Kafeterias afløser er fundet: Ny restaurationskonge rykker ind på Statens Museum for Kunst

Måske kender du ham fra steder som Picnic på Glyptoteket, Restaurant Alf, Démodé og som en af partnerne bag Prolog Coffee.

Kafeterias afløser er fundet: Ny restaurationskonge rykker ind på Statens Museum for Kunst
Offentliggjort

I lang tid har landets største kunstsamling ikke været den eneste grund til at lægge vejen forbi Statens Museum for Kunst ved Østre Anlæg i København. De seneste syv år har Frederik Bille Brahe og hans hold af dygtige kokke, under navnet Kafeteria, kreeret smukke anretninger i de storslåede, lyse lokaler med udsigt over pladsen foran museet.

Allerede i april meldte de dog ud, at de fra den 1. september ville være færdige som forpagtere af museumskantinen – uden nogen egentlig begrundelse. Fremtiden for caféen har derfor været uvis.

Men nu er afløseren fundet.

Tirsdag den 16. september åbner Magnolia. Ligesom Kafeteria bliver det med en menu, der følger dagens gang helt fra morgenstunden.

Kafeterias afløser er fundet: Ny restaurationskonge rykker ind på Statens Museum for Kunst

Bag Magnolia står Lasse Askov, som bestemt heller ikke er et ubeskrevet blad på Københavns madscene. Han er i forvejen involveret i Glyptotekets museumscafé Picnic, Restaurant Alf på Gammel Kongevej, Démodé, Saji, og så er han en af partnerne bag Prolog Coffee.

Ligesom hos Kafeteria bliver der fokus på kvalitet og æstetik, mens bæredygtigheden også vil være i højsædet. Om det nye koncept udtaler Lasse Askov i en pressemeddelelse:

”Bæredygtighed er ikke noget, vi pynter os med – det er en del af vores DNA. Hos Magnolia deler vi SMK’s fokus på både grøn og social bæredygtighed. Vi arbejder med årstidens råvarer og kortere forsyningskæder, og vi minimerer madspild ved at tænke cirkulært både i menu og materialer. Vores cremede græskarpasta er fx lavet på Eat Wasted’s pasta, produceret af overskudsbrød. Allerede fra åbningen sender vi vores kaffegrums til den cirkulære svampefarm ‘Bylandbruget Baggaarden’, som dyrker svampe i netop den kaffegrums, vi leverer – og som vi serverer i caféen.”

Kafeterias afløser er fundet: Ny restaurationskonge rykker ind på Statens Museum for Kunst

Hos SMK er der også stor glæde over det nye samarbejde:

”Det er vigtigt for os, at vores café matcher museets ånd – og vi glæder os til samarbejdet med Magnolia, der sætter bæredygtighed, kvalitet og æstetik i centrum,” siger Anne Kirkegaard, vicedirektør og administrationschef på museet.

Magnolia åbner sammen med resten af Statens Museum for Kunst tirsdag den 16. september klokken 10.