Foto: Thomas Nielsen

Whistleblower: Ole risikerede sit arbejdsliv for de arbejdsløse i København

Bevæbnet med mapper og ringbind meldte Ole Christiansen som den første embedsmand i historien sin egen forvaltning til myndighederne. Det kunne være endt helt galt, men kontorchefen var ualmindelig godt forberedt.

De fleste aftener i 2010 sad Ole Christiansen i sit arbejdsværelse i kælderen i sit hus i Ballerup og forberedte sig på at blive whistleblower. Han havde bl.a. printet en betænkning på 304 sider ud, der beskrev, hvilke forpligtelser man som offentligt ansat har til at melde, hvis der er forhold i ens forvaltning, der kan være ulovlige.

Han læste den igennem tre gange. Kontorchefen fra beskæftigelsescentret i Københavns Kommune mistænkte sin arbejdsgiver for at modtage for mange penge af staten i refusion. Han drøftede også sagen med sin kone over middagsmaden, med vennerne, søgte opbakning hos juridiske fagfolk og professorer og spurgte sig selv, om det nu også var gennemtænkt at gå videre med sin mistanke.

”Ja, det er rigtigt nok, at jeg ikke er enormt spontan,” indrømmer Ole Christiansen og smiler behersket i et mødelokale på sin nuværende arbejdsplads i Ballerup Kommune. Det er lørdag formiddag, og den 52-årige chef for Beskæftigelse og Borgerservice har allerede været på kontoret siden klokken 7:30 for at arbejde.

”Jeg kan godt lide at komme tidligt en dag i weekenden. Der når jeg ret meget,” siger kontorchefen, der bærer skjorte, jakke og bukser med pressefolder, selv når han er alene på arbejde.

Til gengæld er hans skrivebord i det åbne kontorlandskab det mest rodede af dem alle. Papirer i stabler er skredet flere steder på bordet, i reolen er to par sko på vej ud over kanten af hylderne, og på computerskærmen sidder en post-it, der minder om, at han skylder en citronmåne til en kollega for et tabt væddemål om kommunens telefonregistrering.

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes prisen har været urimelig høj"



Første gang, Ole Christiansen blev opmærksom på, hvad han anså for at være et stort etisk problem, var i 2008, hvor han kiggede på, hvordan de nye regler på aktiveringsområdet blev fortolket af Københavns Kommune.

Efter hans bedste overbevisning levede kommunen ikke op til kravene om at give 25 timers aktivering til de arbejdsparate kontanthjælpsmodtagere i jobcentret i Farvergade. Alligevel hævede den 65 % i stedet for den lavere refusion på 35 %. Det betød samtidig, at de ledige blev spist af med et tilbud på omkring halvanden times aktivering om ugen, hvilket Ole Christiansen, der ellers ikke går til yderligheder i sit sprogbrug, betegner som uanstændigt.

Sammen diskuterede de sagen, men ledelsen var i sidste ende ikke enig i Ole Christiansens tolkning af reglerne og gjorde derfor intet. Sagen fortsatte med at murre oppe i hovedet, inde bag brillerne på embedsmanden, der ikke mente, at kommunen, forvaltningen og allermindst de ledige kunne være tjent med meningsløse kurser, der udløste refusion fra staten, men ikke bragte de ledige tættere på et job.

Derfor gik Ole Christiansen efter sit grundige forarbejde i foråret 2010 til pressen. Berlingskes gravergruppe satte et møde op, og over de næste måneder interviewede avisens journalister kommunen og de ledige om deres oplevelse af tilbuddet i Farvergade.

De kom også med mange kritiske spørgsmål til Ole Christiansen og var meget opmærksomme på at undersøge, om kontorchefen nu også havde ret i sin måde at tolke reglerne på, og Ole Christiansen svarede beredvilligt for sig.

Kort inden artiklerne blev trykt, gik han 1. oktober 2010 skridtet videre, da han tog telefonen og ringede til Folketingets Ombudsmand.

Han ville gerne melde Centret for Job og Formidling i Københavns Kommune for ulovligt at have modtaget statsstøtte, sagde han, og den travle kontrolinstans indbød ham til møde tre dage senere. Selv om denne opringning ville sætte hans arbejdsplads i et meget skidt lys og hans egen karriere over styr, var det en fattet embedsmand, der med lette skridt mandag morgen den 4. oktober gik op ad trappen hos Folketingets  Ombudsmand på Gammel Torv i København som kulminationen på en af hans livs mest grundige forberedelser og største beslutninger.



”Når man træffer den slags beslutninger, kommer der er punkt, hvor der ikke længere er grund til at være nervøs, fordi man er sikker. Hvis man er i tvivl, skal man vende den en gang mere. Jeg vil ikke anbefale nogen at blive sur over et eller andet og så inden for en uge rulle det helt store artilleri ud. Det skal være gennemtænkt,” siger Ole Christiansen, der hellere siger man end jeg om sig selv, og som i øvrigt ikke synes, at hans egen person er interessant for fortællingen. Han vil hellere diskutere indhold og meldte sagen, fordi det var hans pligt som samfundsborger, embedsmand og vidne.

4. oktober var ”en lidt mærkelig oplevelse”, siger Ole Christiansen om den dag, hvor han som den første embedsmand i historien meldte sin egen forvaltning til Ombudsmanden.
”Nå ja, man sidder jo og behandler nogle sager og holder møder inde på sit arbejde i kommunen samme morgen, og så går man til Ombudsmanden med noget, der måske er lidt vildt, og så går man tilbage på sit arbejde og lader som ingenting.”

På Gammel Torv tog 3-4 jurister varmt og professionelt imod Ole Christiansen, der var kommet uden papirer. Han kunne det hele udenad.

”Der var ikke et gran af tvivl om substansen, men det er jo klart, at man er påvirket af, at der starter en temmelig heftig proces med ministerier, der kommer ind over, masser af synlighed og presse,” siger Ole Christiansen, der vidste, at Berlingske havde en stor pakke om det, der siden blev kendt som Farvergadesagen, på vej inden for en uge.

Han havde også selv stillet op til interview, og den dag, Berlingske bragte et tresiders interview med ham selv, måtte han tidligt på tanken for at hente avisen, og han blev, som han selv formulerer det, enig med Københavns Kommune om at afspadsere i den periode.

Han var overmåde tilfreds med Berlingskes grundige dækning af sagen, der udstillede
lidt af et beskæftigelsescirkus i Københavns Kommune, og som fik det til at strømme ind med andre absurde aktiveringshistorier fra resten af landet. Men det var hårdt selv at være forsidestof, syntes Ole Christiansen. Det havde han ikke det store behov for, men han mente, at det var nødvendigt for at få sagen foldet ordentligt ud.

Når han alligevel er gået med til at tale om sagen igen, er det for at insistere på, at man godt kan være whistleblower, uden at det går hårdt ud over ens privatliv. Ole Christiansen føler sig heldig over udelukkende at have haft fordele ud af at sige sin arbejdsplads ret voldsomt imod. I hvert fald har han fået begge de job, han, efter han blev whistleblower, har søgt. Først Gribskov og siden Ballerup Kommune har antaget ham, vel vidende at han har skaffet sin tidligere arbejdsplads en sag på halsen. Og samtidig vel vidende, at han vil strække sig langt for at gøre en forskel for de arbejdsløse.

To måneder efter at han gik til Ombudsmanden, der havde iværksat en undersøgelse i Arbejdsmarkedsstyrelsen, var der afgørelse i sagen. Den dag, den 6. december 2010, var han i Paris på konference og sad efter en god middag indenfor på en fortovscafé i nærheden af Montmartre og fik lige pludselig anledning til at bestille une pinte mere. Ind på hans telefon tikkede nemlig en sms og en mail med Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse: ”Du fik medhold. Kommunen har fået for meget i refusion,” lød beskeden nogenlunde.

”Da afgørelsen kom, og de var enige med mig, var det godt,” siger Ole Christiansen fra glaslokalet i Ballerup, og man aner antydningen af et af de sjældne og diskrete smil, han bruger til at underbygge snakken om de helt store triumfer: ”Det var godt!” 

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft brug for at være ærlig, hvis jeg skulle dø i morgen"

LÆS OGSÅ: "Dem der er allerbedst til at få idéer sætter spørgsmålstegn ved alting"

LÆS OGSÅ: Bjørn Frost kæmper mod kræften: "Det er hårdt at vide, at jeg aldrig skal se blikket fra en forelsket pige"

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt