KAPITEL 1
Putins triumf
18. marts 2018
Tæt på midnat den 18. marts i år stod det klart, at Vladimir Putin havde sikret sig endnu seks år som Ruslands præsident. Dermed vil han – når hans nuværende mandat udløber – have siddet længere på magten end nogen anden russisk leder de seneste næsten 150 år, hvis man ser bort fra Josef Stalin, som i øvrigt ikke var russer, men georgier.
Det havde jeg ikke forestillet mig, da jeg for 19 år siden i 1999 sammen med en lille gruppe vestlige journalister mødtes med Putin som nyudnævnt og uprøvet premierminister på en nedslidt russisk militærbase i det nordlige Kaukasus, hvor den anden tjetjenske krig var under opsejling. Dengang blev han betragtet som en døgnflue, en lidt tilfældig figur, som de færreste så som manden, der skulle blive synonym med den russiske stat.
Hvorfor vandt han valget i marts?
På valgnatten gav en talsmand for Kreml et provokerende, men plausibelt svar. Stik imod de udlægninger, som vi har fået i vestlige medier, handler det ikke så meget om valgsvindel. Med henvisning til den britiske regerings anklager mod Putin og Rusland for drabsforsøg med et kemisk våben på en tidligere russisk efterretningsofficer og hans datter i en lille by syd for London sagde talsmanden:
”Valgdeltagelsen er højere, end vi havde forventet. Det må vi takke Storbritannien for. Vesten tog ikke højde for vores mentalitet. Når Rusland bliver beskyldt for noget uden beviser, samler befolkningen sig omkring centrum, og Putin er i dag magtens centrum.”
Det var en korrekt observation – dog med det ikke uvæsentlige forbehold, at opbakningen til landets leder ikke afhang af, om anklagerne om forgiftning af den tidligere britiske agent og russiske efterretningsofficer Sergej Skripal og hans datter, om Moskvas indblanding i valgkampe og politik i Vesten, om krigene i Ukraine eller Syrien var sande eller falske.
Nej, støtten til Putin afhang af, om anklagerne kunne præsenteres som en dæmonisering af Rusland og landets præsident, og det var ikke svært at gøre – hverken for Kreml eller den menige russer.
Selv et ledende medlem af det russiske kommunistparti, hvis kandidat fik 12 procent af stemmerne, klandrede den britiske premierminister Theresa May for ufrivilligt at have optrådt i rollen som Putins allierede i bestræbelserne på at mobilisere de russiske vælgere. Den analyse tilsluttede en talsmand for den liberale præsidentkandidat Grigorij Javlinskij sig. Han sagde:
”Hvis der hele tiden piskes en stemning op om, at vi er omgivet af fjendtlige kræfter, så vil folk på den baggrund stemme på en person, som de ser som deres frelser i en krig.”
Det samme kan siges om sanktionerne imod Rusland, som fantasifulde politikere i Vesten uden kendskab til virkeligheden i Moskva mente kunne provokere så stor utilfredshed i Putins inderkreds, at den til sidst enten ville tvinge ham til at ændre kurs eller afsætte ham. Det stik modsatte skete, og tallene taler for sig selv. Fra november 2013, da den ukrainske krise begyndte, til foråret 2018 har opbakningen til Putin ifølge Centre For European Policy Studies bevæget sig fra den laveste, man har målt, til den højeste nogensinde.
Leonid Ragozin, russisk journalist og forfatter, som primært skriver for vestlige medier som Bloomberg, Politico og The Guardian, og har tilbragt ganske meget tid i Vesteuropa, kom med denne resignerende kommentar på Twitter klokken 23.30 på valgaftenen:
”Putins primære allierede og stamfader er det svage, atomiserede, selviske og visionsløse 21. århundredes Vesten, som ikke har noget andet budskab til russerne end at holde kæft og forsvinde. Fraværet af Vesten som en ledestjerne og et troværdigt forbillede efterlader prodemokratiske kræfter i Rusland i limbo.”
Kreml og hele det politiske spektrum fra det yderste venstre til det liberale højre er med andre ord enige om, at Vestens bestræbelser på at isolere Rusland og tildele landet rollen som evig skurk – med eller uden grund – har styrket Putins position som et nødvendigt bolværk mod en fjendtligt indstillet omverden.
Selv den udenomsparlamentariske opposition og systemkritikere har opfordret Vesten til at være mere saglig i sin kritik af Moskva. Ikke til at afholde sig fra kritik. De hudfletter selv den politiske og økonomiske udvikling i Rusland, og det faktuelle grundlag for den kritik er uomtvisteligt.
Civilsamfundet har fået trangere kår, siden Putin i foråret 2012 vendte tilbage til Kreml. Økonomien er stagneret, og reallønnen er faldet, selv om situationen er langt fra de dommedagsprofetier, som The Economist og andre vestlige medier og politikere excellerede i tilbage i 2014, da oliepriserne styrtdykkede, og der blev indført sanktioner mod Rusland som følge af anneksionen af Krim og krigen i det østlige Ukraine.
Systemkritiske russere mener også, at Putin bærer en væsentlig del af ansvaret for det forværrede forhold til Vesten. Men hvis Vestens kritik skal vinde genklang i den russiske befolkning, skal de kunne genkende den i deres hverdag. Som det var tilfældet i slutningen af 1980’erne, da russere slugte vestlige mediers og politikeres angreb på den sovjetiske samfundsmodel råt, fordi den stemte nogenlunde overens med deres egne indtryk. Og fordi mange russere nærede en rørende – nogle vil sige naiv – og nærmest grænseløs tillid til alt vestligt, hvad enten der var tale om den tyske retsstat og tyske biler, amerikansk film og musik, franske filosoffer og vine, britiske medier eller nordiske politikere.
Sådan er det ikke længere. Vestlige mediers og politikeres fremstilling af Rusland opleves som så langt fra virkeligheden, at den fremstår som propaganda. En karikatur der set med russernes øjne må tjene et andet formål end blot at pege på relevante mangler og svagheder ved deres samfund og Kremls ageren ude i verden.
Læg dertil, at russerne gennem de seneste 25 år – som følge af Vestens krige på Balkan, i Irak og Libyen, USA's opbakning til undertrykkende regimer i Saudi-Arabien og Pakistan og anvendelsen af tortur – er blevet kureret for deres forestillinger om Vesten som moralsk ledestjerne. Godt hjulpet af Putins fortælling om Vestens nedladende behandling og ydmygelse af Rusland.
Oleg Kasjin, en kendt systemkritisk russisk journalist, der har tilbragt de seneste år i frivilligt eksil, gjorde i en opsigtsvækkende kommentar i efteråret 2017 rede for, hvordan hans illusioner om de vestlige medier er bristede:
”Det billede af Putins Rusland, som inden for det seneste halvandet år er blevet opbygget af vestlige og især amerikanske medier, gør selv den mest Putin-kritiske russiske læser målløs.”
Kasjin blev i 2010 som følge af sin kritiske journalistik udsat for et mordforsøg uden for sin opgang i Moskva. De dramatiske billeder blev fanget af et overvågningskamera og gik verden rundt. Kasjins historie spiller en central rolle i Lise Birk Pedersens dokumentarfilm ’Putins Kys’ fra 2012. Kasjin har aldrig været fan af Putin, men han begræder de vestlige mediers ensidige og konspirationsdrevne dækning af Rusland, fordi den har gjort det svært for kritiske russiske journalister at fremhæve vestlige medier som et troværdigt alternativ til den hjemlige propaganda.
Og på baggrund af denne flodbølge af ”upræcise, overdrevne og usande ting om Rusland, som enhver kan forvisse sig om,” konkluderede Kasjin: ”Vores tillidskrise i forhold til vestlige medier vil uundgåeligt påvirke den offentlige opinion i Rusland.”
Tillidskrisen blev demonstreret ved præsidentvalget, da Putin sammenlignet med valget i 2012 oplevede en markant større fremgang i støtten blandt russere bosat i Nato-lande end i Rusland. Hjemme fik Putin 24 procent flere stemmer end i 2012, mens den russiske præsident i Danmark, Italien, Frankrig og Spanien fik flere end dobbelt så mange stemmer som ved det seneste valg. I USA steg antallet af stemmer til Putin med 57 procent, mens hans stemmetal i Tyskland blev tredoblet i forhold til 2012.
Ifølge en redaktør for en russisk avis i Tyskland skyldtes det, at russiske indvandrere ”har det skidt med, at Rusland bliver beskyldt for alt i den vestlige presse. At så mange mødte op for at stemme var på en måde en protestreaktion på det pres, som den russiske diaspora er udsat for,” lød vurderingen fra Jurij Jeremenko, redaktør for emigrantavisen Russkoje Polje ifølge Washington Post.
Da Vladimir Putin i efteråret 2017 på det årlige møde i Valdaj-klubben – et forum for debat om udviklingen i Rusland og verden med deltagelse af russiske og vestlige eksperter – blev spurgt af en tysk østeuropaekspert, hvad der siden afslutningen på Den Kolde Krig var gået galt i forholdet mellem Vesten og Rusland, og i hvilket omfang Moskva havde et ansvar, lagde den russiske præsident vægt på det, han så som et tillidsbrud:
”Vores største fejl var, at vi viste jer alt for stor tillid, og jeres fejl var, at I opfattede den tillid som udtryk for svaghed og misbrugte den.”
Putins kommentar rungede som et ekko hele vejen ned gennem Ruslands historie; helt ned til Middelalderen og derfra op gennem de følgende århundreder til vore dage med Nato-udvidelser og striden om Krim og det østlige Ukraine.
KAPITEL 2
Fra fyrst Aleksandr Nevskij til præsident Putin
12. februar 1990
Debatten om Ruslands selvforståelse og forhold til omverdenen fik mig til at tænke på en episode fra februar 1990, da jeg af den sovjetiske forfatterforening var inviteret til Moskva for at fejre 100-året for digteren Boris Pasternaks fødsel.
Mellem de officielle arrangementer lykkedes det i en sen aftentime at få et interview med Boris Jeltsin, der på det tidspunkt sad på en i landspolitisk sammenhæng ligegyldig post som formand for udvalget for byggeri og arkitektur i Øverste Sovjet, men han var ikke desto mindre en af de mest populære politikere i Sovjetunionen og var som leder af en gryende opposition i bevægelsen Demokratisk Rusland i gang med et spektakulært comeback.
Partichef Mikhail Gorbatjov havde ellers to år forinden svoret, at han aldrig mere ville slippe Jeltsin ind i politik igen, og når en partichef i Sovjet udtalte sig på den måde, indebar det normalt, at ens karriere var slut.
Det bedste, man kunne håbe på, var en ambassadørpost i et fjernt land. Men i løbet af de følgende 18 måneder efter vores møde skulle Jeltsin først blive valgt til formand for Ruslands Øverste Sovjet, derpå blive Ruslands første folkevalgte præsident for til sidst at gøre en ende på både Sovjetunionen, kommunismen og Gorbatjovs politiske karriere.
Vores møde foregik på en af de øverste etager i et højhus på Novyj Arbat-Boulevard, hvor en række ministerier holdt til. Jeltsin havde netop fejret sin 59-års fødselsdag. Han var iført et mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og et rødblåt slips.
Han kastede et skeptisk blik på de fotografier og tegninger, jeg havde lagt på bordet foran ham. De viste modeller og skitser til et mindesmærke for Frelser Kristuskatedralen på det sted i Moskva, hvor bygningen på Stalins ordre i 1931 var blevet sprængt i stumper og stykker, og hvor der siden 1960 havde ligget et gigantisk udendørs svømmebassin, som var åbent året rundt. Katedralen var oprindeligt blevet opført i 1883 til minde om faldne russiske soldater i krigen mod Napoleon i 1812.
Gennem russisk historie har hæren, kirken og tronen traditionelt stået side om side, men i det kommunistiske Sovjetunionen var religion bandlyst og afløst af en statsdikteret ateisme. Ifølge marxismen-leninismen var religion opium for folket. Det begyndte at ændre sig i Sovjetunionens sidste år, og derfor kunne den russisk-ortodokse kirke udskrive en konkurrence om et mindesmærke, der skulle opføres dér, hvor katedralen havde ligget.
En af mine venner, der var arkitekt og billedkunstner, stod bag et bud på et mindesmærke, og han havde bedt mig vise det til Jeltsin for at høre hans mening. Det forestillede et næsten 100 meter højt metalskelet i samme dimensioner som den oprindelige katedral. Inden i metalskelettet var der placeret et lille kapel, hvor der kun skulle holdes gudstjeneste en gang om året. Til jul eller påske. Metalskelettet skulle minde kirkegængerne om, hvordan katedralen var blevet destrueret, og kapellet skulle bruges til at mindes kommunismens ofre i en religiøs sammenhæng. Jeltsin brød sig tydeligvis ikke om projektet.
”Hvor skal navnene på de dræbte officerer stå?” spurgte han tvært og pegede på fotografiet med modellen, som jeg havde lagt foran ham.
Den kommentar kræver en forklaring.
Da russerne byggede katedralen, blev navnene på dræbte russiske officerer umiddelbart før og under krigen mod Napoleon indgraveret på væggene. Det var dem, Jeltsin hentydede til, men hans bemærkning rakte videre. Han ville med et mindesmærke genskabe forbindelsen til hele Ruslands historie. Ikke blot til krigen mod Napoleon, men til alle de krige og væbnede konflikter, hvor russere gennem historien havde sat livet på spil for fædrelandet. Det forslag, min ven havde fremlagt, var set med Jeltsins øjne for snævert fokuseret på den sovjetiske tragedie, hvorimod den oprindelige katedral havde haft hele landets historie og dens krigshelte som klangbund.
Fra fyrst Aleksandr Nevskij i det 13. århundrede, der slog svenske og germanske invasionshære tilbage fra det nordvestlige Rusland, over fyrst Dmitrij Donskoj, der i det 14. århundrede tilføjede den mongolske besættelsesmagt i Rusland et alvorligt nederlag, til Peter den Store og Aleksandr den Første i det 18. og 19. århundrede, som knuste den svenske konge Karl den Tolvtes og Napoleons hære og endte med at indtage Paris.
Alle disse slag bliver opfattet som Ruslands retfærdige krige. De udgør sammen med sejren over Hitler i Anden Verdenskrig kernen i den russiske krigsmyte. Ifølge overleveringen har Det Hellige Rusland forsvaret sig mod den ortodokse tros fjender, hvad enten der har været tale om muslimer, katolikker eller protestanter. De er sammen med senere krige blevet del af en erindring, som film og populære tv-serier har gjort tilgængelig for masserne og gjort levende for millioner af russere.
De ser sig selv som del af en tusind år, uafbrudt historie, hvor Rusland trods invasioner, ydre pres, sanktioner, isolation, dæmonisering og andre fjendtlige aktioner har overlevet som en suveræn og uafhængig stat, der hellere kæmper til sidste blodsdråbe end kapitulerer mod overmagten. Desuden understreger krigshistorien ifølge en udbredt russisk opfattelse, at russerne gang på gang har været villige til at ofre sig for andre nationer.
I Vesten ses Ruslands krige af mange som bevis på landets aggressive og ekspansive natur. Sådan har det været siden 1600-tallet, og sådan er det i dag, hvad angår Ruslands motiver og intentioner.
Den russiske selvforståelse er anderledes. Det er et populært synspunkt blandt russere, at landet flere gange har reddet Europa fra undergang og despoti. Rusland, hedder det ifølge russernes fortælling, har ofret sig, har sat liv og sikkerhed på spil for sine naboer i vest og gjort det muligt for Europa at forblive Europa med en blomstrende civilisation og velfungerende samfund. Det gælder den mongolsk-tyrkiske invasion østfra i Middelalderen, nedkæmpelsen af Napoleon i 1812 og sejren over Hitler-Tyskland i Anden Verdenskrig. Når europæere beskylder Rusland for at være en konstant trussel mod kontinentets demokratier, spørger russerne tilbage: Hvem gjorde det af med Hitler og Napoleon? Hvem forhindrede, at Djengis Khan aldrig kom længere end til Østeuropa? Og når den russiske kirke, tronen eller andre har skullet sætte ord på en særlig ånd, som har hjulpet russerne i krig, så citerer de ofte Johannesevangeliets ord:
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
Det er disse traditioner, myter og historier, som Vladimir Putin så effektivt har instrumentaliseret i sin fortælling om det Rusland, han har bygget de seneste 18 år. Det er et Rusland, som ikke er taget ud af den blå luft og ikke blot er skabt i Putins billede. Han har taget historien og skåret den til, så den kan bruges politisk i den aktuelle situation.
Ifølge Putin er Rusland uovervindeligt, når russerne holder sammen, mens intern strid og splittelse gennem historien har været den største trussel mod landets overlevelse og uafhængighed. Når russerne kævles indbyrdes, bliver det udnyttet af fremmede magter til at forgribe sig på moder Rusland og dets ressourcer, lyder Putins fortælling.
Han henviser gerne til Forvirringens Tid i begyndelsen af 1600-tallet, da det katolske Polen udnyttede politisk kaos, uro og slagsmål om tronen til at invadere landet. Statssammenbruddet gentog sig i forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917, hvor røde og hvide russere bekæmpede hinanden. Det førte til det russiske imperiums sammenbrud og udløste en borgerkrig, der kostede millioner livet. Og i 1991 faldt den russiske stat igen fra hinanden. Denne gang fordi staten og dens borgere ikke kunne blive enige om den politiske og økonomiske indretning af landet.
Det var derfor, at Putin i november 2017 valgte at fejre afslutningen på Forvirringens Tid i 1612 i stedet for 100-året for revolutionen. Parallellen til 1990’erne, da Vesten set med Kremls øjne udnyttede Ruslands svaghed til at indrette en ny orden i Europa uden Moskvas medvirken, og Putins efterfølgende genrejsning af Rusland økonomisk og politisk er åbenbar.
Når Putin henvender sig til historien, er det som en blanding af psykoterapeut og nationsbygger. Han forsøger at hele de sår, der har fået russere til at udgyde hinandens blod. Derfor kan han den ene dag indvie et mindesmærke for ofrene for det sovjetiske Gulag, mens han den næste begræder Sovjetunionens opløsning.
Den ene dag kan han besøge en kirkegård i Frankrig, hvor russiske dissidenter, der blev tvunget i eksil af det sovjetiske regime, ligger begravet, mens han den næste genindfører den sovjetiske nationalhymne med en ny tekst. Da den nu myrdede oppositionsleder Boris Nemtsov i sin tid afleverede en protest til Putin med opfordring til ikke at genindføre den sovjetiske nationalhymne, spurgte han Nemtsov:
”Kan du selv lide musikken?”
Nemtsov svarede: ”Nej,” hvortil Putin replicerede:
”Det kan jeg heller ikke, men folket kan lide den. Og det skal man tage alvorligt.”
Godt 10 år efter jeg havde mødt Jeltsin, blev Frelser Kristuskatedralen genrejst som en kopi af det oprindelige bygningsværk. Det var ikke nok med et mindesmærke, og dermed fik Jeltsin sin vilje. Katedralen blev indviet i år 2000 under stor festivitas. Der er plads til 10.000 mennesker, og det er den højeste ortodokse kirke i verden. Den danner nu ramme om fejring af alle religiøse højtider i Rusland, ofte med direkte tv-transmission og deltagelse af Putin og andre politiske ledere.
Den er blevet et vartegn for Moskva.
KAPITEL 3
Hvem er Putin?
28. januar 2000
”Who is Mr. Putin?” spurgte en ordstyrer på World Economic Forums møde i Davos i år 2000 et panel med russiske politikere og økonomer. Boris Jeltsin var lige trådt tilbage, og den relativt ukendte Putin havde efter godt fire måneder som premierminister netop overtaget posten som fungerende præsident. Siden har Vesten været besat af at finde svar på det spørgsmål – medier, efterretningstjenester, diplomater og investorer.
Selv om Putin uden tvivl er den centrale aktør i russisk politik, så forekommer det intense fokus på ham på bekostning af alle andre dele af det russiske samfund ude af proportion med tanke på, at han ikke er en diktator i en hermetisk lukket etpartistat som Nordkorea eller Sovjetunionen.
I vestlige medier dominerer billedet af Putin som en kold og kynisk diktator, der likviderer alle, der kommer i vejen, og som er formet af to erfaringer: For det første gadeslagsmål i efterkrigstidens Leningrad, hvor Putin som dreng lærte, at det gælder om at slå først, hvis man kan se, at en konflikt er uundgåelig. Og for det andet tiden i KGB, hvor han tjente en organisation med ansvar for millioner af uskyldige menneskers død.
Der er skrevet et hav af bøger om Putin. Få af dem vil blive stående. Ikke mindst fordi Putins plads i historien i vid udstrækning kommer til at afhænge af, hvordan hans tid som Ruslands leder slutter. Træder han til side i 2024, når hans præsidentperiode udløber? Og hvis han gør, peger han så på en efterfølger, der ender med at komme til magten efter et valg, som hverken er fair eller frit, eller bliver der tale om et åbent felt af kandidater? Og hvis Putin ikke vil gå på pension i 2024, selv om forfatningen kræver det, hvordan vil han så sikre sin fortsatte kontrol med magten? Ændrer han forfatningen og på hvilke punkter? Vil Putins efterfølger afmontere det, han har skabt, eller vil vedkommende betragte Putin som the founding father af det moderne Rusland, som den næste præsident skal bygge videre på?
Svarene på de spørgsmål vil få afgørende indflydelse på Putins eftermæle og hans status som historisk figur, men det kan de nuværende biografier ikke svare på.
Det er ikke meget, der siver ud af Kreml om, hvilke tanker Putin gør sig om sin efterfølger, men en populær historie lyder, at planen ikke drejer sig om at finde en person, men snarere om at bringe en ny generation af ledere til magten. Putin har inden for de seneste måneder udnævnt en række guvernører og topchefer i statskontrollerede virksomheder, som er i trediverne. Siden 2015 har han udskiftet 36 af 85 guvernører, således at gennemsnitsalderen er faldet fra 55 år til 46 år. Putins økonomiminister er blot 35 år. Hans stabschef er 46 år. Hensigten med generationsskiftet er ikke demokratisering, men modernisering.
Putin ønsker at forberede en generation af unge teknokrater til at overtage ledelsen af landet, så den bliver mere kompetent og effektiv og dermed sikrer, at Rusland melder sig ind i det 21. århundrede som en konkurrencedygtig stat.
”Under det system, som er ved at tage form, vil Rusland blive et land, der er regeret af McKinsey-konsulenter, som er loyale over for Putin og vil bevare hans kurs, når han er væk,” lyder vurderingen fra Ivan Krastev, forfatter og leder af en liberal tænketank i Bulgarien, og Gleb Pavlovskij, tidligere spindoktor i Kreml, i en analyse for European Council on Foreign Relations.
Centralt i den strategi står digitaliseringen af den russiske stat, det russiske samfund og den russiske økonomi. German Gref, chef for Ruslands største bank Sberbank, mener, at digitaliseringen kan blive et effektivt instrument i bekæmpelsen af korruption, mens sikkerhedstjenesten sætter sin lid til, at digitaliseringen vil gøre det lettere at holde styr på det russiske samfund. Digitaliseringen skal øge produktiviteten, forbedre uddannelsessektoren og sundhedsvæsenet. Man satser sågar på at introducere kunstig intelligens og digital teknologi til at afgøre tvister i retssystemet.
Målet er at introducere en ’nødvendighedens politik’, som Bjarne Corydon ville formulere det. Når den russiske ledelse ser på Vesten, så lyder en konklusion, at de ideologiske konfrontationer og den tiltagende polarisering er tegn på demokratiets krise.
Det fører til handlingslammelse og svækker evnen til at træffe beslutninger. Derfor er Vesten ikke et politisk forbillede. Putin vil med den politiske analytiker Aleksandr Baunovs ord ”bygge et økonomisk og teknologisk ’Vesten’ i Rusland, mens han udadtil vil fastholde sin aggressive linje over for Vesten.”
Et afgørende spørgsmål er selvfølgelig, om den vestlige model er en a la carte menu, hvor man kan vælge nogle retter og sige nej tak til andre, eller om der findes en indre sammenhæng mellem frihed, demokrati, åbne markeder og åbne grænser, økonomisk vækst og teknologisk innovation? Altså, om Putin vil være nødt til at give russerne mere frihed og demokrati, hvis han ønsker et konkurrencedygtigt Rusland? Og hvilke konsekvenser det vil få for det politiske system?
Den måske bedste bog om Putin har Trumps ruslandsrådgiver i Det Nationale Sikkerhedsråd som medforfatter. Hendes navn er Fiona Hill. Hun har en fortid som efterretningsekspert i George W. Bushs administration og har i mange år været knyttet til tænketanken Brookings som direktør for Center on the United States and Europe. Hill har skrevet bogen ’Mr. Putin: Operative in the Kremlin’ sammen med Clifford Gaddy, en kollega fra Brookings.
Biografien er original på to måder.For det første anfører forfatterne, at Putin først og fremmest er drevet af erfaringer, ikke af ideologi. Han er optaget af, hvad der virker for at nå de mål, han har formuleret, ikke af at omsætte en ideologi til virkelighed. For det andet undgår forfatterne at reducere Putin til en identitet, for eksempel hans fortid som oberstløjtnant i KGB, som mange iagttagere ser som den eneste relevante oplysning, hvis man vil forstå den russiske præsident. Hill og Gaddy identificerer seks roller eller identiteter, som har formet Putin som politiker og hans syn på verden:
Der er for det første Putin som etatist, det vil sige en leder styret af ønsket om en dominerende rolle for staten i samfundet, en politiker, der er af den opfattelse, at en stærk stat er nødvendig for Ruslands suverænitet og overlevelse. Den forestilling er i høj grad blevet til under indtryk af 1990’ernes sammenbrud for den russiske stat og det kaos, der fulgte.
For det andet er der Putin som historie-freak. Han ser sig selv og sin rolle som tæt forbundet med landets historie og er storforbruger af biografier om sine forgængere i Kreml.
En tredje rolle er Putin som overleveren, det vil sige politikeren, der er styret af bekymringen for, hvordan han sikrer Ruslands overlevelse som stat og nation. Ifølge Hill og Gaddy er det den tilgang, der har allieret Putin med liberale økonomer som Aleksej Kudrin, German Gref og Anatolij Tjubais, der alle er tilhængere af en stram finanspolitik uden store underskud på finansloven. På det punkt adskiller Putin sig fra latinamerikanske populister, der er villige til at ofre deres lands økonomiske fundament til gengæld for urealistiske løfter og bestikkelse af vælgerne.
Det var også på det punkt, at Putin så den største svaghed ved Sovjetunionen. Det var et ineffektivt system, som endte med at grave sin egen grav, fordi det underminerede privat initiativ og hæmmede landets udvikling. Det førte til, at Rusland mistede sin handlefrihed, fordi man til sidst løb tør for penge og blev afhængig af vestlige lån. Da Putin kom til magten, begyndte han som noget af det første at indfri Ruslands gæld til udenlandske kreditorer som Den Internationale Valutafon, IMF.
Den fjerde identitet, som Hill og Gaddy fremhæver, er Putin som outsider. De gør opmærksom på, at Putin var en outsider på universitetet, i KGB og i Kreml. Efter snart to årtier i Kreml støtter han sig stadig til folk, som han mødte, før han kom til magten.
For det femte er der Putin som tilhænger af markedsøkonomi, men med visse forbehold. Det er korrekt, at han ikke tror på, at en statsstyret økonomi er konkurrencedygtig, men han er samtidig skeptisk over for den uafhængighed af staten, der følger med en lovsikret privat ejendomsret. Oligarker ejer ikke de værdier, de kontrollerer, men håndterer dem på vegne af staten, og derfor kan de i princippet tages fra dem. Det er også en af grundene til, at Putin gerne ser russiske oligarker og deres penge repatrieret til Rusland.
De har flyttet deres værdier til London, USA og andre vestlige lande for at gøre sig fri af den russiske stat. Hvis der i forbindelse med giftattentatet på Sergej Skripal og hans datter kommer til at ske en udrensning af beskidte, russiske penge i Vesten, kan det hjælpe Putin med at genvinde kontrol over de formuer, som set med Kremls øjne har kunnet så tvivl om nogle oligarkers loyalitet i tilfælde af en skærpet konflikt med Vesten. Hvis man har sine penge og sin familie i Vesten, så er man modtagelig for vestlige regeringers pres, lyder logikken. Læg hertil, at Kreml helst ser, at oligarkernes gemte penge arbejder i Rusland frem for at gavne investorer og ejendomsmarkedet i London City.
Endelig peger Hill og Gaddy på Putin som føringsofficer. Det handler grundlæggende om, hvad Putin lærte af sin tid i KGB. Han var hverken spion eller analytiker, men føringsofficer, det vil sige, han brugte sine kræfter på at kultivere menneskelige kontakter og sortere store mængder information, identificere det centrale og bruge det. Det er de kompetencer, Putin benytter sig af som præsident. Han forsøger på pressekonferencer og på årlige tv-seancer, hvor borgerne kan ringe ind, at rekruttere russerne for sin sag.
Til forskel fra i Vesten, hvor Putin ses som diktator og krigerisk, har flertallet af russerne et andet billede. De betragter ham som en mand af folket og zar i samme skikkelse. Han er garanten for stabilitet og national suverænitet. Der er ikke tale om ukritisk heltedyrkelse, men om at man med Putin ved, hvad man har, men er usikker på, hvad alternativerne vil bringe. Allervigtigst abonnerer mange russere på Putins fortælling om hans meritter: Han har forhindret den russiske stats opløsning, stået i spidsen for den største velstandsfremgang i landets historie og genrejst Rusland som en stormagt, som Vesten ikke længere kan ignorere.
KAPITEL 4
Putin og pengene
7. juni 2016
Jeg var i Moskva på en invitation fra Kremls propagandachef Dmitrij Kiseljov, der har sit eget ugentlige tv-program og er direktør for Ria-Novosti, et statsejet nyhedsbureau. Anledningen var en konference om mainstream-mediernes krise, og hvad fremtiden ville bringe.
Det var første gang, jeg rejste til Rusland med livvagter. Vi var klar over, at de russiske myndigheder ville holde øje med os uden for konferencelokalerne. For at tjekke hængte vi ’Do Not Disturb’-skiltet på min dør, da vi forlod vores hotel, og placerede et stykke usynligt tape, så det dækkede dør og dørkammen. På den måde kunne man se, om nogen havde forsøgt at komme ind på værelset. Da vi kom tilbage, var tapen væk, men der var ikke gjort rent. Så var det ligesom på plads. Det kom ikke voldsomt bag på mig. Det gjorde en anden ting til gengæld.
Da vi tidligt om morgenen landede i Moskva lufthavn, blev vi mødt af en repræsentant for Ria-Novosti, som fortalte, at min optræden på konferencen var blevet fremrykket fra om eftermiddagen til tidlig formiddag. Det skyldtes, sagde han, at den russiske stats engelsksprogede vindue til verden, tv-stationen Russia Today (RT), gerne ville interviewe mig om, hvordan det stod til med ytringsfriheden.
Jeg gennemskuede ikke straks formålet med denne sidste øjebliks ændring i mit program. Om formiddagen holdt jeg som aftalt mit oplæg, hvor jeg talte om ytringsfrihed i en globaliseret verden og kritiserede krænkelseslove med et russisk eksempel, hvor en blogger var blevet idømt en længere fængselsstraf for at have kritiseret indlemmelsen af Krim i Rusland.
Derpå blev jeg lempet ud af lokalet, mens propagandachef Dmitrij Kiseljov forsvarede de love, jeg havde kritiseret, med henvisning til, at samfundsharmoni var vigtigere i Rusland end ytringsfrihed. Han forklarede dog ikke, hvordan hans eget tv-programs dæmonisering af den politiske opposition i Rusland bidrog til harmoni og forsoning i samfundet.
Det tog grundet trafikpropper omkring halvanden time at køre ud til RT’s hovedkvarter. Da vi ankom, havde ingen travlt med at gennemføre interviewet, så i stedet fik jeg en rundvisning i de hypermoderne faciliteter. Til sidst dukkede en journalist op. Vi fandt et studie, og han interviewede mig i 20-25 minutter, hvorpå vi kørte tilbage til konferencen. Den lakkede mod enden, og konferencens højdepunkt, et møde med Vladimir Putin, var overstået.
Det ’hurtige’ interview havde taget fire timer. Og det blev, så vidt jeg ved, aldrig vist på RT.
Hvorfor? Skyldtes det noget jeg havde sagt? Næppe. RT kunne have klippet i de dele, de ikke brød sig om. Havde hensigten lige fra begyndelsen været at lave et interview, som aldrig skulle sendes? Og var formålet i så fald i virkeligheden at få mig ud af konferencesalen? Og hvis ja, hvorfor?
Langsomt begyndte det at dæmre. Jeg kom i tanke om, at jeg et par uger før konferencen var blevet kontaktet af arrangørerne. De havde orienteret mig om, at Putin ville dukke op og svare på spørgsmål i forbindelse med en bogudgivelse, og jeg var blevet tilbudt at stille et par spørgsmål til Putin, hvis jeg huskede at sende dem på forhånd.
Mit første spørgsmål lød: Hvornår og hvad havde fået Putin til at ændre sit syn på Vesten? I 2003 havde han i et interview med Wall Street Journal sagt, at han så Nato som en defensiv alliance, der ikke udgjorde en trussel mod Rusland, og at han anerkendte princippet om, at de enkelte lande selv havde ret til at beslutte, hvilke alliancer de ville søge optagelse i. 10 år senere havde Putin skiftet mening. Nu så han Nato som en trussel, og han var mistænksom over for Vestens hensigter. Hvad var der sket? Hvordan var dette holdningsskifte sket?
Det andet spørgsmål drejede sig om de såkaldte Panama-papirer, hvoraf det fremgik, at en af Putins nære venner havde forbindelse til en række offshore selskaber, hvor op til to milliarder dollar var gået igennem. Vennen, cellisten og forretningsmanden Sergej Rodulgin, der var gudfar til en af Putins døtre og havde introduceret ham for hans senere hustru, havde forklaret, at pengene stammede fra donationer fra velhavende forretningsfolk, som blev brugt til at købe musikinstrumenter til unge russiske musikere. To milliarder dollar svarede til 15 procent af det globale marked for musikinstrumenter! Hvordan kunne Putin forklare det til de russiske vælgere?
Jeg mistænker, at konferencearrangørerne ikke var begejstrede ved tanken om, at jeg skulle stille det spørgsmål til Putin, og derfor iscenesatte en afledningsmanøvre.
Den russiske præsident fik imidlertid spørgsmålet i foråret 2018, da han blev interviewet af den amerikanske tv-station NBC. Ifølge Putin var offentliggørelsen af Panama-papirerne en del af Hillary Clintons valgkamp og påstanden om, at Rodulgin skulle have haft forbindelse til selskaber til en værdi af milliarder af dollar, var noget vrøvl.
Ja, han var velhavende, men han havde tjent sine penge på showbusiness i Rusland og brugt dem til at købe instrumenter i udlandet, heriblandt en Stradivarius til 12 millioner dollar. Han havde ikke overtrådt nogle love.
Der har i årevis været spekulationer om, hvor rig Putin selv er, og at hans formue er gemt i selskaber og ejendomme, som er ejet af venner og bekendte. Den amerikanskfødte hedgefondejer Bill Browder påstår i sin bog ’Red Notice’ fra 2015, at Putin er verdens rigeste med en formue på mere end 200 milliarder dollar. Det er blevet en vandrehistorie, som fra tid til anden dukker op i medierne, men går man til hovedkilden, fremgår det, at Browder ikke har den fjerneste dokumentation for sin påstand. Det er gætværk baseret på, hvad han forestiller sig, der kan være sket, efter Ruslands dengang rigeste mand, Mikhail Khodorkovskij, i 2003 blev arresteret, fik konfiskeret sit olieselskab Yukos og derpå afsonede 10 års fængsel for skattesnyd.
Browder forestiller sig, at alle Ruslands oligarker kom til Putin og spurgte, hvad de kunne gøre for at undgå Khodorkovskijs skæbne. Ifølge Browder svarede Putin ’50 procent’, altså at han skulle have 50 procent af deres virksomheder og værdier. På den måde blev Putin verdens rigeste. Men der er ingen kilder eller henvisning til fakta som belæg for Browders påstand.
Når det er sagt, så er der et mønster. Putins barndomsvenner, kolleger fra KGB-tiden og venner og bekendte, som han i 1990’erne stiftede et sommerhuskollektiv med, er blevet milliardærer i hans tid som præsident. Det gør ikke den store forskel for Putins popularitet. De fleste russere ved godt, at landets ledere er korrupte. De ved også, at de selv er det, og at de betaler sig vej gennem hverdagens små og store udfordringer, hvad enten det er vuggestuepladser, hospitalskøer eller licenser til stort og småt. Det er ikke, fordi russerne svælger i korruption og bestikkelse. De hader den, som de fleste normale mennesker gør, men de tror ikke på, at man kan komme den til livs ved at udskifte præsidenten eller regeringen.
Det forsøgte man i Ukraine i 2014, men trods massiv vestlig bistand florerer korruptionen fortsat i Ukraine, og levestandarden er fire år efter Majdan-oprøret betydeligt lavere end i Rusland.
Af større betydning for de russiske vælgere er, hvad der i øvrigt sker i landet. Om der er nogenlunde stabilitet, og om det set med deres øjne går den rigtige vej. Her er der i løbet af Putins tid som præsident sket betydelige fremskridt. I begyndelsen af 1990’erne, efter Sovjetunionens opløsning, mente blot fem procent af russerne, at landet var på rette vej. I 2018 er det tal 56 procent, hvilket er mere end i mange vestlige demokratier. Landet er også kravlet op ad rangstigen på FN’s lykkeindeks, og selv om den russiske økonomi de seneste år er stagneret, så er det samlede indtryk under Putin en massiv forbedring af levestandarden. Den gennemsnitlige levealder er også vokset, og trods dystre demografiske forudsigelser i 1990’erne er den russiske befolkning vokset siden 2008, mens andre lande i Østeuropa inklusive mange EU-medlemmer er blevet ramt af noget, der ligner en demografisk katastrofe med dramatiske fald i befolkningernes størrelse.
Alt dette er sket på baggrund af en begrænsning af ytrings- og pressefriheden, af organisationer, der modtager økonomisk støtte fra udlandet, og af den systemkritiske oppositions muligheder for at organisere sig. Det rejser et andet spørgsmål: Elsker russerne tyranni og undertrykkelse, sådan som nogle kommentatorer påstår? Det er ikke mit indtryk efter alt i alt og på forskellige tidspunkter at have boet 12 år i landet. Men efter nogle dramatiske år omkring Sovjetunionens opløsning med fald i levestandard, kaos og usikkerhed prioriterer mange russere en følelse af sikkerhed, orden og stabilitet højere end frihed og demokrati. Og selv om Rusland er blevet mere autoritært, siden Putin i 2012 vendte tilbage til Kreml, så har russerne stadig mere frihed end i sovjettiden. Selv Aleksej Navalnyj, Vestens darling og leder af en protestbevægelse, der afslører korruption blandt toppolitikere og ønsker et systemskifte, siger, at ”trods begrænsninger af politisk frihed og borgerrettigheder, så har de seneste 25 år været de frieste i Ruslands historie.”
Og det selv om Navalnyj jævnligt bliver chikaneret af de russiske myndigheder, ikke fik lov til at stille op til præsidentvalget i marts, og har en bror, der afsoner en straf for svindel, som er en del af kampagnen mod ham.
KAPITEL 5
Hvad gik galt?
21. februar 2014
Det voldelige opgør om magten i Ukraine i februar 2014, Ruslands efterfølgende anneksion af Krim og krigen i det østlige Ukraine markerer et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten.
Efter 25 års bestræbelser på at finde en bæredygtig orden er det halvfærdige, fælles europæiske hus, som Mikhail Gorbatjov plæderede for, styrtet sammen. Og der er ingen udsigt til, at det vil blive genrejst eller ombygget de kommende år. Tværtimod. Putin har mistet al tillid til USA og EU, og Vesten har afskrevet Putin som partner. Så længe han er ved magten, vil der ikke ske nogen reel optøning af forholdet.
Men Vestens formodning om, at Rusland vil se med andre øjne på Vesten, når Putin er væk, er baseret på ønsketænkning og på en formodning om, at Putin er det eneste, der står mellem Vesten og Rusland. Præmissen for den analyse er, at Vesten har ret, og det vil russerne indse, når Putin er forsvundet, og så vil de igen være parate til at følge Vestens spilleregler og institutioner. Det er en vildfarelse, er jeg bange for, og en vildfarelse, der ikke kan se sig fri for en vis arrogance. Putin har den russiske befolknings opbakning, og det skyldes ikke blot manipulation og propaganda.
Det hænger sammen med hans evne til at læse de russiske vælgere og formulere en politik, der harmonerer med deres ønsker.
Putin har ifølge Vladimir Pastukhov, gæsteforsker ved Oxford University, identificeret de tre knapper, der skal trykkes på for at vinde folkets kærlighed.
For det første appellerer den russiske præsident til den følelse af ydmygelse, som mange russere oplevede i forbindelse med Sovjetunionens opløsning og den økonomiske og sociale nedtur, der fulgte. Ruslands genvundne militære styrke og evne til at gå imod Vesten er som balsam på de sår, Rusland måtte lægge ryg til i 1990’erne.
For det andet er Putins kurs båret af et løfte om stabilitet og forestillingen om, at han er garanten for status quo og den materielt bedre tilværelse, russerne har fået under ham, selv om det er gået en smule tilbage de seneste år. Man ved, hvad man har, men ingen ved, hvad der sker, hvis Putin forsvinder, og russerne husker, hvor skidt det endte sidste gang, man gennemgik et systemskifte. Endelig praktiserer Putin retorisk en slags venstreorienteret populisme, som tilfredsstiller flertallets modvilje mod kapitalisme, privat ejendomsret og et frit marked. På den baggrund konkluderer Pastukhov i den Kreml-kritiske avis Novaja Gazeta:
”Undertrykkelse, propaganda og valgsvindel – det er alt sammen sekundært. Det primære er kombinationen af de tre akkorder – militarisme, fremtidsfrygt og en venstredrejet populisme. Det er den melodi, som folket ønsker at lytte til i dag. Derfor vil de selv ved et demokratisk valg stemme på Putin.”
Vestlige medier og politikere har haft en tendens til at se på Rusland og Putin med det liberale Ruslands øjne, men desværre – det siger jeg som en erklæret liberal med nære venner blandt systemkritikere og liberale i Moskva – er de blevet udraderet. Store egoer, intern splid og kævl og en manglende evne til at etablere en slagkraftig koalition samt politisk tonedøvhed har i løbet af de seneste 25 år decimeret støtten til liberale kræfter.
Det var som sagt den ukrainske krise i 2014, der førte til et brud mellem Rusland og Vesten, men der var blevet bygget op til det over en længere periode. Moskva så oprøret og magtskiftet i Kiev som et CIA-inspireret kup, der havde til formål at installere et provestligt styre i Ukraine med ønske om Nato-medlemskab og en fjendtlig indstilling til Rusland. I Vesten så man magtskiftet som en genuin folkelig opstand mod en korrupt præsident (Viktor Janukovitj, red.), der i strid med folkets ønsker havde droppet en associeringsaftale med EU til fordel for en stor pose penge fra Kreml og billig gas.
Den slags vidt forskellige syn på begivenheder og tolkning af begreber i russiske og vestlige regeringskontorer går tilbage til afslutningen på Den Kolde Krig. Man havde fra begyndelsen forskellige forestillinger om, hvordan den nye europæiske orden skulle indrettes. I forbindelse med Tysklands genforening i 1990 var den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, imod et genforenet Tyskland i Nato. Han insisterede først på tysk medlemskab af Warszawapagten og derpå tysk neutralitet, men det ville Vesten ikke, så i maj 1990 foreslog han med sin accept af et genforenet Tyskland i Nato, at Sovjetunionen også skulle søge optagelse i den vestlige alliance. USA ignorerede det.
Intet tyder på, at der på skrift findes noget om, at Nato forpligtede sig til ikke at udvide alliancen ud over med Østtyskland, men der er næppe heller tvivl om, at det var sådan, Gorbatjov og Kreml forstod det. Da Nato begyndte sin udvidelse mod øst, kaldte Gorbatjov det en ”kæmpe brøler”, og hans efterfølger, Boris Jeltsin, den mest provestlige leder, Rusland har haft, advarede tilbage i 1994 på et OSCE-topmøde i Budapest mod at udvide Nato. Det ville, indvendte Jeltsin, føre til nye skillelinjer i Europa at holde Rusland uden for en ny europæisk sikkerhedsorden. Han sagde:
”Intet land ønsker at blive isoleret, og intet land ville acceptere sådan et spil med sig selv. Hvorfor så mistillidens frø? Europa har endnu ikke befriet sig fra arven efter Den Kolde Krig og risikerer at blive kastet ud i en kold fred.”
Russernes bekymring blev dengang forklaret som spil for det hjemlige galleri. Jeltsin mente det i virkeligheden ikke alvorligt, sagde man i Vesten. Han var bare nødt til at markere sig af indenrigspolitiske årsager. Men Jeltsin mente, hvad han sagde. Rusland befandt sig imidlertid på det tidspunkt i en situation, hvor man havde rigeligt at se til på hjemmefronten med et militær i ruiner og med et socialt, økonomisk og politisk kaos. Situationen var så alvorlig, at nogle vestlige eksperter i fuldt alvor spurgte, om Rusland ville overleve som stat.
Det betød, at Vesten på kort sigt kunne tillade sig at ignorere Kremls indvendinger. Man demonstrerede på den måde over for russerne, at man ikke behøvede at lytte til dem, så længe de var svage. Den lektion skrev ikke mindst Putin sig bag øret, og derfor virker det en smule bagvendt, når man i Vesten i dag begrunder sin håndfaste kurs over for Rusland med, at magtens og afskrækkelsens sprog er det eneste sprog, Putin forstår.
Selvfølgelig, fristes man til at sige. Det er jo det, vi selv har lært ham:
Så længe Rusland var svagt, behøvede vi ikke tage hensyn til Moskvas ønsker og indvendinger. Putins modstand mod Nato-udvidelser er med andre ord en fortsættelse af Gorbatjovs og Jeltsins linje, selv om Putins stil er mere konfronterende.
Rusland og Vesten har siden Sovjetunionens opløsning været uenige om mange ting, ikke blot Nato. Det gælder det krigsramte Balkan i 1990’erne, de to tjetjenske krige i Rusland, Irakkrigen i 2003 og den amerikanske besættelse af landet, den militære intervention i Libyen i 2011, borgerkrigen i Syrien, missilskjold og flere nedrustningsaftaler, anerkendelsen af Kosovos uafhængighed i 2008 og Afghanistan.
Alle disse uoverensstemmelser har det imidlertid været muligt at håndtere, mens sammenstødet mellem Rusland og Vesten om den del af det tidligere Sovjetunionen, der ikke er medlem af EU og Nato, er løbet løbsk og udgør den dybere årsag til det iskolde forhold mellem Vesten og Rusland. Det drejer sig om Ukraine, Georgien, Moldova, Hviderusland, Armenien og Aserbajdsjan. Det er disse lande, Rusland og Vesten slås om.
Da Den Kolde Krig sluttede, var betingelsen, at Moskva skulle spille efter Vestens regler til gengæld for på et tidspunkt at blive indlemmet i klubben. Da det gik op for Putin, at Rusland aldrig ville blive medlem af den vestlige klub, havde han ikke længere nogen interesse i at tilpasse sig en europæisk orden, der var dikteret af Vestens institutioner. Samtidig ønskede EU og Nato at indlemme lande, der grænsede op til Rusland. Man byggede med andre ord en europæisk sikkerhedsorden, hvor en traditionel europæisk stormagt ikke havde indflydelse i de to organisationer, hvor alle vigtige spørgsmål om den sikkerhedspolitiske indretning af Europa blev truffet. Set med Moskvas øjne var det en uholdbar situation, og derfor satte man en fod i døren først i Georgien i 2008 og dernæst i Ukraine i 2014.
Som den amerikanske europaekspert Charles Kupchan har formuleret det:
”USA ville næppe heller se stiltiende til, hvis Rusland optog Mexico og Canada i en alliance og begyndte at opføre militære installationer langs den amerikanske grænse.”
I dag må man konstatere, at den udvidelsesstrategi, som Vesten med stor succes fulgte i de første 15 år efter Murens fald, ikke længere er relevant. Centraleuropa og de baltiske lande har med medlemskab af Nato og EU fået mere sikkerhed, mens løfter til Ukraine og Georgien om medlemskab har haft den stik modsatte effekt. De to lande er i dag mere splittede og mindre sikre end før 2008, da man på Nato-topmødet i Bukarest stillede dem medlemskab i udsigt. Rusland og Vesten har hver især ført en nulsumsstrategi for at vinde de seks lande over på sin side. Flere af dem er ramt af frosne konflikter som følge af etniske krige i 1990’erne. Der er ingen udsigt til økonomisk udvikling, investeringer og mere sikkerhed i landene, så længe Rusland og Vesten slås om dem. De er havnet i en blindgyde.
Det rejser naturligt nok spørgsmålet, om der findes en anden vej end den aktuelle konfrontation?
Michael O’Hanlon, seniorforsker ved Brookings Institution i Washington og en førende sikkerhedspolitisk analytiker, anviser i sin bog ’Beyond NATO’ en mulig vej.
Vesten bør tage initiativ til at forhandle en ny sikkerhedsorden for de neutrale lande, der ligger mellem Rusland og Nato. Hensigten er at give landene status af permanent neutralitet. De kan i så fald hverken blive medlem af Nato eller den russisk ledede Kollektive Sikkerhedspagt. Rusland skal trække sine styrker ud af Ukraine, Moldova og Georgien, og derpå skal Rusland sammen med Nato garantere deres sikkerhed og neutralitet. I den nuværende situation med EU's og Natos løfter om, at landene en dag vil blive medlem, har Moskva en interesse i at sørge for, at de aldrig vil leve op til kriterierne for medlemskab, det vil sige ingen grænsestridigheder eller andre konflikter.
Jeg har et billede på nethinden, når jeg tænker tilbage på årene efter afslutningen på Den Kolde Krig. Det er fra en frostklar dag i januar i 1993, da jeg med russiske og vestlige kolleger sad i den overdådige Vladimir Sal i Det Store Kreml Palads og overværede, at Ruslands og USA's præsidenter, Boris Jeltsin og George H.W. Bush, underskrev en historisk traktat om reduktion af de to landes atomarsenaler. Stemningen var løssluppen og fuld af håb og forventning til fremtiden. Jeltsin og Bush skålede i champagne, de skamroste hinanden og talte om en ny epoke og verdensorden.
”Denne traktat er indgået mellem to stater, der er venner og partnere, og som ikke blot har tillid til hinanden, men også støtter hinanden. Den er bevis på vores fælles og målrettede bevægelse mod en ny verdensorden,” sagde Jeltsin.
Han mente, at traktaten gjorde det muligt for Rusland og USA at give en mere sikker verden videre til børn og børnebørn.
George Bush lød lige så opstemt.
”Den Kolde Krig er slut, og for første gang i historien har en amerikansk præsident sat fod i et demokratisk Rusland. Sammen er vi nu gået i gang med den mest noble mission, man kan forestille sig, nemlig at forvandle et fjendtligt forhold til et forhold båret af venskab og partnerskab. Det varsler en fremtid langt mere fri for frygt.”
Men der var – skulle det vise sig – forskellige forventninger til, hvordan den fremtid skulle indrettes. Nu er Rusland og Vesten på kollisionskurs, nogle vil ligefrem sige, at vi er fjender. Med tanke på de gode viljer, der i 1993 fandtes i Moskva, Washington og Vesteuropa virker det mildest talt forbløffende, at så meget gik galt. Så galt at parterne i foråret 2018 i Syrien, i en strid om brug af kemiske våben, var tættere på en ende i krig mod hinanden end på noget tidspunkt siden Cuba-krisen.
Når iagttagere om 100 år vil se tilbage på årtierne efter Den Kolde Krig, tror jeg, at mange vil klø sig i nakken og tænke, at den nuværende konflikt var unødvendig. Ligesom når vi i dag ser tilbage på Første Verdenskrig. Hvordan søren kunne det gå til, vil folk undrende spørge. På begge sider virkede det, som om konfrontationen lige så meget var et resultat af misforståelser, mistillid og manglende fantasi hos beslutningstagere som af uoverstigelig uenighed og eksistentielle trusler, som det var tilfældet under Den Kolde Krig. Men konflikten er reel.
Der er allerede på begge sider gravet så dybe grøfter, at det er svært at forestille sig en ende på den. ■
LÆS MERE: Hvor rig er Trump egentlig?
