Det britiske køkken er langt bedre end sit rygte
Kokke som Marco Pierre White, Gordon Ramsay, Heston Blumenthal og Fergus Henderson har gennem de seneste årtier transformeret britisk gastronomi. Med alt fra fransk præcision og rå attitude til molekylær opfindsomhed og en kompromisløs nose-to-tail-tilgang har de løftet køkkenet til nye højder.
Hvis du nogensinde har forsøgt at lave triple-cooked fries, fået flækkede marvben med persille på en nose-to-tail-restaurant eller fået serveret kombinationen af hvid chokolade og caviar, så har du også mærket noget af den indflydelse, britiske kokke har haft på den gastronomiske verden.
Fra klassisk pub grub løftet op på michelin-niveau til sansemættet molekylær storytelling på tallerkenen. De britiske kokkes udtryk har været under heftig fransk indflydelse, men de har ikke desto mindre formået at sætte deres eget præg på både den enkle og den avancerede madlavning.
I perioder har Union Jack vajet over det meste af verden, men når man tænker på størrelsen af det britiske verdensherredømme, har koloniernes eksotiske indflydelse på den hjemlige madkultur i den forstand været relativt begrænset – også selvom den store indvandring i 1970’erne var med til at gøre indiske curries, kebab og jamaicansk jerk chicken til britisk hverdagskost.
Men hvis vi fraregner kosten i det enorme britiske aristokrati, som uden tvivl har været anderledes, så minder den traditionelle britiske madkultur meget om den danske: Et bondekøkken til den lidt drøje side, præget af stivelse og rodfrugter, tunge kødretter og indbagninger som shepherd’s pie og kidney pie og salt og peber som de domine-rende krydderier.
