Jeg elsker dig, Mathieu van der Poel

JEG ELSKER DEN måde, Mathieu van der Poels underlæbe begynder at hænge, når han for alvor presser citronen. Det er dér, vi er. Eller det er dér, jeg er, hvad min fascination af Mathieu van der Poel angår. 

Jeg bliver nok nødt til på et tidspunkt i løbet af den her tekst at vende tilbage til underlæben, men nu er det ligesom sagt, og så er du fuldstændig indforstået med, at du ikke skal til at læse et særligt sobert portræt af den glinsende, hedonistiske cykelgud fra det nordlige Belgien. (Han er dog hollænder, ja).

Jeg vidste ikke helt, hvem Mathieu van der Poel var, da jeg satte mig til at se Amstel Gold Race i 2019 i min åndssvage lejlighed i Ørestad, og jeg havde i hvert fald på ingen måde nogen fornemmelse af, hvad det løb skulle gøre ved mig. 

Jeg havde hørt lidt om ham, denne hollænder, der var ankommet til landevejen fra de ujævne cykelcrossbaner, men sagen var den, at jeg ikke for alvor havde fulgt med i cykelsport i lang tid, ikke uden for juli i hvert fald.