Det er svimlende, hvor tæt klassementet er. Jeg kan ikke mindes en mere kompakt halvvejsstilling i nyere tid. Efter godt syttenhundrede kilometer, adskillige styrt, en holdtidskørsel, lange brostensstykker, passager med sidevind og en stor alpeetape ligger de ti - i mine øjne - klareste favoritter samlet inden for et vindue på et minut og nitten sekunder.

Tre af de helt store - Froome, Yates og Landa - har endda akkurat den samme tid: Fyrre timer, syvogtredive minutter og niogfyrre sekunder. Oh, at være cykelrytter og tilbagelægge 1726,5 kilometer uden at der skiller et eneste sekund mellem dig og din konkurrent. Man kunne blive religiøs for mindre.

Så alt kan endnu ske. Og det er den brogede skønhed i årets udgave. Jeg tæller ti ryttere, der stadig kan blande sig i kampen om topplaceringerne. I min hules fred og ro opridser jeg stillingen, hvis man skiller fårene fra bukkene. Dette er bukkeklassementet, som jeg ser det:

Alejandro Valverde

Jakob Fuglsang +0.02

Chris Froome +0.11

Adam Yates +0.11

Mikel Landa +0.11

Vincenzo Nibali +0.17

Tom Dumoulin +0.32

Rafal Majka +0.52

Romain Bardet +0.59

Nairo Quintana +1.19

Jeg vil med et citat fra løbets mest kontroversielle skikkelse, Alejandro Valverde, forklare hvorfor ovenstående liste udelader Geraint Thomas, der ligger før dem alle sammen, men derimod inkluderer Valverde, som jo skulle være løjtnant og hjælperytter for Mikel Landa og Nairo Quintana på det spanske Movistar-mandskab.

“Jeg er den bedst placerede af favoritterne.”

Sådan faldt ordene i går fra Valverde til dansk og spansk presse.

Den simple sætning indeholder to afgørende informationer. Den første er faktuel, den anden er eksplosiv:

1) Geraint Thomas er ikke en af favoritterne.

2) Alejandro Valverde ser sig selv som en af favoritterne.

Det første udsagn er uomtvisteligt. Med mindre der sker en fatal ulykke for Chris Froome, er hans højre hånd Geraint Thomas hverken i spil eller i stand til at bære kaptajnsrollen. Så længe Froome har blot det spinkleste håb i klassementet, vil hans løjtnant opføre sig som den tro løjtnant, han er, det vil sige selvudslettende og opofrende i en større sags tjeneste.

Men en løjtnant er ikke nødvendigvis kun en løjtnant.

Visse næstkommanderende har det med at glemme deres rang, hvis udsigten til en magtrokade melder sig. Hvilket leder hen til dynamitten i Valverdes udtalelse: Spanierens selvforståelse. År efter år udtaler Valverde før et løb, at han blot er med for at hjælpe. Og gang på gang glemmer han det i farten - tydeligst udmålt i Tour de France 2015, hvor han græd af lykke efter en etape, der ødelagde hans kaptajn Quintanas drøm om en samlet sejr, og samtidig sendte ham selv mod podiet.

Men den spanske veteran er væddeløber. Så enkelt er det. Manden er utilregnelig og ustyrlig. Nu, hvor han ligger foran begge sine kaptajner, er det blevet en genetisk umulighed for Valverde ikke også at begynde at glemme, hvorfor han blev udtaget. Pludselig er han gudhjælpemig den bedst placerede af favoritterne. Det er forskellen på britisk kammerateri og spansk separatistånd.

Daniel Dencik, den 18. juli 2018

LÆS OGSÅ: Jeg har blandet blod med vildsvin

LÆS OGSÅ: I dag er Tour de France en autonom, der kaster med sten mod monotonien

LÆS OGSÅ: Doping inden for og uden for grænserne

LÆS OGSÅ: Når Sofie smider tøjet