Martin Thorborgs hverdag og ferie smelter sammen: ”Jeg arbejder nogle timer om dagen, hygger mig, arbejder lidt mere, og så fester jeg”

Iværksætter, direktør i Visma Dinero og hotelejer, Martin Thorborg, gæster Euromans podcast ’Arbejdstitel’, hvor han fortæller om alt det, han ser frem til denne sommer.

Martin Thorborgs hverdag og ferie smelter sammen: ”Jeg arbejder nogle timer om dagen, hygger mig, arbejder lidt mere, og så fester jeg”
Offentliggjort

Sponsoreret af HelloFresh.

Iværksætter Martin Thorborgs rejsemønster er anderledes end de fleste andre danskeres.

Når de fleste andre stopper snorkel, svømmefødder og badeshorts i kufferterne for at få brune kinder sydpå, vælger Thorborg at blive hjemme i Danmark hele sommeren.

Det fortæller han i dette afsnit af ’Arbejdstitel’.

Faktisk er sommeren næsten det eneste tidspunkt, Martin Thorborg befinder sig i Danmark, primært på Bornholm.

”Vi har et hotel og et vandrehjem i Gudhjem, og vi åbner en bar på vandrehjemmet. Min plan er at stå i den bar en hel del hen over sommeren. Vi havde også en bar for nogle år siden, og det var skideskægt, så der kommer man til at finde mig.”

”Hvad skal du ellers i din sommerferie?” spørger medvært på ’Arbejdstitel’ Oliver Enné.

”Jeg skal på Magic Box, Roskilde Festival, Skanderborg Festival, og efter sommerferien skal jeg til Ibiza. Så ret meget fest og ret meget øl.”

”Kan du fortælle om Ibiza, hvordan ser sådan en tur ud for jer?” spørger Enné.

”Min svoger, Jesper Buch, min kone, altså hans søster, deres fælles søster, et par venner og lidt forskelligt tager afsted. Vi bor på Ushuaïa (hotel og natklub, red.), som er én stor fest. Klokken 15-16 starter verdens største DJ’s med at spille. Det gør de, indtil klokken er 23. Så går man over på den anden side af vejen, og dér ligger så en af verdens største natklubber, hvor man fortsætter festen, indtil man ikke orker længere,” siger Martin Thorborg og tilføjer:

”Imens river de hele scenen ned på Ushuaïa og bygger en ny til de DJ’s, der kommer næste dag. Sådan går en tre-fire dage, og så har man brug for 14 dages ferie, når man kommer hjem.”

”Hvordan ser jeres hotelophold ud på Ibiza?” spørger Oliver Enné.

”Vi bor på selve Ushuaïa og sover på det billigste værelse, for vi er der jo ikke andet end de fem-seks timer, vi sover om natten. Det er noget med mørklægningsgardiner, ligge at have ondt af sig selv, og på et tidspunkt starter festen så igen. Den foregår på hotellet, så man vælter ud af sengen og kører på igen de næste 12 timer.”

”Hvor mange dage kan man holde til det?” spørger medvært Kristoffer Dahy Ernst.

”Tre overnatninger. Mere kan man ikke, så er man færdig. Jeg tror ikke en gang, at mine unger, som er i den sene teenagealder, kunne klare mere.”

”Nu fortalte du, at du skal på en lang række festivaler her i Danmark. Hvordan ser en flot dag på festival ud for dig?” siger Oliver Enné.

”Det skal helst ikke regne, som det oftest gør. Man er allerede godt i gang, hvis man stikker hovedet ud af hotellet, og vejret er fantastisk.”

”Sagde du teltet?” spørger Dahy Ernst.

”Nej, nej, nej. Hotellet. For at være ærlig, og det lyder lidt snobbet, så er jeg altid i sådan noget backstage-halløj. Jeg kommer sjældent ud på den anden side.”

”Hvad er din yndlingsdestination uden for Danmark?” spørger Kristoffer Dahy Ernst.

”Vi har købt en lille lejlighed i en fransk by, der hedder Touret-Soulou, der ligger mellem Nice og Cannes oppe i bjergene. Sådan en by, hvor der står ældre mænd og ryger Gauloises og spiller petanque. Der er turister nok til, at der er 20 fede restauranter, men også franskmænd nok til, at den føles virkelig fransk med en lille øl- og vinbar.”

”Oliver skal også til Sydfrankrig den her sommer. Hvis I ser hinanden, vil du så ikke love mig, at I deler en Gauloises sammen?” siger Kristoffer.

”Jo, men det er sgu for varmt den her sommer.”

”Martin, hvad spiser I, når I er i Sydfrankrig?” spørger Oliver Enné.

”Det er politisk ukorrekt: foie gras, Côte du Boeuf og snegle. Alt, hvad vi kan hælde i os. Alt det, franskmændene laver af gode ting. Det tager lige et par uger at smide de kilo, man tager på, for der er ikke en skid andet at lave end at æde og drikke.”

”Et sidste spørgsmål, inden vi runder af. Er der noget, du gør i din sommerferie, som du ikke gør i din hverdag?” siger Kristoffer Dahy Ernst.

”Jeg er faktisk i Danmark hele sommeren. Nu nævnte jeg Ibiza, men det er først til efteråret. Så hele sommeren igennem er faktisk det eneste tidspunkt, hvor jeg befinder mig i Danmark. For Danmark om sommeren er bare det fedeste. Når vi kommer ud over sommeren, fiser jeg rundt og rejser rigtig meget med min kone og unger,” svarer Martin Thorborg og uddyber:

”Mit liv flyder sammen. Både lørdag, søndag, mandag, tirsdag, sommer og vinter. Jeg arbejder nogle timer om dagen, hygger mig, arbejder lidt mere, og så fester jeg. Sådan foregår mit årshjul, uanset om det er sommer eller vinter.”

Dette afsnit af 'Arbejdstitel' er sponsoreret af HelloFresh. Gå ind på hellofresh.dk og brug koden 'arbejdstitel30'. Den giver 30 procent på den første måltidskasse, og du kan bruge koden, hvis det er mere end 12 måneder, siden du sidst har været kunde.