Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?
”I 1977 kørte jeg mit første VM i Venezuela. Jeg var afsted sammen med Jørgen Marcussen, og B.T. kørte pludselig en historie, der skabte meget postyr. De skrev, at Marcussen og jeg var blevet pågrebet i tolden i Caracas, fordi vi havde været bevæbnede, da vi landede.
Det havde absolut intet på sig. Ren opdigtning. Jeg aner ikke, hvor de havde det fra, men min mor var ved at falde ned ad stolen derhjemme, da hun læste det.”
Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?
”Ikke i den forstand, at jeg har bedt til Gud, men ved samme famøse VM havde jeg en forfærdelig flyvetur. Jørgen Marcussen og jeg havde fået lov til at rejse med det italienske hold, fordi vi var på god fod med deres landstræner, Alfredo Martini.
Vi fløj til Venezuela med Alitalia og skulle videre med et propelfly ud i Andesbjergene. Det lignede noget fra en tegneserie, et lille lortefly med havestole, der var surret fast i gulvet, og nittede aluminiumsplader. Da vi lettede, sagde kaptajnen over højttaleren, at han ikke kunne komme op over bjergkæden, fordi der var for meget vægt ombord, og at han ville svinge ud over Atlanterhavet og droppe noget brændstof. Så fik man lidt sved på parabolen.
Jørgen Beierholm, B.T.’s udsendte journalist, sad ved siden af os iført lyst sommertøj og tissede i bukserne. Da vi endelig landede på en kort stribe rød grus ved foden af bjergkæden, skulle vi videre i bus.
Chaufføren var en gammel knark, men han kørte det der blikskur af en bus på de små bjergveje med 800 meter ned, som gjaldt det liv og død. Der var jeg lige så bange.”
Hvad med selve VM-løbet?
”Det var noget juks. Vi blev indlogeret i San Cristobal, tæt på den colombianske grænse. Her havde man afholdt de panamerikanske lege og ville opføre en olympisk by, men var aldrig rigtig blevet færdig med byggeriet. Ingen vinduer, ingen døre, bare direkte ud til Andesbjergene, og der boede vi. Det var ekstreme og tropiske forhold.
Vi ankom fem-seks dage før løbet, men det var ikke nok til at akklimatisere sig. Jeg udgik efter 200 kilometer. Der var kun 17 ryttere, der fuldførte. Francesco Moser vandt.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
”Jeg har masser af ar fra sporten. Det værste styrt, jeg tog, var i Giroen i 1979 på en nedkørsel. Hvis der er vejarbejde, graver man ofte et hul til en brønd med et lille rækværk rundt om. Vi kørte ind i et sving med 90 km/t, men ham foran mig blev forskrækket over hullet og forsøgte at undvige, og så skred hans baghjul ud.
Jeg drønede direkte ind i ham og fik en del sår og ar på min hofte, min albue og mine knæ, som jeg har endnu. Jeg var ret forslået, men mine holdkammerater skubbede mig fremad på cyklen de følgende tre-fire dage, så jeg kunne gennemføre.”
Per Bausager
(f. 1959) Opvokset i Lejre.
Begyndte at cykle som 12-årig i Roskilde Cykle Ring.
Senere et af de helt store navne i dansk cykelsport i 1970’erne og 1980’erne. Har kørt Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España og deltaget syv gange ved VM, herunder i San Cristobal i Venezuela i 1977 og i Sallanches i Frankrig i 1980.
Var aktiv rytter i Italien, Holland og Belgien og kørte derudover 35 seksdagesløb som professionel.
Stoppede sin karriere i 1984 og har siden blandt andet importeret cykeltøj og udstyr.
I dag desuden blogger og forfatter til flere bøger, heriblandt ’Væddeløber’ med Mads Pedersen.
Har du været involveret i et road rage?
”Som cykelrytter er man jo hele tiden ude for noget, der kunne berettige, at nogen får et par på låget. I min alder kommer man ikke op at slås, men gennem årene har jeg været i en del slagsmål på landevejene. Da jeg var ung og kørte som amatør, trænede jeg hver dag sammen med min barndomsven Michael Marcussen.
En morgen kørte vi rundt i tusmørke ved Kirke Hvalsø, og pludselig kom en Citroën Dyane ræsende bag os. Den ramte Michaels ene baghjul. Han røg på røven, og hjulet krøllede sammen. Sådan en Citroën har ligesom lygter på stilke, så jeg gik hen og tog fat i den ene lygte og vred den rundt, så den lyste baglæns.
Manden for ud af bilen og ville bokse. Det var ikke en god idé, for vi kaldte Michael Marcussen for ’Bøffen’. Han var altså stærk. Vi sprang på manden, gav ham en ordentlig gang bank og trak vores cykler ned til telefonboksen i Hvalsø og ringede, så nogen kunne komme og hente os.”
Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?
”Jeg har konsekvent gennem mit liv prøvet at undgå dansegulvet.”
Har du nogensinde drukket dig i hegnet på en træningslejr?
”Ja, det har jeg sgu. Tidligt i min karriere var jeg på et værre lortehold i Belgien, som hed Zoppas. Det var et nyetableret hold, faktisk det første, Castelli sponsorerede. Nå, men teammanageren var en gangster og et røvhul, han snød og løj, så det drev, og holdet lukkede efter to måneder.
Heldigvis fik Jørgen Marcussen mig ind på det italienske hold Avia. Med det samme tog vi på træningslejr i Alassio, og det hele var ret … mistrøstigt. En aften drak jeg mig i hegnet med en af massørerne, Jan, i Campari, hvilket jo ikke var særlig smart. Men når man er 20, er det med restitutionen jo lettere, end når man er 30.
Da jeg var endnu yngre og som 17-18-årig kørte som junior, kunne jeg godt komme hjem i en firehestes brandert, få halvanden times søvn og så vinde et løb næste dag. Det var slet ikke et issue.”
Hvad er det vigtigste, en mand skal vide om kvinder?
”At man aldrig kan gøre dem helt tilfredse. Derfor skal man helle ikke prøve for hårdt. Man skal håndtere dem, ligesom Mathieu van der Poel kører cykelløb – altså agere ud fra den øjeblikkelige situation.”
Hvem er den sjoveste cykelrytter, du har mødt?
”Helt klart Willy De Bosscher, som blev kaldt ’Klovnen af seksdagesløbene’. Cykelsporten tiltrækker jo vanvittige mennesker. Hvis man har en vis personlighed, noget vanvid og måske adhd og er lidt en vild og farverig type, passer man godt ind.
Jeg tror kun, der er to sportsgrene, som er sådan: cykling og boksning. De Bosscher var en stor rytter, men han var også sindssyg. Jeg husker en aften efter et seksdagesløb i Forum, hvor publikum var gået hjem, og folkene derinde var ved at rydde op.
Dernyen kørte stadig rundt oppe på banen, klokken var vel to om natten, og pludselig så vi De Bosscher sprinte rundt med 80 i timen – fuldstændig splitternøgen. Ren og skær galskab, man aldrig glemmer.”
Hvad ville du gøre, hvis du kun havde en dag tilbage?
”Fra morgenstunden ville jeg træde en tur i Veddinge Bakker. Senere ville jeg se Flandern Rundt og Paris-Roubaix og spise en middag med min familie om aftenen. Hvis det var sommer, skulle det være på LilleB nede ved stranden ved os. Der er en magi over det sted.
Hvis det var vinter, ville jeg tage til Venedig og bo på Villa Goetzen, der ligger ved en flodbred, og spise på deres fiskerestaurant Dolo. Og så lade mig overraske over, hvilken vin eller champagne de kyndige tjenere ville servere for mig.”
