SOM NYPROFESSIONEL PÅ Motorola-holdet flyttede jeg i 1992 til Como, hvor en del af holdet – især den amerikanske del – boede. Andy Hampsten, Ron Kiefel og så videre, og de blev så mine træningsmakkere.
Jeg boede i en kælder hos Ron Kiefel, og faktisk – senere dét år – rykkede Lance Armstrong også ind i kælderen.
Specielt Hampsten havde jeg nogle helt fantastiske ture med. Han havde en evne til – når han ikke lige skulle træne intervaller i bjergene eller et eller andet – at tage på sådan nogle dagsture, hvor han tog afsted klokken 8.30 og var hjemme igen ved 18-tiden. Jeg var med på nogle af dem med ham.
Det var ikke, fordi vi cyklede hele tiden. Det var dét, der var det specielle. Han var meget kendt i området, og italienerne kendte også ham, fordi han havde vundet Giroen og desuden talte italiensk. Han var meget elsket i området.
Op ad formiddagen stoppede vi i en eller anden landsby for at få kaffe. På væggen hang der én af hans førertrøjer, og vi blev taget imod, som var det en konge, der var på besøg. Så sad vi dér, stille og roligt, og drak kaffe, inden vi cyklede videre. Landskabet omkring Como er helt vanvittigt smukt, og vi kørte både på den schweiziske og den italienske side.
Og selv om Andy var flyttet til Schweiz på det her tidspunkt – vist nok af forskellige årsager – så insisterede han altid på, at når vi stoppede for at spise og alt det der, så skulle det være i Italien.
Da vi stoppede for at spise frokost, var det samme scenarie som fra kaffestoppet, der udspillede sig. Der blev lavet pasta til os efter alle kunstens regler, den helt gode kaffe blev fundet frem, og sådan sad vi i hvert fald i en times tid, for der skulle jo også slås mave.
Og så rullede vi videre. Som sagt kørte vi jo hele dagen. Jeg kan huske – og jeg bryder mig ellers ikke så meget om figner – at det var lige den tid på året, hvor fignerne er modne, og Hampsten vidste præcist, hvor figentræerne stod. Og så sad vi dér, under træerne, og spiste friske figner.
Til sidst tror jeg, vi havde været væk i mere end otte timer. Jeg tør ikke sige, hvor mange kilometer og højdemeter vi faktisk fik kørt på sådan en dag.
Men jeg tænkte: ’Okay, ham der har altså vundet Giroen, og han kører den her slags ture’.
For mig som 21-årig og nyprofessionel var det meget specielt – tænk at kunne bruge en hel dag på cyklen på den måde.
