Unge utroskab
Foto: Getty

Ny undersøgelse: Derfor er unge mennesker deres partnere utro

Forskere mener, at utroskab kan være en del af unges udvikling mod at blive voksne.

Utroskab er en naturlig del af et ungt menneskes rejse mod at blive voksen. Det er konklusionen på et nyt studie, der har undersøgt, hvorfor nogle unge vælger at være deres partnere utro

Forskerne fra det psykologiske fakultet ved University of Tennessee har fulgt 104 unge med en gennemsnitsalder på 22 år, hvoraf størstedelen var heteroseksuelle og havde været deres partner utro inden for de sidste seks måneder. Deltagerne blev hver især stillet en række spørgsmål om deres nuværende og tidligere romantiske erfaringer, hvor tæt knyttede de følte sig til deres partner samt deres begrundelser for at være dem utro.

76 af de unge deltagere svarede, at de havde været utro, fordi de ikke følte, at deres behov for intimitet blev mødt af deres faste partner, mens andre pegede på ensomhed, kedsomhed eller mangel på fælles interesser med partneren som årsagen til utroskab. 23 svarede, at de var utro af årsager, der hænger sammen personlig identitet og autonomi, og hele 65 af de 104 deltagere mente, at indtag af alkohol havde spillet en rolle i deres sidespring.

”Vejen mod at blive voksen er et unikt udviklingsstadie, hvor unge skal finde ud af mange ting i livet, og det er vigtigt at tage udviklingsaspektet i betragtning, når utroskab forekommer,” siger Jerika Norona, hovedforfatter af undersøgelsen, til Broadly.

Forskerne understreger dog, at udviklingsbehov ikke alene kan forklare unges utroskab, og at både alkohol og sociale faktorer også spiller en væsentlig rolle. De håber dog, at deres undersøgelse kan bidrage til en bedre forståelse af, hvad unge mennesker går igennem både som individer og som partnere på vejen mod de voksnes rækker.

”Fordi udviklingen mod at blive voksen er en tid, hvor unge udforsker og eksperimenterer, er det sandsynligt, at utroskab er en vej, hvorigennem individer søger at få mødt deres behov for selvstændighed, gensidig afhængighed og for at fremme deres personlige udvikling,” skriver forskerne i undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: Unge er begyndt at tage ekstra stærke og farlige ecstasy-piller med IKEA-logoer

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"

LÆS OGSÅ: Tendens: Børn bruger dødsfald til at få anerkendelse på YouTube

Se, hvad vi ellers skriver om: Videnskab