ALLE MED FORSTAND på den slags mente, at Serdal Benli ved valget i 2019 ville glide gennem nåleøjet til Folketinget som en kniv gennem stuevarmt smør.

Med en rolle som spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds var han af partiapparatet kørt i stilling til et stensikkert sæde. Ved valget fire år forinden havde Benli været sølle 20 stemmer fra at stjæle partikorifæet Holger K. Nielsens folketingsplads, og nu burde det blive en smal sag at komme over målstregen.

Men dagen efter valget, mens de personlige stemmer blev fintalt og mediedækningen centrerede sig om den nye statsminister og nedsmeltningerne hos Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, udviklede panderynker og knugende bekymring i Benli-lejren sig til vantro bedrøvelse: Serdal Benli var på forunderlig vis blev overhalet af den totalt ukendte Ina Strøjer-Schmidt, der vekslede sine 4.512 personlige stemmer, 1.500 mere end Benli, til en plads i Folketinget.

”Det var en mavepuster, det var det. De første par dage var jeg et sted, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne overskue politik mere. Jeg blev helt drænet for motivation. Jeg havde satset alt og brugt så mange kræfter, engageret så mange mennesker, der havde hjulpet mig undervejs. På en eller anden måde følte jeg også, at jeg havde svigtet dem.”

I dagene efter valget kunne man i pressen læse, at Ina Støjer-Schmidt i både DR og TV 2’s kandidattest var blandt de kandidater på landsplan, allerflest danskere var enige med. Uden for citat betoner flere i partiet, hvordan Strøjer-Schmidts midtsøgende svar, der flere gange afveg fra partilinjen, kan han have givet hende en solid overhånd i kampen om stemmerne, fordi mange danskere trofast følger det, de får anbefalet af kandidattesten. Det er imidlertid ikke et bål, Serdal Benli selv vil kaste brænde på:

”Der er ingen tvivl om, at det var en overraskelse, at en så ukendt kandidat uden en platform kunne lykkes. Jeg skal ikke gå ind i spekulationer om, at det var kandidattesten [der blev udslagsgivende, red.], men det var en stor overraskelse for os alle sammen. Det har vi selvfølgelig taget ved lære af og forberedt os på op imod den næste valgkamp.”

Nu, tre år senere, forsøger Serdal Benli sig igen. I mellemtiden er han blevet næstformand i partiet, og med til dette interview bringer han også den nyhed, at han af partiet er blevet udpeget som statsrevisor for de kommende fire år – en rolle, der egentlig var tilfaldet Holger K. Nielsen, men hans udnævnelse til særlig FN-repræsentant har spillet statsrevisor-tjansen over i hænderne på 43-årige Benli.

Hvad vil du gøre anderledes i den valgkamp, der venter, for at blive valgt ind?

”Vi ved, at det digitale fokus fylder mere og mere. Jeg tror sådan set stadig på, at vi som politikere både skal være til stede digitalt, men også på gader og stræder for at møde folk der, hvor de er. Det er i sidste ende det, der gør mig til en dygtig politiker: At jeg er derude, hører, lytter og ser, hvad der rører sig. Det har været kompasset i mit arbejde, også som lokalpolitiker.

Det er hverdagens stemmer, der modner mine tanker om samfundet. Vi skal ikke ende der, hvor man kan sidde og føre valgkamp bag en skærm, for så bliver vi afkoblet fra virkeligheden og borgernes hverdag. Men det er desværre et vilkår, at vi skal være meget til stede digitalt og have en masse rådgivere ind over kommunikationen.”

Går du ind til valgaftenen med nerverne lidt mere ude på tøjet, fordi at nu skal det fandeme også lykkes?

”Det er klart, jeg er spændt. Når jeg bruger så meget tid og energi på at nå et mål, så er der selvfølgelig nerver på. Derfor tror jeg også, læren er, at jeg ikke har sagt direkte, at det her skal bare lykkes. Det er det, vi arbejder ud fra, men jeg er også forberedt på, at jeg kan ende med ikke at blive valgt.”

Du oplister fire mærkesager på din hjemmeside: 1) alle børn skal have en god start, 2) klimasikring og mere natur, 3) mindre trafikstøj og renere luft og 4) en værdig ældrepleje. Det er jo ting, alle gerne vil have. Hvad er dit mest upopulære forslag til finansiering af disse områder?

”Vi mener, at vi skal have en særbeskatning på fx Mærsk, der har tjent styrtende – over 200 milliarder kroner i overskud – i en tid, hvor vi har høj inflation og energikrise. Der mener vi, at dem, der har tjent overnaturlige profitter, skal bidrage mere til statskassen, så vi kan finansiere de initiativer, der skal styrke vores kernevelfærd og holde hånden under vores samfundsmodel.”

Og det kommer ikke til at kvæle dansk erhvervsliv?

”Nej, det tænker jeg ikke. Vi taler om profitter, der er overnaturlige og meget større end det, den slags virksomheder normalt har. Vi har som samfund stillet knowhow og infrastruktur til rådighed for de virksomheder, og derfor mener vi også, at de bredeste skuldre skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden kan bidrage med den viden og de uddannede medarbejdere, de har brug for på den lange bane. Jeg ser ikke en modsætning der.”

Hvor meget ekstra skal Mærsk og andre beskattes?

”Jeg vil ikke komme med noget konkret tal. Men der er ingen tvivl om, at der er noget at hente på den konto, hvis vi skal have det hele til at hænge sammen.”

Lad os tale lidt om SF’s udlændinge- og integrationspolitik. Du er selv kurdisk indvandrer, du kom til landet som niårig, og du har været medlem af SF siden 2003. Jeg tager vel ikke fejl, hvis jeg siger, at SF’s udlændinge- og integrationspolitik fra dengang til i dag placerer sig signifikant tættere på midten af dansk politik?

”Det, synes jeg ikke, er rigtigt. Jeg synes tværtimod, at SF har fundet en ideologisk og nødvendig position i det spørgsmål. Det handler ikke om, at vi er gået til højre. For os er det vigtigt, at vi lykkes med integrationen, og så er vi nødt til at være realistiske og adressere de udfordringer, der er.

En af de største fejl, venstrefløjen har begået, er, at vi har været berøringsangste i de her diskussioner. Højrefløjen har ikke haft progressiv politik på det her område, det har mere været retorik, og der skal vi insistere på at påpege problemerne, men samtidig også vise løsningerne på de problemer.

Jeg mener fx, det er venstrefløjspolitik, når vi siger, at vi vil gøre op med social kontrol. Det er en del af venstrefløjens værdikamp, at vi står på de undertryktes side. Fremadrettet er vi også nødt til at kunne påpege, at antallet betyder noget. I et lille samfund som det danske er der en grænse for, hvor mange nye indvandrere, vi kan integrere. Vi kan ikke åbne døren for alt og alle, men vi kan se på, hvordan vi kan mindske den globale ulighed, der også skaber flygtningestrømme. Det, mener jeg ikke, er et højreskred, men en konkret, progressiv tilgang til de her udfordringer.”

SF Ungdom er jo uenig. De skrev i april, at SF har bevæget sig for langt til højre i udlændingepolitikken med et for entydigt negativt fokus på integrationen. Er det dem, der har misforstået det?

”Nu skal der jo være plads til begge synspunkter, vi er to forskellige organisationer. Jeg synes, at SF står det rigtige sted.”

Hvordan har din egen tilværelse påvirket, hvordan du ser på integrationsudfordringerne?

”Jeg har kurdisk baggrund, så jeg tilhører et folk, som har været undertrykt af forskellige regimer rundt om i verden. Jeg er vokset op med kurdernes politiske kamp for frihed og demokrati. Det har også formet mig. Jeg gik i skole i Tyrkiet, men lærte først tyrkisk som seksårig, fordi jeg kun talte mit modersmål derhjemme. Men det var forbudt i skolen. Den undertrykkelse har formet min tilgang til politik. Jeg er vokset op et sted, hvor alt var forbudt. Jeg mener ikke, at vi kan skabe forandring gennem forbud, men at vi skal støtte op om den progressive kamp for frihed i minoritetsmiljøer.”

Du er viceborgmester i Gladsaxe og opstillet i kredse, der har en høj andel af ikke-vestlige tilflyttere. Er der problemer med negativ social kontrol i Gladsaxe Kommune?

”Den forekommer da, også i Gladsaxe, også andre steder på Vestegnen. Men vi skal skabe alternativer, ikke forbud. Derfor har jeg blandt andet i mange år foreslået, at vi skal have en statsligt finansieret imam-uddannelse, for jeg mener sådan set, at der er brug for, at vi har nogle imamer, der er funderet i en dansk uddannelsestradition og dansk demokrati og ikke er selvbestaltede eller udpeget af regimer rundt om i verden, der ikke er en del af vores værdifællesskab.

På den måde slår vi to fluer med et smæk: Vi får både imamer, der er velfunderet i det danske samfund, og samtidig sender vi et signal til den store muslimske minoritetsgruppe i Danmark: I er en del af Danmark. Og det, mener jeg, er et vigtigt signal og værktøj til at hjælpe mange af de mennesker, der bliver udsat for social kontrol.”

Din partifælle Halime Oguz er en del af regeringens ’kommission for den glemte kvindekamp’, der blandt andet har foreslået et forbud mod tørklæder i grundskolen. Hvad synes du om den idé? 

”Jeg mener ikke, at vi løser det problem med et forbud. Tværtimod tror jeg, at vi kommer til at skubbe en masse mennesker hen i armene på radikale fanatikere. Og vi skubber nogle af de her mennesker væk fra det danske fællesskab, som de gerne skulle begå sig i. Om det så er ude på en skole eller en arbejdsplads.

Dermed ikke sagt, at jeg mener, at tørklædet er et frihedssymbol. For grundlæggende ligger der en kønsmoral i tørklædet, som jeg ikke bryder mig om. Man seksualiserer kvinderne, når de skal gå rundt med hovedbeklædning, og det er obskurt. Men jeg mener grundlæggende ikke, at der forskel på at påtvinge en kvinde at gå med tørklæde og at fratvinge en kvinde at gå med tørklæde.”

Men så kan man jo kun løse problemet med lange, seje træk. Hvis man, som du foreslår, får en statsligt finansieret imam-uddannelse, vil effekterne af det først vise sig om mange år. Hvad kan man gøre på kortere sigt for at løse problemet med social kontrol?

”Jeg siger ikke, at det kan blive løst over én nat. Vi har efterhånden en tredje-fjerde generation af indvandrere. Integration er ikke statisk, det er dynamisk og rykker sig over flere generationer, så det her kommer til at tage tid. Vi skal gøre noget på mange parametre, en imam-uddannelse er selvfølgelig ikke nok.

Der er også boligpolitik i det her. Vi er nødt til at gøre op med, at for mange med samme socioøkonomiske baggrund bliver placeret samme sted. Hele gymnasiereform-debatten handler jo også om, at vi får skabt nogle uddannelsessteder, hvor vi kommer hinanden ved på kryds og tværs. Det, tror jeg også, er vigtigt.”

Føler du dig nogensinde magtesløs i de her spørgsmål? Nu kommer der stadig til at være unge, muslimske piger, der går i skole med tørklæde på mod deres vilje.

”Ja, den følelse kan man godt sidde med. Jeg sidder også nogle gange med en følelse af metaltræthed. Både fordi debatten ofte bliver meget sort-hvid, men også fordi vi stadig har debatten. Vi lever i det 21. århundrede, og det er, som om vi på ny skal tage nogle af de kampe, tidligere generationer også har taget. Men det er jo den virkelighed, vi lever i, og den kamp skal vi tage på os. Vi må ikke svigte de tusinder af mennesker, der bidrager positivt til samfundet, og de progressive stemmer, der vil bidrage til en positiv samfundsudvikling.”

Går integrationen bedre nu, end den gjorde for 10 år siden?

”Det vil jeg sige, at den gør. Når jeg ser 15 år tilbage og frem til i dag, er der sket virkelig meget. Piger med anden etnisk baggrund end dansk uddanner sig mere end deres etnisk danske søstre, så der er jo en bevægelse i gang, integrationen kører. Ja, der er udfordringer, det skal vi erkende. Men fra da jeg blev færdiguddannet til i dag, er der sket virkelig meget. Det gør mig glad, for så er vi lykkedes med et eller andet.”

Oplever du, at der foregår et taktisk spil, hvor man ikke vil blive skudt i skoene, at man er slap på integrationspolitikken, og at de muslimske piger ender som syndebukke i det spil?

”Desværre er der meget taktik og populisme i det her spørgsmål. Der er kommet en konkurrence om, hvem der er strammest, og den her dagsorden fremmer til tider populistiske forslag. Det betyder, at hvis vi sætter en masse gode initiativer i søen, men der samtidig er den her retorik, så skubber det stadig en masse mennesker væk fra samfundet.

Alle de velfungerende indvandrere føler sig jo også ramt. Deres baggrund bliver hele tiden genstand for problemer. Det rammer følelsesmæssigt. Jeg er selv vokset op med, at min baggrund blev gjort til et problem. Når jeg var ude i byen og mødte en sød pige, skulle jeg bruge de første mange minutter på afkræfte, at jeg ikke var som dem, man hørte om i medierne.

Det er en ond spiral. Vi løser intet ved at dæmonisere bestemte grupper i vores samfund. Til gengæld løser vi det til hele samfundets bedste, hvis vi insisterer på at integrere flest muligt ind i fællesskabet.”