Bjarne Fog Corydon: Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed
Foto: Lasse Bech Martinussen

Bjarne Fog Corydon: Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed

Han bliver kaldt Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed. De færreste kender hans navn, men de fleste kender resultaterne af hans arbejde. Blandt det mest kontroversielle er ideen om, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen. I april 2011 mødte Sara Bro Kristensen Socialdemokraternes daværende stabschef, Bjarne Fog Corydon.

De er hektiske, skridtene, han tager frem og tilbage i salen. Folk, der kender ham, kan se, at han er nervøs. Det er han ellers aldrig. Den 11. maj 2010 i den pompøse Børssal bliver skridtene kun taget for at få tiden til at gå. Hele pressekorpset, folk fra ministerierne, folk fra SF og Socialdemokraterne fylder stolerækkerne foran scenen. De venter på, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal skal åbne pressemødet om få minutter. Scenens bagtæppe er meterhøje rød-hvide plakater med teksten ’En fair løsning’, to pulte står klar, én til hver af de to partiledere, og om lidt kulminerer lang tids hårdt arbejde. Det vil få skæbnesvanger betydning, hvordan budskabet om, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen, bliver modtaget. For Helle Thorning-Schmidt og for hovedarkitekten bag planen, hendes stabschef Bjarne Fog Corydon.

Jeg ville nødig have undværet Bjarne i de sidste fem år,” siger Helle Thorning-Schmidt om manden, der styrer Socialdemokraternes magtcentrum. Han er en af dem, hun lytter mest til, både strategisk og politisk. Bjarne Fog Corydon er 38 år og har siden 2006 været leder af Socialdemokraternes politiske system som chef for Analyse- og Informationsafdelingen. Han har været ansat som embedsmand hos Socialdemokraterne på Christiansborg i ti år og er den mest erfarne på Helle Thorning-Schmidts hold. Hendes personlige rådgiver Noa Redington har døbt ham ’Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed’. For på trods af, at han som strateg står bag kendte begreber og opfindelser som S-SF-alliancen, millionærskat og 12 minutters længere daglig arbejdstid, er han ukendt, så snart man bevæger sig uden for sekretariatet på anden sal på Christiansborg.

”Prøv at spørge kredsformændene eller de nyeste folkevalgte, der arbejder i yderste kontor-række på Ridebanen om Bjarne Corydon,” siger Socialdemokraternes gruppesekretær, Henrik Dam Kristensen. ”De vil sige: ’Bjarne, hvem?’ De aner simpelthen ikke, hvem han er.”

På gangene tæt omkring Helle Thorning-Schmidts kontor bliver chefstrategen beskrevet som en uovertruffen analytiker og som helt central i ’projekt Helle’. Til afgørende møder med topfolk bliver der altid en anelse stille i rummet, når Bjarne Fog Corydon taler.

Politisk rådgiver hos Socialdemokraterne Morten Høyer siger: ”Når han træder ind i et rum, kan dem, der står med ryggen til, mærke, at han er kommet. Han fylder meget. Han har en dyb røst. Han taler hverken hurtigt eller langsomt. Han taler præcist.”

Der findes folk, som finder Corydon kynisk. De er ikke længere ansat i partiet. For der røg hoveder, da stabschefen begyndte at transformere sekretariatet oven på valgnederlaget til Anders Fogh Rasmussen i 2005. Corydon skiftede en lang række HK’ere ud, som i årevis havde betjent de folkevalgte. Den dengang 34-årige cand.scient.pol. havde mere brug for akademiske hurtigløbere, og det blev accepteret efter adskillige kopper kaffe med gruppeformand Carsten Hansen. Det gamle arbejderparti blev akademiseret. Fx ansatte Bjarne Corydon en fuldtidsansat ’polster’ til at undersøge, hvad befolkningen mener om ting, de endnu ikke ved, at de kommer til at danne sig en mening om.

Noget, danskerne for 2-3 år siden ikke vidste, at de ville komme til at have en holdning til, var en 12 minutters længere arbejdsdag.

Læs videre på næste side. ”Det er hul i hovedet,” var Morten Høyers reaktion, første gang han hørte forslaget om at skrue op for arbejdstiden. Det var kort tid inden, danskerne stiftede bekendtskab med Stein Bagger og finanskrisen, at Bjarne Corydon og hans makker, økonomen Asbjørn Riis, første gang kom med ideen om at bringe arbejdstiden i spil for at redde økonomien. Dengang i vinteren 2008-09 var danskernes holdning til mere arbejde klart nej.

”Alle undersøgelser viste, at er der noget, danskerne ikke vil, så er det at arbejde mere. Er der noget, danskerne elsker, så er det deres fritid,” fortæller Morten Høyer.

Men Corydon var grebet af ’arbejdsvejen’, som han døbte ideen. Og Helle Thorning-Schmidt lyttede. Og det blev besluttet, at det var den vej, man skulle gå, selv om der ingen tegn var på, at danskerne ville gå med.

”Det er i orden at tale om ret og pligt. Det er i orden at bede borgerne hjælpe med at løse det her problem. Det er jo helt forkert, når man siger, at danskerne ikke har nogen krisebevidsthed eller lider under en eller anden form for krævementalitet. De er ikke interesserede i urealistiske valgløfter, men at nogen skal tage ansvar for, at byrderne fordeles rimeligt, så vi kan komme videre,” begrunder Bjarne Fog Corydon sin beslutning om at stå fast på
arbejdsvejen.

”Hans forslag er ofte noget med, at danskerne lige skal have lidt pisk,” fortæller Morten Høyer. ”Han taler tit om, at borgerne skal tage ansvar. Han er meget til det med ’spørg ikke, hvad staten kan gøre, men hvad du kan gøre’,” siger kollegaen med reference til John F. Kennedys store tale i 1961.

Stabschefen er nørdet optaget af amerikansk politik. Som 15-16-årig gennemtrawlede han hele litteraturen omkring den myrdede amerikanske præsident, hans hold, deres projekt og sprog. I midten af 90’erne var det tankerne omkring Bill Clinton og Tony Blairs ’Tredje vej’ i Storbritannien, der optog strategen.

Mens salgssloganet for En fair løsning, ”Har du 12 minutter – så har vi en løsning”, er ved at blive forklaret af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal på pressemødet i maj 2010, rammer Bjarne Fog Corydons vejrtrækning igen normalrytmen. ”Op til præsentationen er jeg nervøs. Jeg har bare den der fornemmelse af, at nu sker der noget helt nyt i dansk politik, som vil afgøre næste valg.” Partilederne taler, og stabschefen tillader sig at nyde øjeblikket. Men kun i få
minutter. ”Hvis det har været et helvedes hårdt slid at nå hertil, så venter Vietnam-krigen på tal om lidt, når pressemødet er forbi,” tænker han i Børssalen.

Forud for dagen er gået over et år, hvor Bjarne Fog Corydon har stået i spidsen for at samle politisk opbakning i oppositionen blandt nøglepolitikere og embedsmænd og ikke mindst at flytte en fagbevægelse, for at arbejdsvejen kunne lanceres.

Det var EU’s krav om besparelser i de offentlige budgetter, der havde trængt Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal op i en krog i foråret 2010. Der var flere versioner af, hvad kravene betød for Danmark, men en af dem lød på, at landet skulle spare 24 milliarder på de offentlige budgetter allerede fra 2013. Oppositionen skulle komme med deres bud på, hvordan det kunne realiseres, og en afskaffelse af efterlønnen var ikke en mulighed. Corydon vidste om nogen, hvordan et løftebrud på efterlønsområdet ville blive modtaget af de arbejdervælgere, som fylder godt i begge partiers vælgerkorps. Det var ham, der som ung studentermedhjælper blev sat til at svare de mange borgere, der havde henvendt sig til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at spørge, om han kunne garantere, at de også fremover ville have mulighed for at kunne gå på efterløn. Det var i 1998. Da Poul Nyrup Rasmussen tre år senere tabte valget til Anders Fogh Rasmussen, var det blandt andet, fordi han havde brudt sit løfte om efterlønnen.

Heller ikke nye skatter var attraktive for oppositionen i foråret 2010, og arbejdsvejen lokkede som en tredje mulighed. Men især i fagbevægelsen var man nervøs for, hvordan man skulle sige til de folk, der forventede, at man kæmpede for kortere arbejdstid og flere feriedage, at nu havde man lige lavet en aftale om, at I bliver en time mere om ugen i gennemsnit. På utallige hulemøder argumenterede Corydon og hans hold bestående af analysechef hos  Socialdemokraterne Asbjørn Riis, SF’s næstformand Thor Möger Pedersen og SF’s økonom Nis Graulund for den røde plan. Den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark er, relativt set, lav. Arbejdsugen er kortere, og ferierne er længere end i mange andre lande, forklarede de. Endelig begyndte fagbevægelsesbosserne at støtte sagen, og 3F-formand Poul Erik Skov Christensen konkluderede på jysk med træk i vokalerne: ”Det I siger, er det, at hvis vi arbejder en time mere om ugen, så lover I, at I ikke skærer ned? Det tror jeg godt, vi vil.”
Selv om LO og 3F så entydigt bakker S og SF op, er ideens akilleshæl, ifølge politisk kommentator Helle Ib, at planen er svær at sandsynliggøre inden et valg. Netop fordi arbejdstiden ikke er noget, man lovgiver om fra Christiansborg, men forhandler mellem arbejdsmarkedets parter, er det ikke til at vide, om man kan få folk til at arbejde mere.

”Og man kan roligt regne med, at VK frem til valget vil køre benhårdt på, at planen ikke hænger sammen,” siger hun. Hvorvidt planen hænger sammen eller ej, afhænger af, hvem man spørger, siger politisk kommentator Hans Engell.

”Det er en ren politisk vurdering. Fagøkonomisk er den – så vidt jeg kan vurdere – sammenhængende, men vel at mærke under en række vigtige forudsætninger. Bl.a. kræver planen enighed mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om en arbejdstidsforlængelse. Hvis ikke man kan blive enige om den, skal der hentes 15 mia. kr. på anden vis – og her har vi kun fået vage antydninger af, hvad der kunne komme på tale. Så på den måde er det nok en sammenhængende plan – men med store uafklarede spørgsmål. Til gengæld er den politisk/ taktisk skruet virkelig begavet sammen. Den løser nemlig på papiret nogle store  samfundsmæssige udfordringer, den er til at forstå for vælgerne, og den gør ikke voldsomt ondt som regeringens nedskæringer og besparelser.”

Bjarne Fog Corydon er en arbejderdreng. Han er socialdemokrat ind til benet, fortæller både venner og kolleger. Han har takket nej til stillinger uden for Christiansborg, fordi ’bevægelsen’ er noget særligt. Måske fordi han som dreng havde haft følelsen af at dukke nakken. Når køleskabet eller fryseren gik i stykker i forældrenes hjem i Kolding, tog han med sin far ud om lørdagen for at lægge fliser for folk i de pænere kvarterer. Bjarnes far arbejdede til
daglig som gartner på kirkegården i Kolding, og moren var kontordame på deltid på et lokalt autoværksted. Det betød en beskeden indkomst, det var ikke et hjem i social armod, men der var ikke meget at rutte med. Familien boede lige uden for Skovparken, et beton-område, som i dag er klassificeret som en af landets 29 ghettoer. Dengang var der næsten ingen indvandrere, men der var en anden tydelig skillelinje, som Bjarne oplevede mest direkte om lørdagen, når fliserne var lagt i lige linjer, og Bjarnes far fik penge i hånden til en ny hård hvidevare.

”Det er jo ikke sådan, at jeg er vokset op i et skrigende hårdt klassesamfund. Men der var sgu forskel på folk i 70’erne og 80’erne. I min familie og i vores omgangskreds havde vi en fornemmelse af, at der var nogle, som var finere end andre i Danmark. Og at der var nogle, der havde mere ret til alle mulighederne, end vi selv havde,” fortæller Bjarne Fog Corydon, der hader snobberi lige så meget som dovenskab. Og derfor var det måske ikke tilfældigt, at det
lige var ham, der kom på arbejdsvejen. Her skal alle løfte, fra bankdirektøren til den studerende.

”Fair løsning og de 12 minutter flyver rigtig godt i begyndelsen,” siger kommentator Helle Ib.

”Der er meget hype om pressemødet, og det er et kontant, lettere kontroversielt og ansvarligt budskab forklaret i et enkelt reklameslogan. Men hen over sommeren bliver planen pillet fra hinanden. Det viser sig, at det er meget mere kompliceret end som så, hvordan man skal få alle til at arbejde mere. Og så kommer der et komisk skær over udspillet. Der bliver lavet rigtig mange jokes, og Lars Løkke Rasmussen kan næsten ikke åbne munden uden at give udtryk for synspunkter a la, at det vist kun har taget 12 minutter at lave planen, og at den er skrevet på bagsiden af en serviet.”

Lars Løkke Rasmussen er ikke den eneste, der laver minut-vitser. ”De blev ellers annonceret med brask og bram, de her 12 minutter.” Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard taler til publikum fra scenen på Sørup Herregaard, hvor der den 25. november 2010 sendes direkte tv-duel mellem hende og Helle Thorning-Schmidt.

”Og nogle sagde: ’Hvis du har 12 minutter om dagen, så har vi en fyreseddel.’” Publikum griner. ”Sådan var det, for man kunne simpelthen ikke beskæftige flere.”

Bjarne Fog Corydon sidder i Socialdemokraternes kaffestue på Christiansborg og følger tv-debatten nøje, ord for ord. ”Man hører jo heller ikke mere om de 12 minutter, det kan jeg godt forstå, gå aldrig tilbage til en fuser,” fortsætter Pia Kjærsgaard. Strategen smiler en smule. Han er klædt i sort. Sort jakke, bukser, skjorte, strømper, sko. Han skifter kun position én gang i løbet af den halvanden time lange debat.

”Intet af det, der blev sagt i aften, kom bag på os,” konstaterer Bjarne Fog Corydon i sin bil på vej hjem fra Borgen efter dronninge-duellen. ”Og det er bare et trick,” siger han om Pia Kjærsgaards fuser-angreb.

”I stedet for at diskutere forslaget og selve ideen prøver man at få det ned med nakken ved at skabe et billede af, at det ikke længere er noget, vi tør stå ved. Det synes jeg ikke er rædselsvækkende. For VKO-partierne er kampen mod vores forslag et spørgsmål om politisk overlevelse. Sådan er spillet, når oppositionen for alvor truer den siddende regering. Tænk bare tilbage på vores egen kritik af fx skattestoppet før valgnederlaget i 2001.”

Bjarne Fog Corydons nære venner havde aldrig set ham så knust, som da Svend Auken døde. Han blev også personligt takket i talen, som Adam Auken holdt efter sin fars begravelse i 2009. Og pga. sit tætte forhold til Svend Auken kom Corydon til at spille en afgørende rolle, da Socialdemokraterne skulle samles efter årene med fløjkrig og intern splittelse, ifølge Henrik Dam Kristensen.

”Svend havde en tendens til at gå amok over vanvittige ting, han kunne være helt rød i hovedet af raseri, og der kunne Bjarne som en af de få tale ham til fornuft og sige: ’Hør her, det her ser faktisk meget fornuftigt ud,’” fortæller han. Bjarne smiler af Svend Aukens temperament. ”Alle kender Svends selvtillid. Han vidste bedst om både fortiden og fremtiden. Vi havde meget ofte forskellige holdninger, men var aldrig uvenner af den grund,” fortæller Corydon.

”De fleste tænker på Svend som idealist, men han var også meget optaget af det analytiske og elskede at udfordre til en politisk analyse. Når vi var uenige, sagde Svend: ’Unge mand, lad os nu lige lege statskundskabere et øjeblik og diskutere det her politologisk,’” husker Bjarne fra utallige samtaler over en kop grøn te på Svend Aukens kontor.

Fløjkrigen blev videreført i kampvalget om formandsposten i 2005, hvor hver fløj havde sin kandidat, Auken-fløjen valgte Frank Jensen, mens Nyrup-støtterne stillede med den dengang næsten ukendte Helle Thorning-Schmidt. Og hun var ikke Corydons foretrukne.

Allerede inden hun i sin sejrstale i april på Vega konstaterede, at ”Socialdemokraterne er tilbage,” var Corydon i gang med at søge job uden for partiet. Han var desillusioneret efter Mogens Lykketofts nedsmeltning i valgkampen mod Anders Fogh Rasmussen i februar 2005, og allerede på valgaftenen vidste han, at han måtte videre. Corydon deltog derfor hverken i Frank Jensens eller Thornings valgkamp, men som menigt medlem af partiet stemte han på Frank Jensen. Og han var så småt ved at pakke sit kontor ned, da Thornings allierede Henrik Sass Larsen hviskede ham i øret, at den nye formand gerne ville tale med ham. Den nye ledelse havde brug for folk med erfaring på Borgen, og Helle Thorning-Schmidt ville høre, hvordan Corydons overlevelsesstrategi for Socialdemokraterne lød. Skidt med, at Bjarne ikke lige stemte på Helle, så længe han nu ville blande blod.

”Det siger noget om hans evner, at de tog ham ind dengang, selv om han ikke var på deres hold,” mener en kollega. Andre tidligere ansatte kritiserer Corydon for at skifte side ’over night’.

Både Borgen-kolleger og samarbejdspartnere ude i byen kan sagtens forestille sig Bjarne Fog Corydon som politiker. Hvis altså han kan vænne sig til opmærksomheden. For stabschefen er et blufærdigt menneske. ”Bjarne er jo ikke folkeforføreren, der lægger store forsamlinger ned,” fortæller vennen Stefan Hermann.

”Til gengæld brænder han helt igennem på dem, der har ham på nært hold.” Flere kilder er overbeviste om, at hvis Helle Thorning-Schmidt vinder næste valg, kommer Corydon til at spille en helt central rolle i en ny regering. Som central rådgiver i koordinationsudvalget eller – måske – som minister. Stabschefen taler ikke om sig selv i hypotetiske fremtidsscenarier.

Men hvorfor er han selv embedsmand og ikke politiker? ”Det er jeg ikke … det er jeg ikke, fordi …” Han stopper sin sætning. Lægger strategien om. ”Det er mere eller mindre tilfældigt. Jeg kunne også have været politiker. Der har bare hele tiden vist sig muligheder i det spor, jeg begyndte i.”

Hvor vejen fører hen for Bjarne Fog Corydon efter næste valg, afhænger af vælgernes vilje til at blive 12 minutter længere på jobbet. Og der har både været målinger, som viser opbakning og afvisning af ideen.

”Vælgerne forholder sig ikke i detaljen til store økonomiske planer, hvis sammenhæng de ikke har mulighed for at vurdere. Overordnet set er de fleste vælgere i tvivl – de ved ikke, hvem de skal stemme på, eller hvem der har mest ret. Det er derfor, man i målingerne kan se, at mellem 20 og 30 % af vælgerne ikke har besluttet, hvem de vil stemme på. Og det bliver disse vælgere, der kommer til at afgøre, hvem der vinder regeringsmagten,” siger Hans Engell.

Folk siger om Corydon, at han ikke dvæler ved hverken sejre eller nederlag. Men det bliver det ene eller det andet for ham. Taber Helle Thorning-Schmidt valget til Lars Løkke Rasmussen, må stabschefen erkende, at arbejdsvejen var den forkerte vej. Vinder hun statsministeriet, vil Bjarne Fog Corydon ikke længere være Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed.

CV


Bjarne Fog Corydon
Siden 2006 leder af Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling og stabschef for Helle Thorning-Schmidt efter forskellige ansættelser som politisk-økonomisk rådgiver for den socialdemokratiske ledelse siden 2000.

Uddannet cand.scient.pol., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i 2000 med efteruddannelse på Harvard, Kennedy School of Government. Født i Kolding i 1973.

Bjarne Fog Corydon er gift med Nina Eg Hansen, børne- og kulturdirektør i Ringsted Kommune. Parret har fire børn mellem 1 og 10 år og bor på Amager.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Portræt