Dannelse eller hotelophold: Er højskolen blevet en lukket fest for eliten?
Et halvt år på højskole var engang lig med dannelse og livsoplysning. Nu har privilegerede unge overtaget med uendelige nattefester og pres fra sociale medier. Asger Lorenzen, tidligere højskoleelev, tog tilbage til Vallekilde for at finde ud af, om højskolerne er andet og mere end et partyafbræk for eliten.
Hvis filminstruktør Jonas Risvig skulle caste til sin næste film om et hipt ungdomsmiljø i København, ville det her være et godt sted at starte. Ternede nederdele uden på slidte denim-jeans. En fyr i cargobukser, New Balance-sko og hjemmebleget hår går ind gennem døren til foredragssalen. Tøjet ligner noget, som er købt på gensalgsplatformen Vinted og stylet bevidst tilfældigt.
Jeg er tilbage på Vallekilde Højskole, fire år efter jeg selv gik her.
Klokken er 19.30, og på programmet er kærlighedsdilemmaer med Politiken-journalisten Felix Thorsen Katzenelson. Eleverne har på forhånd indsendt spørgsmål. Et af dem kommer fra en, der bliver ved med at drømme om den samme person på højskolen og har brug for et godt råd: Hvad gør man, når man ikke ved, om følelserne er gengældt?
Mens Felix Thorsen Katzenelson taler om begær og signalforvirring, dagdrømmer jeg mig tilbage til august 2020, et par uger inde i mit eget højskoleophold.