Ny bog om Danmarks første blodige bandekrig
Foto: Egmonts historiske arkiv

Ny bog om Danmarks første blodige bandekrig

Tabernes historie

Hells Angels udraderede Bullshit i den første blodige bandekrig herhjemme. Indtil nu har vinderne haft held til at fortælle deres version bl.a. gennem HA-rockerens Jønkes selvbiografier. Men der findes en anden fortælling, mener Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, der har skrevet bogen ’Bullshit – fortællingen om en familie’.

18-årige Carsten, en spinkel blond fyr, som de andre kaldte Biafra, havde siddet i baren, da gruppen fra Nomads MC (senere Hells Angels) havde parkeret deres motorcykler udenfor og taget opstilling i baren.

”Er der nogle fra Nøragersminde (senere Bullshit) her?” havde et medlem af Nomads MC råbt.

De havde hevet Carsten ned fra barstolen og havde slået og sparket ham, mens han havde holdt sine hænder op foran ansigtet. Hans kæreste Ghita var også blevet slået i ansigtet.

”I er feje at være fire mod én,” havde hun skreget.”

(Uddrag fra ’Bullshit – fortællingen om en familie’.)

Ovenstående overfald i 1977 blev det, der senere skulle udvikle sig til rockerkrigen mellem Hells Angels og Bullshit. En konflikt, der gjorde Hells Angels til den dominerende gruppe med en monopol-lignende status på bandeområdet i to årtier, og som bogstaveligt lagde Bullshit i graven.

De to journalister Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har i arbejdet med bogen talt med 100 kilder og fået aktindsigt i 10.000 siders rapporter fra politiet, retsvæsenet og socialforvaltninger. Og det de fandt frem til kom som en overraskelse.

”Vi fandt ud af, at der var en kæmpe forskel mellem de to grupper. Jeg tænkte, inden jeg gik i gang, at det var en symmetrisk krig, hvor de var lige gode om det. Man når man dykker ned i det, finder man ud af, at der døde otte mennesker på Bullshit-fløjen, mens der på den anden side døde én HA-supporter, som blev dræbt i nødværge, og en uskyldig tilfældig person.

Det siger noget om forskellen i deres mentalitet. I HA kunne man bruge det at dræbe som en måde at avancere i hierarkiet. Men hos Bullshit smadrede det klubben, da de første begyndte at gå ned ad den vej.

Bullshit var ikke mordere på samme måde som Hells Angels,” fortæller Janus Køster-Rasmussen på en café på Amager få hundrede meter fra Bullshits andet klubhus.

Hvorfor har I valgt skrive den her bog?

”Jeg lavede tilbage i 2009 en dokumentar til DR2 om mordet på Makrel – han var præsident i Bullshit. Og der er bare nogle historier, der bliver ved en. Camilla, som er journalist på Politiken, var også grebet af historien, og sammen begyndte vi at researche og tale med kilder. Vi blev fascinerede af det her københavnske slumområde på Vestamager, hvor de unge rødder voksede op.”

I har valgt at referere fra bl.a. Jønke og Dan Lynges bøger. Men I har ikke talt med Hells Angels til bogen. Det er primært tidligere Bullshit-medlemmer og deres pårørende, man hører. Hvorfor?

”Hells Angels har givet deres version. Man plejer at sige, at det er vinderne, der skriver historien, og det kan man virkelig sige er tilfældet her. Det er de lykkedes med.

Vi synes, det har været interessant at skrive tabernes historie. Den har vi ikke hørt før. Vi har blandt andet fundet ud af, at HA’s version af begivenhederne omkring rockerkrigens dobbeltdrab på Restaurant Søpromenaden ikke stemmer overens med vidneafhøringerne i sagen.”

Hvad har I haft af betænkeligheder omkring jeres personlige sikkerhed ved at skrive om Hells Angels. De er jo stadig særdeles aktive?

”Det kan godt være, at Hells Angels ikke har fortalt alt til politiet og pressen, men vi skriver jo om sager, hvor der er faldet dom. Og vi beskriver så neutralt, som vi kan.”


Fra venstre: Ukendt, Lobo, Krølle, Høvding, Fanden, Makrel og Lillebror fra Bullshit.

Hvad er historien bag de personer, der blev til Bullshit?

”90 procent af rockerne fra den tid og deres kærester har haft en dårlig barndom med svigt, alkohol og vold. Makrels kone Pia fik tæsk af sin utilregnelige far, og hun holdt først op med at tisse i sengen om natten, da hun blev kæreste med en rocker.

De er vokset op i et område på Vestamager, hvor arbejderfamilier tog ud med en drøm om hus og havudsigt, men som kommunen inddæmmede, så det blev et stort sumpet område. Det blev også kaldt gummistøvle-kvarteret, for der var så fugtigt. Der var ingenting til de børn og senere unge, der voksede op der.”

Hvad kan vi bruge historien til i dag?

”Når man taler om bandekrigen i dag, er det hele meget historieløst. Vi har haft de her konflikter før, men det virker som om, vi taler om noget helt nyt. Krigen dengang mellem HA og Bullshit har flere ligheder mellem Loyal to Familia og de mindre bander, de kæmper imod.

Loyal to Familia er ligesom Hells Angels en gruppe, der vil have monopol på bandemarkedet og er klar på ekspandere til resten af landet, mens de mindre bander ligesom Bullshit er mere løst organiserede og er trætte af, at der kommer nogle og siger til dem, hvordan tingene skal være. Det er de samme mønstre. Dengang hed de bare Kim, Tina og Henning.”

Hvordan løser man det?  

”Hårde straffe hjælper tilsyneladende ikke. Det er i fængslerne, de aspirerende rockere i vores bog bliver radikaliseret og tager det næste skridt mod hardcore kriminalitet og bandetilhørsforhold.

Mens de er i fængslet, bliver det en stærk identitet for dem at være med i en bande, de sover f.eks. med deres vest på. Det, der kan hjælpe dem, er andre typer fællesskaber.

Man ved meget lidt om, hvad der får unge til at vælge det ene fællesskab frem for det andet. Det er noget, man først for nylig er begyndt at forske i. Det skulle man måske hellere tage at smide nogle penge efter, fremfor at smide dem på vand og brød i længere og længere tid.”

’Bullshit – historien om en familie’ udkommer 25. oktober på Gyldendal. Pris 349 kr.

LÆS OGSÅ: Mattias Tesfaye: ”Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis den der Robyn-cd med coke var nået til mig?"

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Brøndby kommune: “Vi bor her, det her er vores liv, og vi flytter aldrig herfra”

LÆS OGSÅ: Mads Holger: Familien står frem et år efter hans død