FREDERIK NÆBLERØD ER på vej videre. Mens musikken buldrer løs med begejstret up-beat-musik, styrter han rundt i sit atelier mellem de mange lærreder, der ligger spredt hist og pist på de røde, men for længst tilsvinede fliser. Nogle af dem slår han et strejf på med en pensel, nogle klatter han på, og nogle overhælder han med maling direkte fra bøtten. Andre nøjes han med at kommentere i forbifarten:

”Ej, det ligner næsten en vandmand. Hvor er det smukt,” siger han om det ene.