Viggos virksomhed sælger joggingtøj for millioner: ”Vi kommunikerer på en måde, som er identificérbar”

Viggos virksomhed sælger joggingtøj for millioner: ”Vi kommunikerer på en måde, som er identificérbar”

Som et hobbyprojekt begyndte Viggo Ebbesen Rungø under corona at køre rundt med joggingtøj til sine venner og bekendte. I dag er han en del af Berlingskes Talent 100-liste, Forbes’ ’30 under 30’ i Europa, og sidste år omsatte hans virksomhed, Boom Butik, for et tocifret millionbeløb. Vi har snakket med den 26-årige iværksætter om en depression, kinesiske rystemaskiner og hans drøm om at ændre fast fashion.

Offentliggjort

”BEKLAGER EKSTREMT, LUDVIG. Er 5-10 minutter forsinket!”

Sms’en tikker ind, mens jeg sidder på en bænk på Nørrebrogade og venter.

Den er fra Viggo Ebbesen Rungø. Han er 26 år, opvokset i Brønshøj og stifter og medejer af tøjmærket Boom Butik, der sælger T-shirts, hættetrøjer og andre basics. Sidste år solgte virksomheden alene i joggingbukser over 200.000 par og havde en bruttofortjeneste på 13,2 millioner kroner.

Efter et kvarter i solen over for Assistens Kirkegården kommer han og Peter Pagaard Sommer gående. Sammen med Felix Paul Geoffroy udgør de tre venner ejerkredsen.

Sorry, vores gå-møde trak lige ud,” siger Viggo Ebbesen Rungø.

Det er en god måde at få lidt luft på, mens man arbejder, fortæller han. Det er vigtigt, når man bruger så meget tid på kontoret, som han gør.

”I perioder har jeg nærmest levet derinde.”

For eksempel da han blev kåret til Berlingskes Talent 100, listen, der hylder de største talenter i dansk erhvervsliv under 36 år, eller da han kom på Forbes’ prestigefyldte liste ’30 under 30’ i Europa. Dengang fortalte han, at han arbejdede 85 timer om ugen, og det var måske endda lidt lavt sat, siger han.

Nu, hvor han forsøger at holde lidt weekend, er det ikke helt lige så slemt. Det er nærmere en 50-55 timer om ugen.

Viggos virksomhed sælger joggingtøj for millioner: ”Vi kommunikerer på en måde, som er identificérbar”

AFKASTET AF HANS hårde arbejde er heller ikke svært at få øje på. I baggården til Nørrebrogade mellem en luksus-genbrugsbutik og en shawarma-biks, holder Boom Butik til i en fire etager høj, gammel, rød murstensbygning med kæmpe, grønne vinduespartier og franske altaner på hver sal.

I stueetagen er der placeret to lange metalborde til venstre for en stor køkkenø, hvor huskokken Emil dos Santos hver dag laver frokost til bygningens 15 ansatte. Førstesalen er indtaget af Boom Butiks medarbejdere, og på anden sal sidder marketingsbureauet Pepas, som Boom Butiks ene medejer Peter Pagaard Sommer har startet.

Øverst oppe, på tredje sal, har Viggo Ebbesen Rungø kontor. Etagen er sparsomt indrettet med et træspisebord, blå ’Syveren’-stole, et skrivebord med udsigt ud mod gården og en daybed, der er redt op med Tekla-sengetøj.

Ved siden af badeværelset, der ligeledes er udstyret med Tekla-produkter, har Viggo Ebbesen Rungø et lille tekøkken. På hylderne står Condibøtter med kaffebønner. Under pryder en La Marzocco-espressomaskine, der koster i omegnen af 25.000 kroner.

Viggo Ebbesen Rungø elsker kaffe, men tillader kun sig selv én ’almindelig’ kop om dagen. Resten af tiden drikker han koffeinfrit, fortæller han.

”Jeg har ADHD og er i konstant dopaminunderskud, så det tager overhånd, hvis jeg ikke holder igen med kaffen.”

Viggo Ebbesen Rungø (tv.) driver Boom Butik sammen med sine to venner Peter Pagaard Sommer og Felix Paul Geoffroy (th.)
Viggo Ebbesen Rungø (tv.) driver Boom Butik sammen med sine to venner Peter Pagaard Sommer og Felix Paul Geoffroy (th.)

I FORÅRET 2020, under den første corona-nedlukning, boede Viggo Ebbesen Rungø stadig hjemme hos sine forældre. Han havde lidt erfaring med at starte en virksomhed fra tidligere, og det kriblede i fingrene efter at lave noget nyt.

På et tidspunkt så han sin kusine Dagmar i et par joggingbukser fra Fruit of the Loom (amerikansk tøjmærke, red.), og det gav ham idéen til Boom Butik, som han dengang kaldte ’Fruit of the Boom’.

Viggo Ebbesen Rungø købte et parti joggingtøj fra Fruit of the Loom hjem, oprettede en Instagram, hvor han tog imod ordrer i indbakken, og cyklede så rundt med pakkerne til sine kunder.

”Det var ikke den mest skalerbare model, men det var nok for mig. Jeg havde det sjovt og fik noget fra hånden under nedlukningen, hvor jeg alligevel bare gik og var lidt ked af det,” siger han.

Det har afspejlet sig meget i brandet og den forretning, Boom Butik er i dag, mener Viggo Ebbesen Rungø. I starten skulle han bruge billeder til sin Instagram, og fordi kunderne dengang var hans familie, venner og bekendte, tog han billeder af dem eller bad dem selv sende nogle.

”Der kom alt muligt skrald tilbage, men det så ægte ud. Jeg tænkte ikke engang, hvor kommercielt kraftfuldt det ville være.”

Sidenhen har de udviklet konceptet og gjort en dyd ud af at tage billeder, der ser lidt tilfældige ud, synes Viggo Ebbesen Rungø. Brandingen er en stor del af forklaringen på deres succes, mener han.

”Vi kommunikerer på en måde, som er identificérbar. Man kan se sig selv i billederne. Og så forsøger vi også at tale op til kunden ved at være ærlige omkring, at vi er en butik, der prøver at sælge dem noget.”

FØR VI BALANCERER den kogende kaffe ned i gårdhaven, trækker Viggo Ebbesen Rungø gardinet for enden af væggen til siden og afslører et lyst træskab. Indeni gemmer han sit vigtigste arbejdsredskab: Hans Chi-maskine. Ordet ’Chi’ er kinesisk og betyder noget i retning af energi.

”Maskinen ryster ens Chi ved, at man lægger sig på gulvet med fødderne placeret på den. Og så bevæger den sig frem og tilbage i horisontal retning,” forklarer han.

Chi-maskinens bevægelser løsner hele ryggen, så man får udskilt eventuelle giftstoffer, og kroppen bliver ladt op med ny energi, skriver forhandleren på deres hjemmeside.
Chi-maskinens bevægelser løsner hele ryggen, så man får udskilt eventuelle giftstoffer, og kroppen bliver ladt op med ny energi, skriver forhandleren på deres hjemmeside.

At være mentalt i balance er den største udfordring for Viggo Ebbesen Rungø, og Chi-maskinen giver hans nervesystem ro og hjælper ham med at have et stabilt energiniveau. Det er hans ven Niels Brandt (forsanger i The Minds of 99, red.), der har anbefalet ham den.

”Jeg vil gerne have, at det fremgår, at jeg er meget bevidst om det komiske i flekset, fordi det er en ligegyldig information,” siger han.

Alligevel er det et godt eksempel på, hvordan hans liv har ændret sig, efter han har fået succes med Boom Butik.

”Pludselig står jeg med Niels Brandt og får anbefalet en kinesisk rystemaskine. Tænk, at jeg har den mulighed. Han er fandme en inspirerende fyr.”

CHI-MASKINEN ER IKKE det eneste Viggo Ebbesen Rungø benytter for at få styr på nervesystemet. Han faster mindst tre timer, inden han skal sove, drikker kun én kop koffeinholdig kaffe inden klokken 12 og holder sig til en kost bestående af fibre, fedt og protein.

Om morgenen laver han ’professorens grønne grød’ med proteinpulver, som han drikker i løbet af dagen. Og til frokost spiser han tit noget andet end de andre, da han forsøger helt at undgå gluten og sukker.

”Jeg har lige skullet finde ud af, at jeg godt må komme med nogle specielle krav til vores kok, når det er mit firma, og det betyder noget for mig.”

Viggos virksomhed sælger joggingtøj for millioner: ”Vi kommunikerer på en måde, som er identificérbar”

FOR ET ÅR siden fandt Viggo Ebbesen Rungø ud af, at han har en kronisk depression. Det betyder, han er funktionel, men deprimeret, fortæller han. Det er svært at sige, hvornår det begyndte, men det har nok været, før han startede Boom Butik. Sidste år sygemeldte han sig så.

”Jeg havde et virkelig godt terapiforløb, som stadig er i gang. Da jeg kom tilbage, havde vi fået mange flere medarbejdere, og jeg skulle pludselig kommunikere meget tydeligt, hvad jeg ville med projektet, på en måde, så alle kunne se sig selv i det. Det hjalp mig med at finde min vision for Boom Butik.”

Hvad er din vision?

”Jeg kender ikke de præcise tal, men en stor andel af alt tøj, der sælges på verdens plan, kommer fra mærker som H&M, Zara, Weekday, Uniqlo og Shein, tror jeg. Deres priser minder om vores. Forskellen på os og dem er bare, at vores sortiment er meget mindre, og stort set ikke ændrer sig. Det har en masse fordele, som inspirerer mig meget.

Vi vil inspirere folk til at købe deres lavpristøj hos et brand som os, der laver simpelt tøj uden mange valgmuligheder. Deres ’udtryksfulde’ tøj skal de finde andre steder, fx i genbrug eller hos mindre mærker.”

Hvad er forskellen på at købe sine basics hos jer end fx Uniqlo?

”Ikke nogen. Det er lige meget, om det er Uniqlo, der sælger alt det tøj, jeg drømmer om, Boom skal sælge. Forskellen på os og de andre brands i vores prisleje er udvalget. Vi arbejder målrettet for at vise, hvad det helt simple tøj kan i samspil med det udtryksfulde. Vores vision er at prøve at påvirke efterspørgslen.”

Kan man ikke anklage jer for at være del af den fast fashion-industri, I kritiserer?

”Jeg foregiver ikke, at vi er et bæredygtighedsprojekt. Men om Boom Butik fandtes eller ej, shopper de fleste mennesker i det her prisleje. Jeg er ingen ekspert i bæredygtig tøjproduktion. Men vores produkter er simple og følger ikke de nyeste trends.

Jeg tror, at markedskræfterne råder, hvis man vil gøre en forskel uden for det politiske system. Derfor er man nødt til at have en ultrakommerciel vision for at ændre noget. Virksomheder er lavet til at skabe profit. Det er det, vores samfund er bygget op om.”

I har jo åbnet en ny butik i Stockholm. Hvad er jeres fremtidsplaner for Boom Butik?

”Vi vil vise en vej, som er kommercielt bæredygtig og samtidig et svar på det voksende ønske hos forbrugerne om mindre udskiftning i massemoden. Min drøm er at inspirere til en simpel æstetik med få udtryksfulde elementer af høj kvalitet.”

5 hurtige til Viggo Ebbesen Rungø

Hvornår står du op?

”For tiden står jeg op klokken 7. Men jeg fungerer seriøst virkelig godt, jo tidligere jeg står op. Nogle gange er det klokken 5 eller 4.30, og det lyder syret, men jeg elsker seriøst at stå op klokken 2. Så har man fem timer, inden alle andre vågner.”

Hvad er din skærmtid?

”Jeg tænkte, det var sjovt at lade bordet fange, så har ikke tjekket det på forhånd. Gennemsnittet for sidste uge er: fire timer og syv minutter … Øhm … Er det meget? Det er, fordi jeg har skullet administrere vores Instagram. Jeg ved ikke, om jeg lyver for mig selv, men jeg tror, det er derfor.”

Hvem er din vigtigste medarbejder?

”Det er svært at svare på. Hvis jeg må medregne mine medejere, Peter og Felix, som medarbejdere, så er det helt åbenlyst dem. Jeg er taknemmelig for, hvordan vi supplerer hinanden. Vi er vidt forskellige, men uden dem var jeg færdig for længst. De kender mine behov, og den omsorg, de drager for mig, er som balsam for sjælen. Vores trio betyder alt for mig.”

Hvornår fejrede du sidst en succes?

”Jeg er ikke så god til at fejre succeser generelt. Men for en måned siden var Felix, Peter og jeg på Baka d’Busk. Det er et dejligt sted. Skøn stemning og fantastisk mad. Dér følte jeg, vi kunne fejre noget, fordi vi havde haft et hårdt forår, hvor vi virkelig havde knoklet og skulle hænge i. Hvis jeg har ofret noget, føler jeg, der er noget at fejre. Det kan være ensomt at være leder nogle gange. Men dér kunne jeg mærke fællesskabet og fortroligheden mellem os tre, fordi vi havde knoklet sammen og delt ansvaret.”

Hvornår ville du ønske, du havde mindre ansvar?

”Nu når det er sommer, solen skinner, og der er god stemning på Nørrebrogade. Når jeg cykler hjem i sommervarmen og bliver konfronteret med glade unge mennesker i deres smarteste sommertøj, skal jeg lige huske mig selv på, at det ikke er sådan, jeg har det bedst. I momentet føles det som eneste rigtige at være ude og drikke en masse øl, og jeg får lidt selvmedlidenhed, men hvis jeg ville ændre det, havde jeg gjort det.”