Op til VM i Innsbrück i 2018 havde jeg én træningsdag, jeg aldrig glemmer. Ikke fordi den var fornuftig – men fordi den tændte noget i mig. Jeg var stadig kontinentalrytter og altså ikke professionel, men jeg var alligevel blevet udtaget til landsholdet.
Opkaldet fra Anders Lund, der dengang var landstræner, kom en uge før. Det skabte en motivation i mig, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg besluttede, at jeg ville lave et brutalt træningspas – en slags simulation af VM – for at vise mig selv, at jeg kunne.
Det var en lun, solrig septembermorgen uden megen vind. Jeg ville slide kroppen ned i to-tre timer og så køre fem gange 20 minutters intervaller.
VM-ruten det år havde lange, seje stigninger – omkring 20 minutters opstigning pr. omgang – og jeg ville tvinge mig selv igennem samme intensitet. Ingen havde bedt mig om det. Jeg havde selv fundet på det. Men jeg var fyldt med vilje og ærgerrighed. Jeg ville gøre det onde ved mig selv. Køre mig selv helt til grænsen.
Jeg startede fra mine forældre i Langvad syd for Roskilde og begav mig ud på midtsjællandske veje, som jeg kender så godt. Blandt andet den klassiske Soderup-omgang, som mange ryttere bruger til intervaller – to bakker, syv-otte minutters varighed. Jeg havde kørt den tusind gange før, men aldrig med det mindset, som jeg havde den dag.
Jeg var i mit livs form. Kæden kunne ikke mærkes, smerten blev min ven. Jeg glædede mig til at lide, allerede da jeg vågnede. Nogle dage frygter man træningen. Den her dag længtes jeg efter den.
Og jeg vidste, at alt det ville komme mig til gode, når jeg sad i feltet i Innsbrück og skulle hente flasker, dække huller og hjælpe Michael Valgren og Jakob Fuglsang. Jeg ville være klar.
Da der var kørt fem timer af VM-løbet, kiggede jeg på min wattmåler, der viste over 300 TSS (et tal for din samlede træningsbelastning og intensitet, red.). Men jeg vidste, at jeg havde mere i mig.
Det havde jeg bevist over for mig selv på den tur ugen inden, der endte med blive 6,5 time lang, og hvor jeg kørte 230 kilometer med 36 km/t i snit og 325 i normalized power – hvilket var meget for mig, der dengang vejede 67 kilo.
Det var ikke uden risiko at smadre mig selv ugen inden så vigtigt et løb, men nogle gange er det ufornuftige mentalt nødvendigt, og det var den bedste og hårdeste tur, jeg nogensinde har haft.
Til VM endte jeg med at sidde med, indtil der var 20-30 kilometer tilbage af løbet. Jeg blev læsset sammen med Simon Yates og Michal Kwiatkowski. Det kunne jeg godt leve med.
