DET ER FASCINERENDE, hvordan et tv-program om ballade i en kolonihaveforening lidt uden for Aalborg kan udbasunere en af tidens største førsteverdenskonflikter: Den voksende kløft af manglende forståelse mellem yngre og ældre generationer.
Men det er, hvad TV 2’s nye dokumentarserie ’Balladen om kolonihaven’ skinbarligt og subtilt gør (godt hjulpet på vej af en velvalgt Niels Hausgaard som fortæller). Og blot for at udpensle præmissen for konflikten, taler vi om et versus mellem den sidste halvdel af Millennial-generationen og frem, altså dem, der er født fra 1990 og frem, og Boomer-generationen, der blev til efter Anden Verdenskrig og cirka 20 år frem.
I det mikrokosmos, som kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens Minde er, kan vi seere følge de tiltagende konflikter. En horde af unge bestående af småbørnsforældre, basmusikspillende drengerøve, nogle i Aladdin-bukser og dem, der går lidt langsommere, når de går forbi en genbrugsbutik er rykket ind, mens den sidste bastion af de første beboere i kolonihaveforeningen måbende og frustreret kan se til, mens den kolonihaveånd, de forelskede sig i tilbage 1970’erne langsomt gror til i ukrudt, lukkede døre, ’biodiversitet’ og høje hække.
Engang var kolonihaven det tiltrængte frirum for arbejderklassen. I haven, som den trange tredjesalslejlighed ikke tillod, fik man frisk luft i lungerne og en god snak over en hækkebajer i selskab med naboen. Dengang hvor generalforsamlingerne lå om fredagen og sluttede af med musik og dans.
Godt nok søger den nye generation af lykkeriddere også efter mere de åndbare opholdsrum, som en kolonihave er. Forskellen er bare, at de i højere grad også søger fred. Fred fra livet i storbyerne og den teknologi, som givetvis hersker mere i deres sfære, end det er tilfældet hos deres ældre medkolonister, hvorfor de vil have højere hække, større huse og en have uden grøntsager. Til gengæld må græsset gerne være vildt med vilje.
”Det skal være et fællesskab, men på deres (de ældres, red.) præmisser,” siger en af de unge i dokumentarens andet afsnit, hvor utilfredsheden er trukket op på ny – godt hjulpet på vej af, at bestyrelsen har rykket haveforeningens generalforsamling fra fredag til onsdag for at skære et par timer af den. Det er tilmed sket i forlængelse af, at den tidligere bestyrelsesformand, som gennem 30 år sad på posten, blev væltet af et kup planlagt i det skjulte af de unge kolonister, der var trætte af vennetjenester og forskelsbehandling blandt de gamle bonkammerater i bestyrelsen.
Tilsvarende er de ældre beboere blevet trætte af det rigide regelsystem og den omfattende kontrol af ejernes haver, som nøjsomt bliver gennemgået for regelbrud.
DE VIL HVER SIN VEJ, de unge og de ældre, og det kommer der nogle særdeles betændte (og interessante) hændelser ud af, hvor man som seer efterlades med en uskyldig undren over, hvorfor kolonihaveejerne ikke bare taler om tingene?
På sin vis er det meget sigende for den tid, vi lever i, hvor vi ikke ønsker at forstå, men i stedet danner fordomme og rykker fra hinanden både politisk, geografisk og demografisk. Hvor vi i højere grad lader vores egen individuelle lykke sætte vores virkeligheds streger, frem for at presse os ned i fællesskabets firkant. Vi følger ikke normerne, men skaber dem.
’Balladen om kolonihaven’ er til tider sjov, fordi dramaet synes så simpelt og uskyldigt; at noget så idyllisk som et kolonihavekvarter, der burde være idyl og frihed, bygger på machiavellisme, enklaver og dualismer. Netop som vi ser det i resten af det store danske samfund, og som dokumentarens skabere i øvrigt evner at drage elegante paralleller til. Men det skal man se selv.
Kolonihaven er blevet et mikrokosmos på den danske generationskløft. Og det er drøngodt tv.
