Her er de 7 bedste barer på Roskilde Festival 2025
Hvor får du egentlig fat i det lækreste til ganen, når du trisser rundt på Roskilde Festival 2025? Vi har været hele turen rundt og guider her til, hvor du får de bedste våde varer.
Hvis du skal have det rigtig
kulturelite-sommerlækkert på Roskilde Festival, er der kun ét sted, der
virkelig har din ryg – Rødder & Vin-baren. Naturvinsmekkaet fra
Ravnsborggade er igen i år draget afsted og har slået sig ned i skovbrynet.
Her sørger de selvfølgelig for, at du har
mulighed for at bruge alt for mange penge på saftige vine, du i din brandert
ikke kan udtale navnet på, men som til gengæld har rigtig smukke, håndtegnede
etiketter.
Meget passende kan du jo efterfølgende traske
rundt på pladsen med flasken i hånden og ved et uheld komme til at fortælle
alle bekendte, du møder på din vej, hvor du har købt din Argile 2021 – Château
Lafitte. Og hvor overrasket Solfinn Danielsen var over, at der faktisk var
nogen, der var villige til at betale, hvad den kostede.
Badesøens bar
Man kan sige akkurat, hvad man vil om Roskildes badesø. Og de ting, der bliver
sagt, er som regel også rigtige – den er jo ret klam. Men der er stadig en
dejlig oase-stemning på en sjælden dansk 30-graders dag som den, der ramte
Roskilde Festival onsdag.
Ved kanten af søen ligger intet ringere end
Badesøens bar, som serverer hjerneforfrysende kolde slush-ice med rom i. Hop en
tur i vandet, køl af, få lidt sol på kroppen og køl så igen ned med en af dem.
Og så hop ned og tag et bad efterfølgende. Det er nok bedst sådan.
Gringobar
Annonse
Hvis du missede sidste gammel-elev-fest på Øregaard Gymnasium, har du endnu
ikke forspildt din chance. Der er efterhånden ikke stor forskel på, om du står
på Søpavillonens terrasse eller i sandet foran Gringobar.
Ingen ved helt, hvornår det præcist skete,
men de seneste par år har baren med de genkendelige stråhatte udviklet sig til
en social legeplads for den nordsjællandske generation Z.
En drink koster også, hvis du kaster dig ud i
en grandissimo, 120 kroner – så måske giver det egentlig meget god mening.
Men på trods af arvingefesten i den
legendariske sandkasse er Gringobar altså stadig lige så elskværdig, som den
altid har været. Bare vær bevidst om, at der ikke bliver grinet med dig,
men af dig, når du spilder jordbærsmoothie ud over
dig selv.
Milkshake-Bar
Når du har stået og teet dig helt
tosset og fået sambaen kørt godt ind i blodbanerne til Seu Jorge, er der ét
sted, du skal gå hen for at få tanket op på de kalorieudtømte depoter.
Milkshake-Bar laver white russian-,
choko-lumumba- og strawberry daiquiri-shakes. Med eller uden vodka,
selvfølgelig. I starten køler den dig bare ned, men fedten fra mælken lægger
sig jo, som bekendt, som en hinde i mavsen, der pludselig brister og sørger
for, at du, når du mindst venter det, får et nyk op på promilleskalaen. Og det
fungerer glimrende, når du så efterfølgende skal ned og se FKA Twigs rive Arena
midt over.
Bar-64
Når den økonomiske samvittighed begynder at presse sig på sidst på ugen, er Bar-64
er din bedste ven. Man troede, det var slut med drikkevarer til sådan en pris
på de danske festivaler, men den er god nok. Alle drinks koster den nette sum
af 64 kroner.
Vi anbefaler at gå med deres yuzu-madness med
hvid rom. Vi skal dog også være retfærdige her og lige påpege, at der er rigtig
mange meget store isterninger i den kop, så hvor meget får man egentlig for
pengene?
Annonse
Den deciliterpræcise udregning har vi
desværre ikke lavet, men konceptet er i hvert fald tiltalende, når du har brugt
540 kroner på en lemon-vodka-kande aftenen forinden.
Tomat og agurk-baren
Nu deler vi vandene. Men man kan ikke gøre alle glade, hvis man skal gøre nogen
rigtig glade. Og her kommer festivalens største anbefaling: Bloody
Mary-pitcheren fra Tomat & Agurk-baren.
Er det en drik eller et måltid? Der findes
ikke et simpelt, sort-hvidt svar på det spørgsmål – vi kan bare konkludere, at
hvis saltbalancen er i uorden, så kan det her sursøde picklesdrøn komme
væltende, losse bolden ud af feltet og være din redning på målstregen.
Og pas på. Den er umiddelbart for de få, men
er du først blevet gode venner med den, slipper den aldrig sit tag i dig.
Koskenkorva-bar
Hos Koskenkorva-bar er der ikke så meget slinger i valsen. Du får solide
vodka-drinks, der sparker, og det er med vodkaen fra den finske producent, der
bruger lokale råvarer fra små økologiske producenter.
Det er jo i sig selv meget fint, men
argumentet for, at du skal tage forbi, ligger nok mere i den stemning, der
omkranser boden.
Du har i hvert fald mulighed for at få en
lille dans med nogle søde pruheste eller få en god snak om alt fra den store
kærlighed til, hvordan det går med dine tømmermænd – med bodens legendariske
bartendere.