”Under valgkampen i sommeren 2019 skrottede Lars Løkke egenhændigt den plan, som Venstre havde lagt. Med ham for bordenden havde vi i månedsvis arbejdet ud fra, at vores hovedmodstander var Socialdemokratiet og Mette Frederiksen. Men på et sent aftenmøde en mandag midt i valgkampen blev vi i valgkampsgruppen pludselig orienteret om, at han havde lanceret idéen om en regering hen over midten i en bog, der udkom torsdag morgen. Jeg tog ordet flere gange til mødet og sagde, at jeg mente, at det var en dårlig idé: Overalt i Europa var det mindste parti i sådanne regeringer blevet kvast, og politisk var der alt for langt mellem Socialdemokratiet og Venstre. Men Lars Løkke havde besluttet sig, og uanset hvad jeg havde sagt, havde han blæst det en hatfuld.
Da vi så tabte valget, havde jeg en forventning om, at han ville gå af som formand. Men da det ikke skete, mente jeg, at det var nødvendigt at tage en diskussion om, hvilken retning Venstre skulle gå i fremadrettet: Var vi et borgerligt parti, der sagtens kunne samarbejde bredt, eller skulle vi være et vedhæng til Socialdemokratiet?”
”Det tog lang tid for regeringen at konstituere sig bag Mette Frederiksen. I den periode undlod Venstre også at fordele posterne, som man ellers plejer. Det meste af sommeren gik med snak i krogene på kryds og tværs, og der var et ret forpestet klima internt i partiet. Ingen vidste, hvem der skulle have hvilke poster, eller hvad den politiske linje var.
I starten af august afviste jeg i et interview med Berlingske Lars Løkkes idé om en SV-regering. Da vi mødte op til sommergruppemødet på Kragerup Gods i starten af august, var stemningen derfor anspændt. Normalt er det sådan, at gruppebestyrelsen på Christiansborg møder op med en plan for, hvordan posterne i folketingsgruppen skal fordeles. Men vi sad med så store problemer, at vi i gruppebestyrelsen måtte arbejde helt frem til 10 minutter før det store møde med resten af partiet med at få kabalen til at gå op. Og så var der hele balladen om den politiske linje: Skulle det være min linje med udgangspunkt i, at vi er et borgerligt-liberalt parti eller Lars Løkkes linje; at vi skulle være et parti, der rakte hen over midten?
Til sidst måtte jeg bøje mig og beklage mit interview med Berlingske, selv om jeg stadig mener, at det var Lars Løkke, der var gået uden om partiet først. Vi forlod mødelokalet og gik ud på gårdspladsen, hvor Lars fik øje på en golfvogn og sagde: ’Skal vi ikke tage den?’ Han satte sig symbolsk ved rattet, jeg satte mig ved siden af, og Jakob Ellemann tog bagsædet, og så kørte vi hen og mødte pressen.”
”Nogle støttede Lars, andre bakkede op om mig – og nogle ville have en helt ny ledelse. Jeg besluttede med mig selv, at det ikke kunne fortsætte. Fra baglandet fornemmede jeg, at der var stemning for en helt ny start, så jeg kontaktede Lars på sms og tilbød, at vi begge kunne gå af. Han svarede, at han ville overveje det og vende tilbage til mig. Men klokken 18.30 samme aften lavede han i stedet et opslag på Facebook, hvor han proklamerede, at han ikke skulle nogen steder hen. Det var en søndag, og fredagen og lørdagen efter var der forretningsudvalgsmøde og hovedbestyrelsesmøde i Brejning. Hver eneste dag op til var den besked, Lars gav mig, den samme: ’Jeg går ingen steder.’ Jeg tror sågar, han sagde: ’Jeg vil hellere smides ud på røv og albuer end at gå til falske klapsalver.’”
scroll-down
