Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Ebbe Sand
Foto: Jasper Carlberg

Ebbe Sand: "Professionel fodbold er en rutsjebanetur"

Inden for et år scorede han karrierens bedste mål mod Nigeria, blev kåret som årets spiller - og fik kræft. Ebbe Sand fortæller om en karriere med store udsving. Interviewet er lavet før afskedigelsen som sportsdirektør i Brøndby.

Året 1998, glemmer jeg aldrig. Jeg debuterede på landsholdet, spillede min første VM-slutrunde, scorede min karrieres bedste mål mod Nigeria og blev årets spiller – og så fik jeg konstateret kræft. I 1999, blot otte måneder senere, blev jeg gift. Min kone ventede allerede vores første søn. På mindre end 365 dage gik jeg fra at være på toppen af min karriere til at ligge alvorligt syg til at være nygift, vordende far og succesfuld på fodboldbanen.

Jeg var meget fattet, da jeg fik beskeden om, at jeg havde fået kræft, men den følgende ventetid, hvor jeg ikke anede, om kræften havde spredt sig, var forfærdelig. Jeg var kun 26 år, og i den alder er det en voldsom diagnose at forholde sig til. På den ene side var jeg overbevist om, at jeg nok skulle klare det, men omvendt gik jeg også og mærkede på kroppen efter knuder. Jo mere du klemmer, jo flere knuder bilder du dig selv ind, at du finder. Det var en kæmpe forløsning, da jeg fik at vide, at det ikke havde spredt sig, og at jeg ville slippe med livet i behold.

Alt andet kørte ellers på skinner, da jeg fik konstateret kræft. Jeg kom til scanning dagen efter, at vi havde vundet en stor Champions League-kamp i Parken. Jeg havde gået med frygten i alt for lang tid uden at dele den med nogen. Jeg har aldrig rigtig været til lægen eller været syg, så det var svært for mig. Og samtidig med, at jeg gik rundt med min frygt, fik en af mine venner konstateret prostatakræft. Der kunne min kone, Trine, godt mærke, at den var gal.

Da jeg skrev under på min første kontrakt med Brøndby, fejrede jeg det ikke. Både fordi det kun var lommepenge, jeg fik, men også fordi det går op og ned i den her verden. Du bliver konstant evalueret, og hvis du ikke præsterer, ryger du ud. Jeg havde simpelthen ikke tid til at stoppe op og nyde succesen.

Lige inden mit store gennembrud dummede jeg mig big time. Jeg havde ventet næsten tre år på at få lov til at vise mig på banen, og endelig kom chancen i en kamp mod AaB. Jeg lå på sofaen og samlede mig inden kampen, da telefonen pludselig ringede. I røret skreg holdlederen: ’Hvad fanden laver du? Vi sidder til taktikmøde.’ Jeg havde taget fejl af tiden. Jeg væltede ud i bilen og kørte for fuld hammer mod Brøndby, men skaden var sket. Den chance, jeg havde ventet på, var forpasset og blev givet til en anden. Heldigvis slog spilleren, der havde erstattet mig, ikke til, så jeg fik alligevel lov weekenden efter – og der skulle jeg satanedeme vise dem. Det blev starten på den sjoveste periode i hele min karriere. Jeg scorede 28 mål i sæsonen, heraf 17 i de første otte kampe.

ebbe1.jpg

Professionel fodbold er en rutsjebanetur. Den ene dag får du at vide, at du har spillet som en pose nødder, mens du den næste er en helt, fordi du har scoret sejrsmålet. To dage senere ryger du igen ned ad ranglisten, fordi du brænder en kæmpe chance.

Jeg er en virkelig dårlig taber. Mine forældre kan ikke have været stolte af mig som knægt. Jeg græd konstant, hvis jeg tabte. Jeg blev rasende. Med alderen har jeg lagt det fra mig, men jeg hader stadig følelsen af at tabe.

Ebbe Skovdahl, som jo var min træner i Brøndby, sagde: ’Lad være med at tænke over det, som aviserne skriver. I morgen pakker de alligevel bare fisk ind med dem.’ Det er et råd, der er kommet mig meget til gavn gennem tiden.

Kendisfaktor er ikke noget, der kommer over night. Den kommer snigende, så du har tid til at vænne dig til den. Jeg stiller gerne op til interviews, og da jeg spillede i Schalke 04, var der nærmest åbent hus hver dag, men jeg trækker ikke min familie med ind i mediemøllen. Jeg svarer gerne på spørgsmål, men jeg gider ikke alle de der billeder med børn og familien, for ét er, at jeg er kendt, men det behøver min familie ikke at være.

Jeg har opdraget mine børn til at få det bedste ud af det, de har. Der er ikke noget værre end at se et fantastisk talent, som bliver spildt. Jeg pacer ikke mine børn, for de bestemmer selv, men jeg har forsøgt at opdrage dem i den ånd, at de skal tage tingene seriøst. Du kan sagtens træde forkert eller have en dårlig dag, men i det store hele skal du arbejde målrettet. For resultaterne kommer ikke af sig selv.

Jeg er stolt af min familie. Jeg er lykkeligt gift, og vi har to dejlige drenge. Sidste sommer var vi i San Diego, hvor min ældste søn, Mikkel, og jeg havde meldt os til ’Kokoro Camp’, som er et intensivt træningsprogram, planlagt ud fra Navy Seal-soldaternes famøse ’Hell Week’. Programmet varer 50 timer. Vi klarede 24. Jeg har aldrig trænet så intenst før i mit liv, og det var så voldsomt, at jeg efterfølgende blev indlagt på hospitalet, totalt dehydreret.

Brøndby var ikke min klub, da jeg var barn. Jeg boede i Hadsund, og så skulle man holde med AaB. Der gik 20 år, før jeg endelig fik fragtet mig selv over sundet, men siden 1992 har jeg været Brøndby-mand. Det vil altid være min klub i Danmark, ligesom Schalke er min klub i Tyskland.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Brøndby IF