scroll-down

Per Thøstesen elsker boller i karry: ”Nej, der skal ikke ananas i den ret eller ristede kål eller pis og lort”

51-årige Per Thøstesen er herrelandsholdets kok og ejeren af Bistro Boheme i Indre København. Her fortæller han om sin kærlighed til boller i karry, dengang han spiste en 200 år gammel skildpadde på Barbuda til stor frustration og om, hvordan sygdommen diabetes har ændret hans liv.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Dennis Morton
Gastro Euroman

Du har lagt din livsstil helt om. Hvorfor?

”Jeg fik konstateret diabetes sidste år og tog mig selv i nakken. Nu spiser jeg sundere, dyrker en masse motion og har smidt mig over 20 kilo. Jeg har fået kureret mig selv, og mine blodtal er blevet helt normale, så jeg tager ikke noget medicin. Men det er jo en sygdom for livet, så den kommer lige så hurtig igen, hvis man ikke lever efter den.

Storebroren til en af mine kokke kom og sagde tillykke til mig, da jeg fik diagnosen. Han er overlæge på Rigshospitalet, og jeg svarede ham: ’Tillykke? Hvad fanden snakker du om?’ Han forklarede, at det er fuldstændigt bevist, at hvis man får konstateret diabetes, så lever man længere, fordi man er nødt til at tage sig selv i nakken og få en sundere livsstil. Når jeg i dag ser gamle kokkebilleder af mig, tænker jeg: ’Hvad foregik der lige der?’”

Hvordan har du konkret ændret din livsstil?

”Jeg har skåret alt hvidt brød fra, spiser ingen kartofler og sørger for, at der indgår kål i mange af mine måltider. Min kone spiser stort set ikke kød, så til hverdag herhjemme er vi meget på vegansk og vegetarisk mad. Glæden ved at spise sådan her er blevet meget stor for mig, og derfor vil jeg også skrive en opskriftsbog til folk med diabetes.

Mit nye motto er, at jeg hellere tager en omvej end en smutvej. Under coronaen begyndte jeg at gå rigtig meget, jeg gik ture på 15 kilometer om dagen, og det har jeg holdt fast i. Har jeg et møde, vil jeg hellere aftale, at vi mødes på Amager Fælled og tager mødet, mens vi går ind mod byen. At gå og tale, må jeg bare sige, kan noget. Jeg gør det også med mine venner. Så tager vi toget til Klampenborg og går hjem til København på tre timer. Ringer min telefon, mens jeg sidder hjemme, rejser jeg mig omgående og begynder at gå rundt i lejligheden og taler samtidig. Bare i dag har jeg gået 8.000 skridt indenfor.

Desuden cykler jeg også en omvej til arbejde og har en racercykel installeret i lejligheden. Jeg havde ellers svoret, at jeg aldrig ville ende i stramt cykeltøj. Jeg har prøvet at cykle mod andre på Zwift, men det irriterede mig. Derfor sætter jeg i stedet en dokumentar på fjernsynet, så jeg lærer noget, mens jeg cykler en times tid.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Mad, Interview og Kokke