Christopher Juul-Jensen om en helt særlig etape: ”Det var som at være tilskuer til det løb, jeg selv kørte”

Tour-etape

4. etape 2024. Pinerolo – Valloire. Etapen husker jeg som en af de dage, hvor jeg følte mig ustoppelig. Det var en hård bjergetape. Den første i Touren. 

Alle var spændte, men jeg vidste, benene var gode, og at jeg ville ramme udbruddet. Det må være sådan, de bedste har det hver dag, tænkte jeg. Ingen bekymringer for etapens hårdhed. Kun en ro, der hviler i de gode ben. 

Starten var led. Vi startede i bunden af Sestiere, og der var en vild kamp om at ramme udbruddet. Jeg kom afsted i en stærk gruppe, der rykkede sig fri på bjerget. På Galibier (dagens sidste bjerg) åndede feltet os i nakken, men jeg blev ved med at følge de forreste. Ryk efter ryk blev udbruddet mindre, og til sidst var vi kun en lille håndfuld. 

Jeg kørte på adrenalinen til sidst. Syren blev opslugt af den vilde stemning på Galibier. Lyden fra helikopteren, TV-motorcyklen. Tilskuerne var vilde. Jeg angreb selv på et tidspunkt. Alle vidste, vi snart blev hentet, men jeg kunne ikke lade være at lege, at det var sejren, jeg kørte efter. Det var fedt. 

Da jeg blev hentet og passeret af de forreste, var det som at være tilskuer til det løb, jeg selv kørte. Det er altid specielt at opleve stjernerne på tætteste hånd midt i løbets brændpunkt. Sådan nogle oplevelser er altid med til at forstærke glæden ved at være professionel. At blive mindet om, at jeg selv står på den store scene og spiller en rolle i fortællingen.

Cykel

Giant, naturligvis. Det er den bedste cykel, jeg har kørt på i min karriere. Et våben, når den kommer op i fart. 

Rytter

Jai Hindley og Geraint Thomas. De er så cool. 

Trøje

Har du set vores 2025-trøje? Enough said.

Rytter-look

Lance med hans sorte Nike-sko og Oakley M Frames til Tour de France 2003, hvor han også kørte med to forskellige bremsegreb. Den ene helt old school med gearskift på rammen for at spare vægten, ha ha.

Briller

Oakley M Frames fra 2003. 

Løb

Baskerlandet Rundt. Et af de hårdeste ugelange etapeløb, men i smukke omgivelser og med de mest passionerede fans, du kan forestille dig. Hvert bjerg er en fest.

Monument

Jeg har været meget heldig at køre alle monumenterne op til flere gange. De kan noget helt særligt hver især. Men jeg har en stor kærlighed til Milano-Sanremo og Lombardiet Rundt. Det første og det sidste monument på kalenderen. Den stemning, italienerne skaber til et cykelløb, er noget helt specielt. Der er skrevet mange fine tekster om den romantiske, idylliske og nostalgiske stemning, der er til stede ved start og mål på Piazzaen.

Men det er kun os, som har haft rygnummer på, der virkelig kan forstå og huske følelsen af at køre Sanremo i starten af foråret med alle sæsonens store mål i horisonten.

Og så Lombardiet, der typisk er det sidste store løb. Efterårets monument. Vi stiller til start med en krop, der er ved at gå i forfald med naturen. En hel sæson med dens op- og nedture i benene. Klar til at hvile sig.

Køresnack

Eating is cheating. Indtil jeg åbner handskerummet og ser, hvad der gemmer sig derinde. Det vil også være uansvarligt, hvis børnene skulle spise en hel pose slik alene. 

Sejr

Det vil være oplagt at sige Post Danmark Rundt i 2015, DM i enkeltstart på svigerfamiliens hjemmebane i Rønde eller etapesejren i Schweiz rundt 2018. Men jeg glemmer aldrig den første gang, jeg slog min far. Det var til en enkeltstart arrangeret af vores klub i Irland. Hver torsdag aften kørte vi 15-20 kilometer enkeltstart. Sommeren 2005 lykkedes det at slå ham. And I’ve never looked back!

Mad før et løb

Vi er velsignet med italienske kokke på holdet. Intet slår pasta. Kan nemt spise det tre uger i streg. Selv på hviledage. Jeg bliver altid irriteret, når holdkammeraterne vil have mexicansk eller asiatisk mad på hviledagen.

Modstander

Den rytter, jeg var i går. 

Øjeblik på cyklen

Det øjeblik, et løb eller træning er overstået. Forstå mig ret: Jeg elsker at køre løb og træne. Men den følelse, jeg har, når målstregen er krydset, kan nogle gange virke berusende. Endorfiner, adrenalin og udmattelse strømmer igennem kroppen. 

De efterfølgende 1,5-2 timer er som at træde ind i paradis. Det er der, jeg slapper mest af. Der, jeg er helt fri.