”Når mænd, de græder, er det en altid i en flask', i en streg, i en joint, i en pille eller en blanding af alting.”

Sådan går linjerne i Tobias Rahims sang ’Når Mænd Græder’, og noget tyder på, at han har fat i noget. For generelt set har danske mænd svært ved at tale med andre om deres problemer og søge hjælp, når psyken bliver udfordret.

Det kan man også se i danske selvmordsstatistikker, hvor mænd fylder mest, og hvor der især er en overrepræsentation af mænd over 65 år, som udgør cirka ¼ af alle selvmord i Danmark.

Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen sker mange selvmordsforsøg og selvmord blandt mennesker, som ikke har kontakt til psykiatrien. For nylig igangsatte Livslinien, der er en landsdækkende organisation, som forebygger selvmord og selvmordsforsøg, kampagnen ’Vi skal tale om det, mand’, som har til formål at sætte fokus på selvmordsproblematikken blandt mænd og fokusere på vigtigheden i at få søgt hjælp i tide.

”Mænd og kvinder står i dag generelt overfor de samme mentale problemer, som kan opstå i forbindelse med for eksempel fysiske sygdomme, tab af ægtefælle eller en depression. Tendensen er dog, at mænd generelt set er længere om at reagere på problemet, identificere det og søge hjælp,” siger Jeppe Kristen Toft, der er direktør for Livslinien.

Her er der en række kulturelle og historiske faktorer, der spiller ind. For gennem tiden det været manden, der har været en ledende figur lige fra at være krigsherre til at passe på familien.

Opstod der problemer, skulle manden løse problemerne hårdhændet, kontant og hurtigt. Der har ikke været plads til at vise svaghed i den klassiske og stereotype manderolle, og selvom tiden og mandens rolle har ændret sig, har mønstrene sat sig dybt i mænds generelle konflikthåndtering.

Derfor ser man ifølge Jeppe Kristen Toft også, at tabet af et job typisk fylder mere hos mænd sammenlignet med kvinder.

”Et tab af et job er noget, der oftere kan volde en mand problemer. For nogle mænd er et tab af et job også et tab af en identitet. Tilbage i tiden var man oftere identificeret med sit job og var eksempelvis kendt som den lokale møller eller byens smed. Mandens job blev i højere grad identificeret med det omsorgsmenneske, han var. Det er muligvis noget, mange har båret med ind i vores nuværende samfundsmodel.

Æggene er lagt i samme kurv i forhold til mændenes identitet, hvor kvindernes identitet er spredt ud over flere forskellige funktioner, som typisk er mere sociale og følsomme. Derfor er kvinder som oftest også bedre til at håndtere det, hvis en af identiteterne skrider, fordi alt ikke på samme måde falder sammen på én gang,” siger han.

Når mænd fylder mere i selvmordsstatikken, skyldes det ifølge Jeppe Kristen Toft to forhold: Selvmordsmetoder og manglende håndsrækning.

”Manden fylder mere i statistikkerne, fordi han ikke beder om hjælp i tide. Hvis der er et problem, der ikke bliver løst, vokser problemet sig blot større. Hvis man ikke beder om hjælp, øges risikoen for selvmord. Til det ligger også, at mænd vælger andre selvmordsmetoder, der oftest er voldsommere.”

Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, at det er okay at række ud, og at det at spørge om hjælp er en styrke. Mentale udfordringer kan i mange tilfælde være svært at håndtere selv, og derfor kan det være nødvendigt at få nogle andres perspektiver på tingene.

Som pårørende er derfor vigtigt, at man er opmærksom på mandens adfærdsmønstre, og hvordan han håndterer krisen, han eventuelt skulle befinde sig i.

Prøver han at slå et problem hen, kan det i nogle tilfælde skyldes, at han prøver at dække over identitetstabet ved at nedtone betydningen.

Hvad skal man som pårørende være særligt opmærksom på?

”Hvis manden ændrer adfærd ved for eksempel at miste interesse for noget, han normalt brænder for. Hvis han pludselig dropper en interesse for eksempelvis motion eller madlavning eller fravælger fællesskaber, som han ellers har været i, kan det være et tegn på mistrivsel. Der kan det for pårørende være et oplagt og konkret sted at tage fat og påtale sin bekymring.

Det er okay at være åben omkring sin bekymring og tale om det, hurtigere end hvad der måske føles naturligt. Al erfaring viser, at man skal italesætte sin bekymring og være vedholdende omkring den. Nøglen er at tale om det og blive ved med at tale om det,” siger Jeppe Kristen Toft.

Han var med til at stifte Livslinien tilbage i 1995, og selvom han fornemmer et øget fokus på mænds selvmordstendenser, er der stadig et stykke vej til mål.

I forhold til nordiske lande som Norge, Sverige og Finland er Danmarks selvmordsdødelighed høj og modsat Danmark har de tre førnævnte lande også en national selvmordshandlingsplan, der skal sikre forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg.

Lignende initiativer savner Jeppe Kristen Toft i Danmark.

 ”Siden vi stiftede Livslinien, har vi forsøgt at påvirke politikerne til at træffe en beslutning, men det er endnu ikke lykkes helt. Det er et spørgsmål om politisk velvilje, og selvom den er på vej, er der stadig ikke kommet et udkast til en national handlingsplan, ” siger han.

Hvad kræver det af politikerne, for at det skal kunne lykkes?

 ”Det kræver, at der bliver truffet en politisk beslutning om, at vi skal have en national handlingsplan til forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg. Det kræver også, at der bliver afsat midler til først at udarbejde og implementere en plan, samt at der afsættes midler til planens initiativer kan udføres.

Det kræver både politisk vilje og en økonomisk politisk vilje. Det halter lidt med begge dele. ”