Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Jens Norgvig
Foto: Sif Meincke

Valutahajen på Manhattan

Allerede som 12-årig skrev Jens Nordvig stile om statsgæld. I dag bor den 44-årige valutaanalytiker i New York og tjener millioner på at rådgive verdens førende valutahandlere og rigmænd. Vi har talt med ham om 80 timers arbejdsuger, enorme bonusser og børn, der vender op og ned på det hele.

Hvordan ser en gulddreng fra Wall Street ud?

Jens Nordvig må vide det, for efter 14 år i New Yorks finansverden – og fem år i London – omtales den 44-årige dansker som en ’guru’ og en af ’de hotteste valutaanalytikere’ i branchen.
Mens han for de fleste danskere er ukendt, betaler milliardærer og nogle af verdens største selskaber inden for handel med valuta Jens Nordvig for hans private analyser og vurderinger af, hvornår de bør sælge fra eller foretage nye opkøb.

Derudover udlægger danskeren selvsikkert konsekvenserne af USA's handelskrig med Kina og af Trumps protektionistiske handelspolitik for førende medier som CNBC, Bloomberg TV, Financial Times og Wall Street Journal.

Med speciale i valuta og makroøkonomier har Jens Nordvig i 19 år arbejdet for nogle af verdens største investeringsbanker i først London og siden New York. Men hverken i udseende eller værdisæt kan man presse danskeren ned i den stereotype skabelon af en Wall Street-succes, som Hollywood igennem årene har tegnet af mænd og kvinder i skræddersyede jakkesæt med høje bonusser, dyre vaner, hurtige biler og kokainrester i næseborene.

Jens Nordvig er langt mere praktisk, end han er materialistisk, og det er med til at forklare, hvorfor han mere ligner en tjener end en topanalytiker, da han møder op til interview på 10. sal i kontorfællesskabet WeWork. Kontoret ligger mellem Madison Avenue og Park Avenue på Manhattan. Her har danskeren lejet sig ind med sit firma Exante Data.

”Jeg har som regel altid den samme slags tøj på: sorte jeans, skjorte og en jakke. På den måde behøver jeg ikke at tænke over min påklædning. Jeg kan gøre alt i den ’uniform’. Fra at optræde på tv og holde møder med kunder til at cykle rundt på Manhattan, hvilket i øvrigt er meget hurtigere end at tage subway'en eller taxa,” indskyder han.

Euroman møder Jens Nordvig i, hvad han selv betegner som ’den travleste weekend i sit liv.’
To år efter, at han stiftede Exante Data, søger han nu kapital udefra. Hans ambition er at fordoble medarbejderstaben til 30 i løbet af 2019.

Kontoret ligger kun 15 minutters gang fra Jens Nordvigs hjem. En – igen – praktisk løsning, der sparer ham tid og tillader ham at springe uden om Manhattans trafikpropper. Det store fællesrum i kontorfællesskabet er indbydende og ungt indrettet med overdimensionerede læder-hjørnesofaer, funky neonskilte og hjernevriderspil med kulørte træklodser, der rundt omkring på sofabordene indbyder til kreativ tænkning.

Her er fadølsanlæg, tekøkken og en snackbutik med små pakker Rice Krispies, saltkringler og nødder. I køleskabet står Pellegrino og kokosvand, og betalingen foregår kontantløs ved at scanne en app på mobilen. Det kreative kontormiljø kan virke fjernt fra Wall Street, der ligger få kilometer længere syd på Manhattan. Og det er meget bevidst, fortæller han.

”Jeg er selv tidligere blevet tilbudt et kontor, som lignede en bank fra 1960’erne med mørkt træ og den slags. Men vi prøver at have en helt anden indgangsvinkel, teknologi og fleksibilitet. Det er bedst, hvis vores kontor afspejler det, så vores kunder også ser, at vi er anderledes.”

Siden 2016 har Jens Nordvig været administrerende direktør og eneejer af Exante Data, der har udviklet et datasystem til at analysere kapitalbevægelser rundt om i verden. Softwaren sælger firmaet til pensionskasser, forsikringsselskaber og investeringsfonde.

Ved siden af har han rådgivningen af sine personlige kunder i firmaet Exante Advisors, hvilket fordrer høj diskretion og etik, da de fleste af dem ønsker at være anonyme. Derudover kræver kunderne, at Jens Nordvig laver baggrundstjek på alle medarbejdere, inden han ansætter dem.

”Mine kunder giver mig informationer, som de aldrig ville give til deres bank,” forklarer han.
Men det er softwaren, Jens Nordvig for alvor ser en fremtid i, så han tager ikke længere nye privatkunder ind:

”Vi vil gerne have det bedste system i verden til at analysere kapitalbevægelser – fra Kina til USA, fra USA til Europa og fra Europa til Afrika. Det er noget af det, vi har investereret mest i at bygge, og vi vil gerne have det til at vokse,” siger han.

Hans beslutning om at få tilført kapital udefra skyldes både et ønske om et større økonomisk råderum og at mindske den økonomiske risiko, han selv løber.

”Jeg får ingen løn i min virksomhed, så jeg bliver kun betalt, hvis der er overskud. Hvis der er underskud, kommer det derimod direkte ud af min egen bankkonto.”

Jens Nordvig har været tilstrækkeligt længe væk fra den danske jantelov til, at han uden problemer kan nikke genkendende til beskrivelsen af sig selv som ’en af de ’hotteste analytikere’ i finansbranchen’, som Bloomberg kaldte ham i en artikel i 2016.

”Desværre kan jeg ikke give dig min kundeliste. Men hvis du tager de 20 topnavne i verden, der handler med valuta, så tror jeg, at vi har mere end halvdelen af dem som kunder. Men jeg må ikke give dig navnene. De fleste af dem er hemmelige."

Kort om Jens Nordvig

Han er født 19. april 1974 og døbt Jens Jakob Nordvig-Rasmussen.

Han slettede officielt Rasmussen efter råd fra en headhunter i London, der påstod, at ingen ville hyre en person med så langt et navn.
Han udgav som 28-årig bogen ’Matematik og Økonomi’ sammen med studiekammeraten Nikolaj Malcolm-Møller, der i dag er rektor for CBS.

Han søger inspiration i Dale Carnegies bestseller: ’How to Win Friends & Influence People’.

Han spiller golf og dyrker Vinyasa-yoga i frokostpausen for at stresse af.

Hans
arbejde er hans hobby, og hans motto er: ’Do what you love’.

Med 19 år i udlandet kan man kun svagt spore en dansk accent, når Jens Nordvig taler engelsk. Til gengæld taler han dansk med ægte aarhusianer-dialekt. Han er vokset op i et lærerhjem på Klokkerfaldet i Aarhus-forstaden Hasle, hvor børnene lige som forældrene fulgte interesseret med i nyhederne og læste avis. Allerede 12 år gammel vidste Jens Nordvig, at han ville arbejde med økonomi, når han blev voksen. Mens nogle af de andre i klassen afleverede stile om heste, skrev han om statsgælden.

”Det var dengang i slutningen af 1980’erne under kartoffelkuren, hvor Danmark var ved at gå bankerot. Jeg syntes, det var mærkeligt. Jeg kunne ikke fatte, at der var nogen, der var lige ved at få Danmark til at gå konkurs.”

Han blev kun endnu mere optaget af økonomi, da at han under et praktikophold hos Realkredit Danmark i 8. klasse fik lov til at godkende låneansøgninger. Efter økonomistudiet på Aarhus Universitet søgte han udelukkende jobs i London og i New York. Han ville væk fra Danmark.

De første seks måneder i London arbejdede han for den makroøkonomiske konsulentvirksomhed IDEA Global, hvorefter han fik ansvaret for at foretage ’makroøkonomiske forecasts’ for Østeuropa i den amerikanske investerings-bank Goldman Sachs. Der var boom i verdensøkonomien og ingen smalle steder. 26 år gammel lå hans startløn hos Goldman Sachs på omkring en million kroner om året, hvilket var den laveste på analytikerniveau, og som han selv indskyder: ”Så er den faste løn jo tit en lille del af pakken.”

Han arbejdede 80 timer om ugen og rejste en del til lande som Polen og Ungarn.

”Der blev gået til den, og det var helt fint med mig. Jeg lavede sådan set noget, der var meget mere interessant, end det jeg havde lavet på universitetet. Jeg skulle prøve at forstå, hvad der foregår i forskellige økonomier og så rådgive nogle smarte investorer om, hvordan de skulle agere ud fra det.

Det var skide spændende, så det var overhovedet ikke et problem, at jeg arbejdede igennem.”
Efter fem år i London måtte han videre. Han blev efter eget ønske overflyttet til New York og forfremmet igen. Og igen. Med skiftet besluttede han sig for at være ’mindre dansk’.

”Når jeg nu flyttede til New York, tænkte jeg, at jeg ville gøre noget mere for at få et permanent fodfæste i stedet for bare at være i kontakt med nogle, der flytter ind og ud af byen. De danskere, der er i London, flytter jo tit tilbage til Danmark.”

Hans første år i New York omfattede 100 rejsedage om året, hvor han rådgav bankens vigtigste kunder, og så befandt han sig også for første gang i et ’trading floor-miljø’.

Nordvig9235,sh.jpg

På film portrætteres finansbranchen som domineret af stoffer, selvmord og korruption. Men hvordan er virkeligheden så?

”Det der med at folk sidder og sniffer kokain på ’the trading floor’, det er meget 80’er-agtigt. Det er der ikke meget af mere. Der har været en revolution, så robotter og maskiner i dag helt har overtaget det, der foregår på ’trading floors’. I dag er alt automatiseret, og ingen står længere og råber. Selvfølgelig skal man arbejde hurtigt og alt det der, men det er økonometri og statistik, der rent faktisk gør forskellen i modsætning til noget, der kan vises på en sexet måde i en film."

Jens Nordvig havde ansvar for at analysere jobtallene, når de kom ud hver måned, og det foregik helt bogstaveligt ved, at han stod og skreg sine analyser over til nogle andre kolleger i banken, der sad og handlede valutaer ud fra hans vurderinger.

”Jeg havde to-tre sekunder til at kommentere på jobtallene, når de kom ud. Der kom måske 200 tal ud på én gang, og så skulle jeg give en konklusion på, om det var positivt, negativt eller neutralt. Skulle de købe, sælge eller bare justere prisen, sådan at kunderne ikke fik en forkert pris. Du skal ikke stå og ryste for meget i bukserne der.”

I 2008 brød den globale finanskrise ud. En af USA’s største investeringsbanker Lehman Brothers gik den 15. september 2008 konkurs, og andre banker måtte reddes af statslån.

”Vi befandt os nærmest i en krigstilstand, og vores morgenmøder i banken var totalt krisemøder. Der var så mange rygter i bankbranchen, og selv om et rygte måske er falsk, kan det stadigvæk skabe store problemer for en bank.”

De store banker havde selv en væsentlig del af ansvaret for finanskrisen, idet de havde udstedt højrisiko-boliglån til kunder med lave indkomster og med ingen eller dårlig kredit, selv om boligmarkedet var i fare for at briste. Alligevel blev bankerne ved med at udbetale høje bonusser til sine ansatte, endda selv om bankerne selv måtte reddes af statslån.

”Det var helt grotesk, fordi de banker, der havde størst problemer, var dem, der betalte mest i bonusser. Jeg kan godt forstå, at mange syntes, det var helt åndsvagt. Det var det jo egentlig også.”

Fik du selv udbetalt bonus på det tidspunkt?

”Vi havde en grotesk situation, hvor nogle banker klarede sig helt forfærdeligt og udbetalte høje bonusser. Og så var der andre, som klarede sig bedre, herunder Goldman Sachs, som var rimelig aggressive med at skære i bonusserne. Det var bare et spørgsmål om overlevelse. Ingen klagede, for hvis man blev fyret, kunne ingen hyre dem. Det var vigtigt bare at have et job på det tidspunkt.”

Vreden i befolkningen var på det tidspunkt så intens, at bankansatte endda blev udsat for overfald.

”Nogle blev overfaldet i subway’en, fordi de havde bankens logo på deres tøj. Vi blev derfor anbefalet af bankens ledelse om ikke vise noget med logo på. Det var forholdsvis dramatisk.”

Jens Nordvig vil alligevel godt forsvare den udskældte aflønningsform i den finansielle sektor.

”Der er ingen tvivl om, at nogle har en ret betragtelig indtjening. Men så kan man jo altså også blive fyret fra den ene dag til den anden. I min kones branche (hun er neurolog, red.) er der aldrig nogensinde nogen, der bliver fyret. Det er helt uhørt, med mindre der foregår et eller andet grelt. I bankbranchen er det helt omvendt. En bank kan uden videre lukke en afdeling eller fyre 30 procent af medarbejderne. Det handler om, hvor meget risiko man har lyst til at operere med. Og hvis man ikke er en af de bedste i min branche, så kan man lige så godt stoppe igen. Man kan ikke blive betalt for at give halvdårlig rådgivning.”

Personligt er han ikke materielt anlagt, siger han.

”Jeg kan godt lide en god middag, og måske får vi tid til at købe nogle nye møbler i de kommende år. Men jeg hader at shoppe, og jeg har egentlig ikke behov for forbrug. Jeg kan bedre lide at smide ting ud end at købe nyt.”

Det betyder på ingen måde, at Jens Nordvig er ligeglad med, hvad han tjener. For i hans øjne er løn og bonus først og fremmest udtryk for en faglig anerkendelse.

”Hvis du arbejder igennem og ved, at du gør det bedre end dine kolleger, så vil du også sikre dig, at du bliver betalt. Det har med intellektuel forgængelighed at gøre”, understreger han.

Personligt har han aldrig følt sig nødsaget til at bede om lønforhøjelse:

”Jeg har altid arbejdet i organisationer, hvor de forstod at betale for min præstation.”

Da vi mødes igen mandag morgen, er det hjemme i familiens stue, hvor tvillingerne Rock og Vienna på to år allerede springer morgenfriske rundt i Hummel-pyjamasser i stuen.

Lejligheden ligger i Manhattans historiske Garment District, der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var omdrejningspunkt for den stærkt boomende amerikanske tøjfabrikation. Derfor bor Jens Nordvig og hans familie i en tidligere knappefabrik.

Fra den kombinerede stue og køkken kan man gennem tre store vinduer betragte en af New Yorks mest ikoniske bygninger, Empire State Building. De rå murstensvægge i lejligheden er malet hvide, og indretningen er enkel og skandinavisk med lyse sofaer, hvide skindtæpper, genbrugsklaver og PH-koglelampe over spisebordet.

Jens Nordvigs kone Anna arbejder lige som sin mand 80 timer om ugen, så en ’nanny’ er på nuværende tidspunkt en nødvendighed. Men børnenes fremtidige skolegang spøger i baghovedet, og det gør også den kolossale udgift, det er at sende tre børn igennem det amerikanske skolesystem. Ikke mindst i New York.

”De skal gå i skole i hvert fald 15 år, så det kan nemt koste os i alt to-tre millioner dollar, før skat. Det er ikke noget, jeg personligt går og stresser over, men potentielt er det en enorm kilde til stress,”, siger Jens Nordvig.

Kunne I forestille jer at flytte fra USA på et tidspunkt?

”Ja, men så bliver det ud fra nogle helt andre betragtninger, der ikke har noget med karriere at gøre. Det vil mere være noget med skole, og om børnene skal se noget andet end New York. Man får et anderledes perspektiv, når der er børn involveret,” siger Jens Nordvig.

Danmark kunne være et godt bud, siger han.

”Men der er ingen konkrete planer, og det bliver ikke lige i næste uge.”

Sådan arbejder Jens Nordvig

”Jeg arbejder hjemme fra kl. 5.30 til 6.30, hvor jeg læser mig ind på, hvad der er sket i verden og har kontakt med mine europæiske kunder.

Så er der ’børnehalløj’ fra 6.45 til kl. 7.30, hvorefter jeg tager hen på kontoret og snupper en omelet med på vejen.

Jeg bruger nok 60 timer om ugen på at finde ud af, hvad der foregår rundt om i verden. Det er den vigtigste del af mit arbejde.

Jeg følger måske 20 til 30 lande i verden rimeligt systematisk, så det tager en del tid.

Jeg får især mine informationer fra bureauer som Reuters og Bloomberg og holder også øje med ny forskning og analyser fra Valutafonden og Den Internationale Betalingsbank.

Det er vigtigt at fokusere på noget, som andre ikke gør, og det er faktisk også derfor, jeg sjældent læser avis.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Business