Besir Zeciri har arvet sin stil fra sin far: ”I 70’erne havde han den vildeste stil”
Det er en stærk og stolt tradition, at vi på redaktionen hvert år kårer de bedst klædte mænd i Danmark. Årets liste er endnu et bevis på, at man kan være velklædt på mange måder. Og at det handler om forståelse for komposition, kvalitet og selvsikkerhed, hvis man vil være velklædt. En af dem er den 34-årige skuespiller Besir Zeciri.
JEG HAR ARVET meget af min stil fra min far. Han kom til Danmark fra Nordmakedonien som teenager, og arbejdede senere som taxachauffør.
I 70’erne havde min far den vildeste stil, vi snakker brede trompetbukser, blomstrede skjorter, et stort hår, og han gik altid op i at være nybarberet og at have en strøget skjorte på.
Han har altid sagt, at tøj er måden, verden først møder dig på, så brug den ekstra tid på at stryge og fjerne pletter. Det er vigtigt.
ET ANDET IDOL var min storebror. Han gik i lyserøde skjorter, Bertoni- og Sand-jakkesæt i lyse farver og havde langt hår. I fucking Avedøre.