Prins Henrik: Det har jeg lært
Foto: Franne Voigt

Prins Henrik: Det har jeg lært

Prins Henrik: Det har jeg lært

I anledning af hans død genoptrykker vi vores interview med prinsen om krigen, kærligheden og poesien. Det blev første gang bragt i vores magasin i juni 2014.

Mit første digt var til min første kærlighed. Hun hed MarieThérèse og boede ved siden af os i Cayrou (prinsgemalens barndomshjem i Sydfrankrig, red.). Vi var 10 år og udvekslede breve i en blomsterkrukke. Jeg var en stor romantiker, og jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at imponere hende … Med vers og billige rim. Det var sådan, det begyndte.

Det var en glæde at opleve Rolling Stones og Beatles, da jeg boede i London. Det var morsomt. Det var nyt, revolutionerende er måske så meget sagt, men nyt. Og det var poetisk, samtidig. Nemt, meget let tilgængeligt poetisk, men jeg kunne godt lide det. Om jeg skal høre Rolling Stones på Roskilde? Nej, det tror jeg ikke – der er for mange mennesker … Hahaha …

Jeg var meget, meget genert, da jeg var yngre. Jeg var næsten, hvad man kan kalde sygeligt genert. Når jeg øjnede en bekendt forude, gik jeg over på det modsatte fortov, fordi jeg ikke kunne overskue at sige goddag. Men jeg bekæmpede det. Jeg ville gerne være diplomat, ambassadør, så jeg sagde til mig selv, da jeg var 21-22 år: ”Det går ikke. Hvis du skal repræsentere dit land, og din regering skal kunne regne med dig, duer det ikke.” Jeg bekæmpede det med disciplin.

Jeg var i krig første gang, da jeg var 15-16 år. Min far, min lillebror og jeg overnattede på et af vores landsteder i bjergene i Fransk Indokina. Der var tre pigtrådshegn rundtom, og vi havde med tilladelse fra regeringen taget våben med, for vi kendte til risikoen for at blive angrebet af Viet Minh-soldater (vietnamesisk uafhængighedsforbund vendt mod den franske kolonimagt, red.). De angreb altid om natten, og pludselig skete det: Vi kastede med granater og skød med rifler. Menneskeliv gik tabt. Sådan er krig.

Min største bedrift er, at jeg er i pagt med mig selv. At jeg er mig selv. Det kræver sin mand nogle gange, men modet til at være mig selv er det bedste, jeg har fået med fra min far og også min mor.

Jeg er nysgerrig af natur. Jeg er nysgerrig. Jeg skal ikke gøre mig umage for at være nysgerrig, og det er jeg glad for, for det er en måde at berige sit liv på. Hvis man ikke er nysgerrig, er man ikke aktør i sit eget liv. Man
er passiv i sit liv, og jeg vil gerne være aktiv i mit liv. Få så mange indtryk som muligt.

Jeg er bange hver dag, men jeg var mest bange, dengang jeg sejlede på en stor båd i Vietnam, og vi mødte en tyfon og troede, at båden ville synke. Men nu sidder jeg her.

Hvad enhver mand bør vide om en kvinde, er, at han ikke skal lade sig styre af hende. Han skal værne om sin identitet, sin personlighed ... 

Poesi skal have et interessant budskab. Poesi skal være musikalsk. Og poesi skal rime. Jeg siger det, fordi jeg har læst meget moderne poesi, og der er ingen regler. Man skriver bare. Men poesi skal ri-me! Amour på toujours. Når jeg digter, finder jeg ro. Så er jeg mig selv.

Jo mere religiøs man er, jo bedre kan man dirigere sit liv. Desværre er jeg ikke selv religiøs nok. Jeg er mere filosofisk end religiøs.

Det er nemmere at være farfar end at være far, for man kan tillade sine børnebørn meget mere, end man kan tillade sine børn. Men man har alligevel pligt til at sige til sine børnebørn, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det er en måde at vise dem sin kærlighed på. Man skal vise børn og børnebørn, at man har kærlighed til dem, og det tror jeg, at de mærker hos mig. Fordi jeg kan lide dem.

Jeg tænker på døden hver dag, men som en naturlig ting. Som et mål med at leve. Vi lever for at dø. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kongehuset og Interview