Sigurd Bank med den kasket på hovedet, som hans datter har broderet på.
Designer Sigurd Bank: ”Metalbands har det bedste merch”
Det er en stærk og stolt tradition, at vi på redaktionen hvert år kårer de bedst klædte mænd i Danmark. Årets liste er endnu et bevis på, at man kan være velklædt på mange måder. Og at det handler om forståelse for komposition, kvalitet og selvsikkerhed, hvis man vil være velklædt. Den 38-årige designer og indehaver af tøjmærket Mfpen, Sigurd Bank, er på denne års liste, og her fortæller han om sin stil og yndlingsgenstande i garderoben.
Hvad er dit forhold til at klæde dig på?
”Jeg går utroligt meget i det samme tøj. Jeg er stor fan af idéen om fx at have ét par jeans, som jeg så slider fuldstændigt i stykker. Og så dukker der noget nyt op, og så er det det, jeg går i.
Jeg har altid undertrøje på, og så kan jeg godt lide en åben skjorte og en band-tee. Det er lidt som en uniform. Jeg tror, det handler om, at jeg har tøj mellem hænderne hele tiden, jeg arbejder med det hele tiden.
Og når jeg så skal klæde mig selv på, er det rart ikke at skulle tage for meget stilling til det, men bare have noget, man ved, der virker. Jeg tror, det er lidt ligesom musikere, der ikke nødvendigvis hører musik derhjemme – de har brug for stilhed. Det her er min version af stilhed.”