BO BECHS store, bløde, kødfulde hænder arbejder hurtigt, præcist og uden pause. Han læner sig ind over bordet og justerer, monterer og arrangerer med nøje afmålte bevægelser. Han er tavs og har været det de seneste mange minutter. Vi er nået til det tidspunkt på aftenen, hvor man som internationalt respekteret stjernekok har skruet ned for al unødvendig snak og udelukkende kommunikerer med sine nærmeste medarbejdere med enkle, letforståelige ordrer for at mindske risikoen for fejl og misforståelser i et køkken.

Klokken har passeret 18, om en halv time begynder middagen. De første gæster er ankommet, og mens de hænger vinterjakkerne på bøjler i garderoben, er Bo Bech gået ud på terrassen for at tilse grillen, hvor flere af aftenens i alt ni retter skal tilberedes. En mandag i december, få dage inden statsminister Mette Frederiksen for anden gang på et år lukker ned for store dele af Danmark, har Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen inviteret en lille gruppe kunstsamlere og venner af galleriet til en gourmet-aften i selskab med Bo Bech. Galleriet repræsenterer John Kørner og Tal R og en lang række andre danske og internationale kunstnere, og det er galleriejer Bo Bjerggaards erfaring, at mennesker, der interesserer sig for kunst, er sanselige mennesker, som sætter pris på at spise godt. Aftenens gæster tilhører landets kreative, akademiske og finansielle elite. De ved ikke, hvad der venter dem. De ved kun, at de skal tilbringe nogle timer i selskab med Bo Bech, som har placeret sit anretterbord i et hjørne af galleriets aflange, hvide lokale med neonrør i loftet. Gæsterne skal sidde ved tre runde borde med hvid dug. På hvert bord står et flere kilo tungt turkisfarvet glasfossil som dekoration, men ud over det er bordene tomme.

”Gæsterne skal komme til et nøgent bord, som folder sig ud,” forklarer Bo Bech til sine to tjenere, Malene og Marko, som han har hyret for en aften. Til daglig arbejder de på Geist på Kongens Nytorv. Det samme gør kokkeeleven Daniel, som har travlt i galleriets køkken ude bagved, hvor fade med jomfruhummer og gråænder står klar. Bo Bech siger til Malene og Marko, at de skal holde sig klar med champagnen, når gæsterne er kommet af med overtøjet. Han beder sine to tjenere om, at de ikke skænker op i champagneglas. Bo Bech ved ikke noget værre end høje, tynde champagneglas, flutes, som han kalder dem.

”Elsker jeg flutes?” spørger Bo Bech og svarer selv: ”Nej, jeg hader flutes.” Han nyder champagnen bedst, når den skænkes i store vinglas, som man kan stå og lege med, og hvor man kan få næsen ned og fornemme aromaen og mærke boblerne på næsetippen. Malene og Marko nikker og begynder at pudse vinglas med viskestykker og stiller dem klar på lange, lige rækker i vindueskarmen.

Klokken er 18.30. De sidste gæster er ankommet. Alle tager plads ved de tre borde. Bo Bech befinder sig i det, han kalder finalen. Finalen er der, hvor det viser sig, om alle forberedelser og aftaler holder stik. Eller om de vælter med et brag.