Skal Jonas
Vingegaard gøre indhug på tidsforskellen mellem ham og rivalen Tadej Pogačar,
vil årets 13. etape, en bjergenkeltstart, være et oplagt sted.
På enkeltstartens
10,9 kilometer skal rytterne i kamp med bjerget Peyragudes. Peyragudes er
særligt kendt for sin afslutning, der køres på en stejl landingsbane.
I 2022-udgaven af
Tour de France dannede flyvepladsens rampe bagtæppe for duellen mellem Jonas
Vingegaard og Tadej Pogačar. Dengang trak Pogačar sig sejrrigt ud med en
spurtsejr.
I år kommer det
til at være anderledes. Rent mano a mano.
For Thomas
Castberg, kok, vært på ’Kniven for struben’ og tidligere Masterchef-dommer, var det
mere menneske mod natur, da han kørte bjergenkeltstarten som en del af
Scleroseforeningens velgørenhedsløb ’Cykelnerven’.
Tv-darlingen havde
nemlig ekstremt svært ved at håndtere varmen, der nogle dage rundede 40 grader.
”Jeg kunne se mit
watt-tal falde, samtidig med min puls steg. En læge fortalte mig, at det var en
indikation på, at jeg kogte over,” siger Castberg, der har cyklet hele sit liv –også
flere gange i alperne.
Hvordan var det at køre op af Peyragudes, som Touren stifter bekendtskab med på 13. etape?
”Det er en led satan. På indkørslen til Peyragudes runder man en top, hvor bjerget falder lidt, mellem fire og seks procent, og man tænker, man har styr på det. Men så kommer man rundt, og den begynder at stige fire til seks procent, inden den går amok og stig op 10 procent hele vejen mod landingsbanen. Det trækker tænder ud.
Ligemeget hvem man er, handler det om at grave dybt. Du skal nok komme op. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid det tager. Jeg gik ind i mig selv og havde kun øje på min pulsmåler. Alt andet var ligegyldigt, jeg skulle bare sikre mig, at jeg ikke kørte over igen.”
Tag os med op ad bjerget. Hvad sker der fysisk og mentalt fra bunden til toppen?
”Det er jo ustyrligt smukt. Rent Kodak-moment. Og fordi jeg ikke kørte i Jonas Vingegaards tempo, havde jeg tid nok til at nyde det. Du er så højt oppe, at der nærmest ingen træer er, så du kigger bare ud i Pyrenæerne.
Det er utroligt poetisk at sidde og krænge alle sine kræfter ud i en natur, der i sin storhed, gør dig opmærksom på, hvor lille du er. Det er det, bjergene kan. Det er enormt beroligende, for du får lige at vide, at du bare er på besøg her i verden, og der er så mange ting, der er meget større end dig.”
Hvilket tempo holdt du op ad Peyragudes?
”Jeg kørte ikke mere end 10 kilometer i timen.”
Hvordan var det at stå på toppen?
”Da vi rundede toppen, havde jeg det egentlig fint, men så kom Eskild Ebbesen blæsende forbi mig, han havde kørt 330 watt i snit over en halv time. Han er iskold. Ham skal man ikke sammenligne sig med.”
Har det givet dig en ny forståelse for, hvad rytterne gennemlever – og måske især hvad der adskiller dem fra os andre?
”Jeg har altid haft næsegrus respekt for rytterne, cykling er den ultimative præstationssport. Det er dig selv mod dig selv. Og det de præsterer i Tour de France er sindssygt. Cykelrytterne er jo bindegale. At de kan udstå det. Min respekt er måske blevet lidt større, men jeg troede heller ikke, den kunne blive større. Jeg har grundet mit arbejde mødt mange kendte mennesker, men lad mig møde en cykelrytter, og du skal se mig blive starstruck.”
’Cykelnerven’ var fire etaper, hvor I gik i krig med flere af årets hårdeste bjerge. Fejrede I jer selv, da I var færdige?
”Vi mødtes på toppen af Superbagnères, som rytterne slutter 14. etape med. Det var vildt at stå 200 mennesker i det samme tøj. 200 mennesker, der havde gennemgået den samme smerte. Om aftenen fejrede vi os selv med middag, og tilfældigvis var der byfest, som blev markeret med fyrværkeri. Vi forestillede os, at det var for os.”
Bliver det anderledes at se etaperne, du har kørt?
”Ja, det gør det. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem. Jeg kommer nok til at råbe: ’Der stod jeg af’, hvis jeg kan genkende træerne.”