Danskernes forhold til herrelandsholdet er som forandret. Efter resultatmæssigt pauvre år med Morten Olsen som træner har landsholdet under ledelse af først Åge Hareide og siden Kasper Hjulmand formået at sparke en ladeport på størrelse med Cornelius’ brystkasse ind til danskernes opmærksomhed – ja, måske ligefrem ind til manges hjerter.

Det er der rigeligt med gode grunde til.

Tænk på Kasper Schmeichels straffesparksredning dybt inde i den forlængede spilletid mod Modric og Kroatien til VM i 2018. Tænk på de danske drenges formidable præstation mod Belgien i Parken få dage efter Eriksens kollaps. Eller tænk på øjeblikket, hvor Thomas Delaney omfavnede grådkvalte Pierre-Emile Højbjerg efter slutfløjtet i Baku i fjor. EM-semifinalebilletten blev indløst. De store følelser fik frit løb.

Det danske landshold har i løbet af de seneste år givet os en favnfuld minder, vi næppe slipper grebet om igen. Og sandsynligheden for, at nye sejre venter mod først Kroatien på torsdag, i et udsolgt Parken mod Frankrig på søndag og til VM i Qatar til november er da også betragtelig.

Alligevel har jeg på det seneste spekuleret på, om de varme følelser mellem landsholdet og befolkningen udelukkende skyldes de forbedrede resultater og en generation af usædvanligt dygtige, levende og lystigt kommunikerende spillere? Eller om popularitetens pendul netop i de her år er ved at svinge tilbage i landsholdsfodboldens favør efter at have befundet sig på klubfodboldens side i flere årtier?

Jeg tror, svaret ligger lige for: Nationernes fredelige strid på banen tilbyder simpelthen fodboldfans noget af det, klubfodbolden ikke længere formår. Landsholdsfodbold er blevet det nye klubfodbold.

Lad os dog først slå en ting fast: Klubfodbolden og landsholdsfodbolden er vidt forskellige. I mange år har det talt til førstnævntes fordel. For særligt siden Bosman-dommen i 1995 (de europæiske ligaers lofter over antallet af udenlandske spillere i samme klub blev fjernet) har kontinentets bedste spillere valfartet til topklubberne i England, Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig. Pengene er fulgt med. Med dem er kommet endnu flere dygtige spillere og toptrænere fra hele verden. Og ja: Endnu mere hype og endnu flere penge. Cirklen er fuldendt.

Sammenlignet med landsholdsfodbolden har klubberne stået for det sjove. For underholdningen.  Landsholdene har stået for pligten.

Og det er også snarere i klubbernes arenaer end på nationalstadions, at fodboldens fremmeste opfindelser skal findes. Det har Jonathan Wilson, fodboldjournalist på The Guardian og forfatter til bogen om fodboldtaktikkens historie ’Inverting the Pyramid’, da også pointeret: Spaniens nationalmandskab ved VM i 2010 og Tysklands ditto i 2014 var således snarere inspireret af henholdsvis F.C. Barcelona og Bayern München, end de epokegørende klubber var det af landsholdene.

Klubfodbolden – eller måske snarere topfodbolden – er ganske enkelt blevet hjemmebane for den flotteste fodbold. Her scores der flere mål end i slutrunderne (lige med undtagelse af ved EM sidste år, hvor gennemsnittet for mål per kamp faktisk lignede tallene fra topligaerne), eksperimenteres mere og spilles i et højere tempo.

De bedste spillere spiller i de samme klubber. Dagligdagen her giver mulighed for en helt anden form for taktisk fintuning. Og hvis Pep Guardiola og co. ikke lige bryder sig om den venstre back, de har til rådighed, køber de da bare en ny til 500 mio. kr. Den mulighed har en landstræner ikke. Bare spørg Morten Olsen.

Men lige i hælene på den underholdende klubfodbold er også fulgt en tiltagende forudsigelighed. Manchester City har triumferet i Premier League i fire af de fem foregående sæsoner. Bayern Münchens stime er nu oppe på 10 tyske mesterskaber i træk. I Frankrig er det kun interne intriger i Paris, der kan skabe rod i tabellen. Og så har Real Madrid løftet de store ørers trofæ i Champions League i fem ud 10 forsøg.

Sort på hvidt er den spænding, der engang var intakt i de store ligaer, stærkt svindende.

Lige modsat forholder det sig i landsholdsfodbolden. For her er idéen om, at ”alle kan slå alle” ikke bare en illusion skabt af marketingsmænd og rettighedshavende medier. Den lever faktisk. I hvert fald er det stadig sandt, at gedigne overraskelser kan indfinde sig.

Store overraskelser skal vi ikke mere end et år tilbage for at dokumentere. For det var vist de færreste, der faktisk troede på, at Italiens landshold var bedre af gavn end af navn. Tre år tidligere var det også kun en håndfuld fodboldhipsters, der havde spået, at Kroatien ville nå VM-finalen. Og så var Portugal vist også en lidet forventet vinder af EM i 2016 – særligt med tanke på, at finalemodstanderen endte med at hedde Frankrig, og Christiano Ronaldo tilmed skulle udgå tidligt med en skade.

Uforudsigeligheden trives stadig i landsholdsfodbolden – og det gør eksklusiviteten også. Ikke mindst fordi FIFA-præsident, Gianni Infantino, mislykkedes med sin plan om at indføre VM hvert andet år.

I klubfodbolden har filosofien længe været, at meget fodbold er godt, og at endnu mere fodbold er bedre. Det gælder både i forhold til de efterhånden utællelige tv-transmissioner, hver dag byder på, men det gælder også antallet af kampe – bedst eksemplificeret ved Champions League-reformen, der træder i kraft i 2024, som udvider deltagerlisten fra 32 til 36 hold og øger antallet af kampe, hvert hold skal spille i turneringens indledende fase.

Hvad man i topfodbolden har misforstået, er blot, at flere og en anelse bedre kampe ikke styrker klubfodboldens forankring hos dens fans. Måske klubberne kan indkassere en kende flere af fansenes sparepenge på den korte bane.

Men fodbolden lever i høj grad af mytologiseringerne af enkelte store øjeblikke. Det er naturligvis tilfældet for mange sportsgrene, men det er et særkende for fodbolden, et spil med meget få mål, at fortællingerne i så vid udstrækning baserer sig på et enkelt mål, et oplæg eller en afgørende redning i sidste sekund.

De øjeblikke er landsholdsfodbolden mester i levere. Personligt står intet klarere i min fodbold-erindring end episoderne fra slutrunderne. Jeg husker Thomas Sørensen frygtelige fumlen mod England til VM i 2002. Ronaldos mål med stiv tå i samme slutrunde. Zidanes skalle i Marco Materazzis bryst i 2006. Sydafrikanske Siphiwe Tshabalalas vidunderlige åbningsmål mod Mexico i 2010. Selv islændingenes jubel i 2016 husker jeg.

Klubfodbolden tager efterhånden form som en udflydende masse med forgængelige højdepunkter. Samtidig hægter landsholdsfodbolden sig fast.

Og så er der selvfølgelig lige det med fællesskabet. For måske klubfodbolden forener lokalsamfundene. Men landsholdsfodbolden forstår på fornem vis at ramme det brede nationale fællesskab, der for tiden kun bliver vigtigere som kontrapunkt til den tiltagende fragmenterede tilværelse, mange af os lever. Har nogen begivenhed samlet os mere som nation de seneste fem år, end landsholdet gjorde under EM sidste sommer? Jeg tror det næppe.

Når landsholdet spiller, så ser både naboen, venner og kollegaen med. Det kan godt være, der kun er 10 kampe om året i stedet for 50. Til gengæld husker vi mange af dem og kan med rette være spændte på, hvem der vinder – og ikke bare på, hvordan der vindes.

Landsholdsfodbolden tilbyder os altså akkurat det, klubfodbolden ikke længere formår. Derfor glæder jeg mig også mere og mere til hver kamp.

Af samme grund ærgrer jeg mig over, at Qatar lige straks lægger scene til min og mange andres nye passion. Mere om det snart.