Da Volkswagen i 2008 sendte den første Passat CC på gaden, skrev vi, at bilens stort set eneste svaghed var navnet Passat CC. Tyskerne brugte tydeligvis modellen til at løfte Passatnavnet, der efter mange år i mellemklassen måske rimede lidt for meget på pastasalat og firmapension.

Den mission er lykkes for Passat, som siden er steget i imagegraderne, men til gengæld var det som forudsagt en begrænsning for den elegante firedørs coupé CC at hedde Passat. Den blev en succes, men den kunne være blevet en større trussel mod Audi, BMW og Mercedes, hvis den havde heddet CC.

Nu er modellen klar i anden aftapning, og minsandten om den ikke har lagt Passat-navnet fra sig og nu bare hedder Volkswagen CC. Spørgsmålet er så om bilen er fejlfri, nu hvor vores første indvending er imødekommet? Det skal en uge i nyheden 1,8 TSI afsløre. Vi har med vilje fravalgt topmodellen og gået ombord i VW-gruppens måske bedste motor for tiden, den nye hyper effektive turbobenziner med 160 heste, der forener moderne downsizing-teknologi og køreglæde i et smukt blend. 160 heste lyder måske ikke af meget men med et bundtræk på 250 Nm, mangler den ikke kræfter, og vi bliver aldrig færdige med at lade os imponere af denne maskine, som vi blandt andet også har kørt i Audi A5.



Sammen med DSG-gearet er det en VW-vinder  – blot med den ene mangel, at bilen har lidt vel lang reaktionstid, når man fx vil sætte hurtigt i gang og udnytte et hul i trafikken til at komme over et lyskryds. Ellers er byder motoren på fine accelerationer og fantastiske cruising-egenskaber helt i tråd med bilens strømlinede design. I bund og grund er det jo ”bare” en Passat, men Passat er også en velkørende tysker, og slet ikke så kedelig, som navnet antyder.

Apropos design. Den nye CC er et Facelift. Den har fået Volkwagens nye, lidt for glatte smil på køleren og tilsvarende et nyt sæt baglygter. Ikke umiddelbart noget stort løft, for vi kunne faktisk bedre lide de mere karakteristiske lygter, bilen havde før, og fronten er som antydet lidt for kønsløs og amerikansk inspireret til vores smag. Ikke desto mindre er de nye baglygter stadig pæne, og efter at have kigget på fronten i en uge (uafbrudt!), må vi indrømme at det glatte smil faktisk klæder CC. Det virker påhæftet og storhedsvanvittigt på en Passat, men det passer fint til den selvsikre CC.



Indvendigt er CC ren Passat. Ordentligt samlet, pletfrit designet og intuitivt at betjene. Tysk no nonsens, men også lidt anonymt – en lille opgradering af materialerne ville pynte.

Så hvor ender vurderingen af CC, og hvordan gik det med at være fejlfri? Tjoh, det gik næsten fejlfrit. Der er små indvendinger, men alt i alt er CC en meget elegant og velkørende mellemklasse bil. Den kan alt det samme som en fornuftig Passat – god økonomi, kæmpe bagagerum og fine køreegenskaber – men den er omtrent 12 gange mere sexet, og det er en sjælden egenskab i denne klasse. At alle folk så stadig ved, at det er en Passat, er Volkswagen vist selv uden om.



Hvorfor er den fed?
Fordi den er smuk, økonomisk og velkørende.

Hvad kunne være bedre?
- Speederespons. Vi vil nødigt undvære DSG-gearet, men man kunne undgå en del tøven med manuelt gear.
- Materialevalg. Kabine er i orden men vi savner lidt luksusfølelse.

Karakter
++++

VOLKSWAGEN PASSAT CC DSG

Motor:
1.8 liter turbo benzin
Hestekræfter: 160
Moment: 250 Nm. v. 1.500 omdr.
Tophastighed: 220 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 8,5 sek.
Benzinøkonomi: 14,1 km/l (EU-norm).
CO2-udledning: 165 g/km.

Pris: 470.000

LÆS OGSÅ Over stregen: 12 blændende classic cars

TWITTER Følg os på twitter