INDEN VI BEGYNDER at rydde et hjem, har vi lavet en udførlig aftale med de pårørende om, hvad de skal beholde, og hvad der skal smides væk. Vi skal ikke rydde op i noget, når vi først har lavet aftalen, for der kan selvsagt være enormt mange følelser forbundet med dødsfaldet. Vi skal ofte have svære snakke med folk i sorg – derfor siger vi også til folk, at de ikke skal komme i hjemmet, når vi er begyndt at rydde boligen, fordi det kan være barskt at se ens forældres hjem blive totalt ryddet.
VÆRDIEN AF MØBLER og genstande kan til tider overraske de pårørende: Hvad der engang var købt som et dyrt og prestigefyldt egetræs-, rokokomøbelsæt eller det flotteste sølvtøj, kan i dag have begrænset interesse eller værdi. Men jeg forsøger altid at finde værdier i alle hjem, der kan fratrækkes i prisen på rydningen.
MANGE AF DE ting, vi finder, eksporterer vi ud af landet til fx Thailand, Japan eller Australien, hvor gamle, danske møbler er i højere kurs, end de er herhjemme. De har en kolossal værdi for dem, men næsten ingen herhjemme, fordi det er ting, vi ser mange steder. Alt tøjet afleverer vi til genbrugsbutikker, inden vi kører på genbrugspladsen med resten.
FORDI FOLK ER gode til at tage ting med affektionsværdi med dem, inden vi kommer, er der sjældent ting, som jeg bliver rørt af at finde. Det, der rører mig mest, er, når jeg kan se, at folk har været alene til det sidste. For nogle år tilbage havde jeg en opgave, hvor personen havde ligget i hjemmet i et par måneder, inden vedkommende blev fundet. Det var meget rørende og en smule hjerteskærende. For selvom nogle vælger at være alene, er ensomhed noget, vi dør af i sidste ende, og det er svært at se folk, der tager fra den her verden helt alene.
JEG HAR INTET problem med at rydde dødsboer, når jeg kan se på hjemmet, at der har været glæde og liv til det sidste. Det har der heldigvis de fleste steder. At finde gamle militærbilleder, billeder af børnebørnene, eller at der ligger et gammelt bryllupsbillede på bordet, kan give mig et indtryk af et indholdsrigt og fuldendt liv. Vi ender alle det samme sted, og den tanke bliver jeg ofte konfronteret med i mit arbejde. Det kan godt være overvældende, selvom jeg normalt ikke er en særlig følelsesladet person.
DET ER MEGET forskelligt, hvordan folk har passet på deres hjem i de sidste år. Nogle gange kan man ikke komme ind ad hoveddøren for bare ting. Andre steder står det snorlige. Men jeg bliver ofte overrasket over vores samlerkultur. Jeg har set utroligt mange samlinger og nyindkøbte ting, som har givet mig en opfattelse af, at mennesker til tider kan knytte sig til genstande. Det kan virke trist, men nyindkøbene har måske virket som en erstatning for menneskelig kontakt. Jeg har fx engang ryddet et hjem, hvor der var et utal af radioer og ghettoblastere, som ikke var pakket ud og anvendt endnu, i et hjem fyldt af krystalsten, som vedkommende tydeligvis også var samler af.
GENERELT GØR DE mange timer i andre folks efterladte hjem min egen købelyst langt mindre. Loppemarkeder siger mig fx ingenting, for jeg har haft alle de ting, jeg har haft brug for. Og en tur i IKEA, når hjemmet trænger til en overhaling, siger mig heller ingenting. Så vil jeg hellere købe færre, men bedre ting. Inden jeg begyndte at arbejde med det, jeg gør, kunne jeg bedre forstå pointen i små nipsting, der kan pynte et eller andet sted i hjemmet, end jeg kan nu. For det vigtigste for mig er at leve et indholdsrigt liv med menneskelig kontakt til det sidste, hvilket det virker til, at klart størstedelen af mine kunder har haft. Det håber jeg også, at jeg får lov til.
