketingsvalg”.

Lige dér sluttede tålmodigheden hos Corydon og Vestager, som i stedet inviterede de borgerlige ind til forhandlingsbordet, hvor man på seks timer formåede at indgå den aftale, som Enhedslistens forhandlere ikke kunne strikke sammen på over 30 møder. I den efterfølgende spin-kamp om, hvilken fortælling der skulle knyttes til forløbet, havde Johanne Schmidt-Nielsen retorikken klar: Regeringen havde igen valgt de blå, havde igen foretrukket skattelettelser til erhvervslivet frem for at hjælpe de svageste.

Men som noget nyt for Johanne Schmidt-Nielsen var der ikke rigtig et publikum til hendes offer-fortælling. Knap nok i hendes eget parti. Og i al fald hverken hos SF’erne eller Socialdemokraterne, der blot rykkede sammen og entydigt pegede på Enhedslisten som den skyldige: Man havde næsten det hele, men valgte at lade det glide af hænde pga. en formalistisk diskussion om et retskrav på noget, som end ikke de sædvanlige støtter ønskede et retskrav på.

Uprofessionelt? Elevrådsagtigt? Eller bare dumstædigt? Diskussionen kører i Enhedslisten. Og Bendt Bendtsens kaffe-piges stjernestatus på venstrefløjen er kraftigt udfordret.

__________


BLÅT ØJE TIL ENHEDSLISTEN

Den seneste finanslovsaftale med de borgerlige partier er langtfra første gang, at S-R-SF-regeringen forbigår sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten. Næsten en femtedel af den lovgivning, der er blevet vedtaget under den nuværende regering, er gennemført uden stemmer fra Enhedslisten. Regeringen har kun lavet 18 % af lovgivningen alene med Enhedslistens stemmer. Under den tidligere VK-regering stod Dansk Folkeparti uden for beslutningerne i mindre end 3 % af de vedtagne love.

Kilde: Optælling fra hvemstemmerhvad.dk

FACEBOOK Bliv ven med Euroman