Vi havde været i felten i et par dage, sulten var efterhånden ved at melde sig. Selvom vi var rekrutter, og alt var nyt og uventet, havde vi så småt regnet ud, at en feltration rakte til 24 timer, hvis man doserede den fornuftigt. Vi var klar til at få udleveret en ny, så vi kunne klare os gennem det næste døgn.
Det var det tidlige efterår, og til trods for, at jeg både havde fået udsættelse af min værnepligt og bestemt ikke brød mig om tanken om at skulle i hæren, var der ingen vej udenom. Således gik jeg i et par måneder rundt i grøn camouflage i øvelsesterrænet sydvest for Holstebro, mens jeg fik bekendtskaber fra steder i Danmark, jeg aldrig havde hørt om før.
Min formkurve var skarpt opadgående, jeg lærte både livreddende førstehjælp og blev klogere på fredsskabende krigsførelse, og langsomt blev jeg en af dem, der syntes, at det faktisk var ret spændende at være en del af det danske forsvar.
Når vi var hjemme på kasernen, serverede kantinen hæderlig mad, som blev indtaget i ro og mag. Man skulle ikke engang sørge for opvasken.
Men nu var vi på øvelse. Og her var vi mere overladt til os selv. En feltration bestod på min tid af to små papkasser fyldt med mad. I den ene var der en ret, der kunne varmes. Forloren skildpadde, skipperlabskovs, kylling i karry eller chili con carne. I den anden kunne der ligge rugbrød, leverpostej eller makrel, en energibar, marmelade eller måske en mini-Nutella, hvis man var heldig, frysetørret kaffe og tørret frugt. Der lå også en grød fra Skælskør Frugtplantage, og hurtigt fandt vi ud af, at den lige kunne gøres ekstra lækker ved at komme ned i bukselommen og blive opvarmet af kropsvarmen, når vi alligevel marcherede derudaf. Små tricks, der kunne løfte en snack op til det ekstraordinære.
Denne dag fik vi dog ikke udleveret en feltration. I stedet fik vi en pose med rå fisk, en til hver, og en pose ukogte kartofler. Værsgo og spis. Skuffelsen i vores øjne var en fryd for vores befalingsmænd, der naturligvis fandt stor fornøjelse i at fratage os næring og energi til endnu et døgn under åben himmel. Jeg havde aldrig før renset en fisk, og jeg vidste knap nok, hvordan jeg kogte en kartoffel.
Men i min gruppe, der bestod af 14 raske, unge mænd, var der selvfølgelig et par lystfiskere iblandt. De vidste, hvordan fisk skulle renses. Der var også en enkelt, der havde haft sommerferiejob i et køkken og kunne belære os andre blålys om, at en kartoffel hurtigere bliver færdigkogt, hvis man skærer den i kvarte. Nogle fik kogt vand i kogekar over sprittabletter, andre fik pakket fiskene ind i det stanniol, vi også havde fået udleveret, og langsomt men sikkert nærmede vi os et færdigt måltid. Godt nok manglede fisken både smør, urter og stegetid. Kartoflerne savnede salt og havde alt for meget bid. Alligevel er det et af de mest mindeværdige måltider, jeg har fået i mit liv, og jeg kan stadig genkalde mig billedet af min gruppe, der spiser i en lysning i eftermiddagssolen. Måneder forinden anede vi ikke, hvem hinanden var. Nu var vi dybt afhængige af hinandens evner og selskab.
Når man spiser i felten, smager tingene anderledes. Det er det samme, når man er ude at flyve, eller spiser gademad i Thailand eller deler det første måltid med hende, man en dag gifter sig med. Hjernens sanseapparat er skærpet, smagsløgene står på stikker. Der er noget på spil, og det uvante bliver det tredje krydderi, der får det hele til at smelte sammen.
Et godt måltid handler ikke kun om maden. Det opstår i kølvandet på en efterårskold nat side om side med din buddy, hvor I har haft vagten med at holde opsyn ud over et øde øvelsesterræn, hvor der selvfølgelig aldrig kom en eneste ‘fjende’, men hvor I til gengæld fik talt om nogle ting, I ellers aldrig ville have gjort. For snart rejser du rundt om Jorden i et forsøg på at finde dig selv, mens han går i lære som mekaniker i en lille by i Vestjylland og får tre børn, før han er fyldt 25.
Mad fylder en stor del af mit liv. Så længe jeg kan huske, har jeg hjulpet min mor med aftensmaden, og i dag er køkkenet derhjemme helt og holdent mit domæne. Jeg drømmer om råvarer og vin og forestiller mig enorme middage i sommerhuset med jomfruhummer, grillet kød og lykkelige børn, der løber solbrune rundt i haven. Jeg har en liste over steder, jeg gerne vil spise i Danmark, og hvis jeg hører, du skal til Barcelona, har jeg et sted, du lige skal tjekke ud (El Xampanyet, få fat i den kvindelige tjener og bed hende om den store menu og alt det cava, de overhovedet kan finde frem).
Nogle spiser for at leve, andre lever for at spise. Selv lever jeg for de oplevelser, mad kan give mig. At bryde brød handler ikke om det, der sker på tallerkenen. Løft blikket og kig på dine medspisere. Ingen store gastronomiske fortællinger bygger på måltidet alene, men er skabt af selskabet og ud af den energi, hver enkelt medspiser ankommer med. For hvis mad skal smage af noget, skal vi være fælles om det.
Bo Bech er en af de kokke, der kan lave mad, så mennesker ser hinanden. Han er et mensch og en maskine, og han transcenderer rollen som kok, forfatter, fotograf, historiefortæller og rejsende i verden. Når man er tæt på Bo Bech, bliver man både holdt om, holdt af og skubbet ud over kanten. På side 46 kan du læse min kollega Jonas Langvad Nilssons store portræt af manden, der efter mange år på tronen af det københavnske restaurationsliv efterhånden er ved at være klar til sit livs helt store hovedret.
I dette nummer af Euroman taler vi også med en lang række mennesker om mad, vin og alt det, der giver kulør til livet. Det er et rigtig godt selskab at være i. Og du er selvfølgelig inviteret med.
Velbekomme.
PS: Har du kommentarer til noget, du har læst, eller vil du gerne bidrage med tanker om, hvad Euroman skal være i fremtiden, er du som altid velkommen til at skrive til mig på kristoffer@euroman.dk. Jeg er lutter øren.
