Mattis Breschels køresnack er helt old school: ”Det virker lige så godt, som alt det astronautmad rytterne spiser i dag”

Tour-etape

Der er mange favoritter, men den etape, der står mig nærmest, er 10. etape fra Torino til Gap 1996. 

Rolf Sørensen kørte langt udefra og satsede så meget på den sidste nedkørsel, at han klippede græsset i samtlige sving. Det minde står mig nært, fordi det var en tid, hvor jeg for alvor blev forelsket i cykelsporten, og jeg sugede alt til mig. 

Jeg husker Bruno Cenghialta forsøge at springe op til Rolf. Det samme prøvede Patrick Jonker, men begge måtte opgive. Telekom førte med alt, hvad den kunne trække, og måtte bruge både Jan Ullrich og Bjarne Riis i den gule trøje til at jagte Rolf ned, som desværre måtte se sig hentet med 300 m igen. 

Den dag var jeg ikke fan af Bjarne, men hold kæft en etape.

Cykel

Av, av, min favoritcykel skifter nærmest hver dag, men den cykel, jeg mener, er smukkest, er en Fondriest Top Lite fra slut-90’erne. Min far havde en, og hver fredag efter skole fik jeg lov til at pudse den for ham, så den var klar til cykelløb i weekenden. 

Den var lavet af det bedste Dedacciai-aluminium med kulfiberforgaffel, og selve krankboksen var en avanceret konstruktion for sin tid. Udstyret var selvfølgelig Campagnolo Record med Shamal-hjul, og selve rammen var delvist blå og med masser af skinnende krom.

Rytter

Favoritrytter er nok Roger de Vlaeminck, som var en central del af min favoritcykelfilm, ’En forårsdag i helvede’ af Jørgen Leth. 

Roger de Vlaeminck er før min tid, men jeg voksede op med historier om ham fra gamle cykelmagasiner og billeder fra dengang, cykelryttere lignede filmstjerner. 

Han vandt Paris Roubaix fire gange samt meget andet, og han var det, man kaldte for en ’ægte Flandrian’. En hård hund i Belgien. Han havde flotte bakkenbarter og var efter sigende et dumt svin. Det tiltalte mig, og jeg drømte om at blive belgier i mange år. 

Jeg har en kopi af hans cykel og en original Brooklyn-trikot, som begge hænger i Mikkellers nye cykelcafé, Koelschip på Stefansgade i København.

Trøje

Min sidste trikot som professionel rytter i 2019. Rapha og EF Education var kommet til holdet og lavede det år fuldstændig ravage i den gamle, konservative cykelsport med en meget larmende trøje. 

Den gennemgående farve var pink med nuancer af lilla, rørt sammen i sådan en lidt hippie-stil. Jeg syntes, den var vellykket og meget dristig. I hvert fald skulle jeg lige samle mod inden første træningstur på Amager, da den i den grad var opsigtsvækkende.

Rytter-look

Rytterne så bedst ud i 70’erne, uden tvivl. De lignede hårdkogte mænd eller sheriffer i en spaghettiwestern. De var velsoignerede og havde attitude. Eddy Merckx havde looket. Altid velklædt og velsoigneret med vandkæmmet hår og bakkenbarter. 

Briller

Briko-brillen, som Marco Pantani og Mario Cipollini kørte med. Jeg fik et par, da jeg var ungdomsrytter, men allerede på første træningstur fløj de ud af håret på mig og blev knust under en autocamper, der var i færd med at overhale.

Løb

Gent-Wevelgem. Det bliver kørt i det forblæste Vestflandern, hvor tiden har stået stille, og det er på mange måder et “grimt” løb. Det er det, jeg elsker ved det. 

Jeg drømte hvert år om at vinde det, og det var det løb, som holdt gang i vintertræningen, når vejret var allerværst. Jeg var kun én gang på podiet efter Tom Boonen og Peter Sagan, men det er et resultat, jeg er stolt af, også selvom jeg ikke vandt.

Monument

Den er svær. I dag er det Flandern Rundt, men i morgen er det Paris-Roubaix. Elskede dem begge og gør det endnu. 

På papiret var det Flandern Rundt, som passede mig bedst, og det løb, jeg gjorde det bedst i. 

Køresnack

Klapsammen af rugbrød med banan og honning. Det virker næsten lige så godt, som alt det astronautmad, rytterne spiser i dag.

Sejr

Dwars door Vlaanderen i 2010. Jeg havde ikke kørt alene til mål, siden jeg var amatør i U23, så det var en fed fornemmelse.

Nedkørsel

Großglockner under Østrig Rundt et år. Ramte en max fart på 118 km/t. Der kunne jeg mærke, at jeg levede.

Stigning

Montemagno, lidt uden for Viareggio i Toscana. Rytterne kører den ofte i Tirreno-Adriatico, og den er ikke noget særligt, men minder lidt om en stigning til et klassisk VM. 

Jeg sluttede altid træningen af med at teste min form på den de 13 år, jeg boede i Italien, og hvis jeg kunne køre på under 6:40, vidste jeg, formen var god nok til at vinde cykelløb.

Mad før et løb

Pasta uden sovs. 

Modstander

Philippe Gilbert. Selvom jeg ikke nåede ham til sokkeholderne, så var han i min tid ofte manden, der skulle slås. 

Jeg har haft mange fede dueller med ham gennem tiden, men kun én ud af 10 gange slog jeg ham, så statikken var ikke god, men minderne lever videre.

Øjeblik på cyklen

Det kan tælles på to hænder, men de øjeblikke, hvor jeg ikke mærkede kæden. Det var den bedste følelse nogensinde og noget, alle cykelryttere kender til og altid higer efter. 

Sportsdirektør

Fabrizio Guidi, som i dag arbejder for Tadej Pogacar og UAE. Jeg nåede at være holdkammerater med ham på CSC i 2005, og han blev senere min sportsdirektør på Saxo Bank, hvor jeg lænede mig meget op ad ham og Lars Michaelsen, som jeg begge lærte meget af. 

Da jeg selv blev sportsdirektør hos EF Education, var Guidi der også, og han blev en stor støtte i et par år. Han sagde ikke så meget, men når han gjorde, lyttede man. 

Hans intuition og taktiske sans var skarp, og han var god til at viderebringe sit budskab og få rytterne til at tro, at de kunne vinde. Han var god til mandskabspleje og havde altid et godt overblik omkring planlægning og alle de små ting, det indebærer at være sportsdirektør.

Kommentator

Jeg har stor respekt for Leif Mortensen og den måde, han formidlede sporten på, da Eurosport kom til Danmark i 90’erne og senere op igennem 00’erne. Han fik et godt makkerskab med Thomas Bay og Brian Holm, der med en jargon og sprog tager publikum ind i en verden, som i virkeligheden er superprimitiv. 

Det er en kunst at kunne kommentere seks timers “cykelløv,” som Leif ville have udtalt det, men de formår alligevel at gøre det sjovt og skørt med anekdoter og historier, der får en til føle sig velkommen, også selvom man nogen gange ikke forstår en skid af, hvad de siger.