I 2022 tog journalist Tobias Sydradal en livsomvæltende
beslutning: Det næste år skulle han gå hjemme på fuld tid med begge sine døtre.
To år tidligere havde han og kæresten, nu konen, Nanna valgt at sælge
deres andelslejlighed på Vesterbro og flytte til københavnerforstaden Herlev,
til et billigt rækkehus, tæt på hendes forældre.
Det var, omkring samme tid som deres datter egentlig skulle
starte i institution, men på grund af det stigende fokus på danske
daginstitutioners pressede tilstand valgte de i stedet begge at gå på deltid
for at hjemmepasse på skift.
Tobias Sydradal sagde sit job op i DR, et job, han
identificerede sig med, og fik i stedet en deltidsansættelse på DTU som
kommunikationsmedarbejder. Siden kom endnu en datter til, og presset med at
hjemmepasse blev for stort.
I august 2022 besluttede han derfor at tage det til næste
niveau, sige deltidsjobbet op og gå fuld tid derhjemme med begge døtre i et år.
Beslutningen viste sig at være ”den bedste nogensinde”, og
det har Tobias Sydradal nu skrevet en bog med titlen ’Hjemvendt’ om.
Tobias,
i bogens første scene skændes du og din kone, Nanna, blandt andet om jeres ældste datter skal i institution.
Allerførst, hvorfor ville I ikke sende hende i daginstitution?
”Vi blev forældre, nogenlunde samtidig med at folk
demonstrerede for bedre
forhold i daginstitutionerne, og både DR og TV2 viste dokumentarer om pressede
daginstitutioner (DR: ’Hvem passer vores børn’, TV2: ’Eksperimentet med vores
børn’ & ’Daginstitutioner bag facaden’, red). Det kritiske blik tog vi med
os.
Daginstitutionen, vi fik tilbudt, da vi boede
i København, var temmelig ringe. Lederen var sygemeldt med stress, og flere
pædagogstillinger var ubesatte.
Vi nåede grænsen for, hvornår man normalt
plejer at sende sine børn i
daginstitution, og kunne mærke, at vi havde lyst til at bruge mere tid med
vores barn, end man kunne få med to fuldtidsstillinger.
Derfor besluttede vi at omlægge vores liv. Vi
solgte vores lejlighed og flyttede ud af byen. Heldigvis tjente vi nogle penge
på salget og købte et nyt sted på et tidspunkt, hvor man kunne låne med en
minusrente. Så selvom vi
prioriterede, var vi også privilegerede.
Ved at sige farvel til nogle ting, vi
identificerede os med, var vi heldige at få nogle andre ting, der gjorde, at vi
havde mere tid med vores børn.”
Skal
man være privilegeret for at være hjemmegående?
”Både-og. Jeg kender mange hjemmegående, man nok
ikke ville kalde privilegerede. Men jeg anerkender, at alle ikke kan gøre det
samme som os, og jeg siger heller ikke, alle burde gøre det. Men jeg håber, at
normerne ændrer sig, så det
på sigt bliver nemmere at tilvælge den ekstra tid med sine børn, man som
familie har lyst til.
Ved at fortælle, hvor fantastisk det kan være,
skubber jeg forhåbentligt til samtalen. Det er ærgerligt, hvis den slutter, når
man siger: ’Jeg har ikke mulighed for det samme’. Hvis nok ønsker det, får det
på et tidspunkt noget demokratisk magt.”
Er det
bedre for et barn at være derhjemme end i vuggestue?
”Grundlæggende tror jeg, at kærlighed gør en
forskel, og jo yngre barnet er, des større forskel. Vi traf jo valget om at gå
hjemme med vores børn, fordi vi mente, det var et bedre alternativ til
daginstitutionen. Men det
handler jo om, hvilken vuggestue man får tilbudt, hvilket barn man har, og
hvilken livssituation man er i.
Undersøgelser viser jo, at det står sløjt til
i daginstitutionerne. Især hvis man ikke kommer fra et ressourcestærkt hjem.
Men det er en nuanceret samtale og ikke den, jeg ønsker at starte med bogen.”
Hvilken
samtale ønsker du at starte?
”Bogen er ikke en beskrivelse af
hjemmepasningens lyksaligheder. Jeg er ikke ude at plædere for, at alle skal gå
hjemme med deres børn indtil børnehave- eller skolestart. At jeg valgte at gå hjemme med
mine døtre, ser jeg mere som en forstørret version af den øremærkede barsel,
der er tilkommet mænd.
Jeg vil bare gerne fortælle, at det at gå
længere tid hjemme med mine børn er det bedste, jeg nogensinde har gjort.
Samtidig har det også været noget af det mest udfordrende. Og jeg håber, at
andre mænd får lyst til at bruge mere tid sammen med deres børn af at læse min
bog.”
I dag
går dine børn i børnehave og skole. Hvorfor gør de det?
”Det var aldrig pointen at dreje ind på et
permanent alternativt spor. Jeg opfatter meget mig selv som en del af samfundet. Det
var lidt en protestbevægelse mod kvaliteten af daginstitutioner. Vejen fremad ligger et sted inde
i midten. En meget
polariseret samtale kommer ikke til at betyde noget for majoriteten.
I
første omgang er det fantastisk at tage den øremærkede barsel, men på sigt,
håber jeg, at det fører til, at vi prioriterer mere tid med vores børn. Vi skal
blive bedre til at tale om manderollen, og hvad den skal være, nu hvor både
kvinder og mænd kan være forsørgere.”
Vil du
uddybe det?
”Selvom manderollen har ændret sig enormt
hurtigt de sidste generationer, bliver mænd stadig opdraget til at være
forsørgeren.
Jeg har hørt psykolog og mandeforsker Svend
Aage Madsen sige noget i stil med, at fordi mænd i generationer har været nødt
til at tage på arbejde, uanset om de følte for det eller ej, så har det været formålstjenligt
for mænd at undertrykke deres følelser.
Med den øremærkede barsel skal mænd nu træde
ind i hjemmet og være omsorgsgiver, og dér vil de møde nogle forhindringer.
For
at drage omsorg for sine børn, er man nødt til at kunne kommunikere på samme
følelsesmæssige plan som dem. Man skal være i kontakt med sine egne følelser.
Og det oplever jeg ikke, mænd i dag er opdraget til.
Jeg håber, at nogle mænd, ligesom mig, går på
arbejde efter deres barsler og har en helt anden forståelse af hjemmets værdi
og virkelighed.
Nyere forskning tyder på, at mænd, der har
været på længere barsel, i højere grad er tilbøjelige til at tilpasse deres
arbejdsliv efter deres familieliv og ikke den anden vej rundt.
Kvinder har været på en bevægelse fra hjemmet
til arbejdet, og nu er mændene på en bevægelse fra arbejdet til hjemmet.”
Havde
du gjort det samme i dag?
”Det ved jeg ikke. Jeg ville stadig bruge mere
tid med mine børn, mens de var små, jeg ville ikke sende min yngste i vuggestue
som helt lille. Men hvor længe jeg ville gøre det, ved jeg ikke.
Der er meget værdi i at gå hjemme, men det
kommer an på, hvordan det kan lade sig gøre, og hvilke muligheder man har. Kan
man finde en god legegruppe osv. Det kommer an på mange ting, men jeg hælder
mest til ja.”
