Jonas Holst Schmidt er formentlig blandt de dårligste i Danmark til at tjekke sin mail. Det er der en rigtig god grund til

Jonas, vi skal tale om din rolle i Jeppe Røndes nye film, ’Kærlighedens Gerninger’, men først vil jeg lige nævne en enkelt ting. I forbindelse med planlægningen af artiklen her, fik jeg at vide, at du er ekstremt langsom til at svare på mail, så jeg skulle nok lige væbne mig med tålmodighed.

”Ha ha, ja, det er rigtigt nok. Jeg tjekker ikke min mail så ofte.”

Hvorfor?

”Jeg kan godt have svært ved at sidde stille og samle mig om én ting, og den praktiske del af det, jeg laver, interesserer mig meget lidt. Jeg har brug for ro. Roen er helt essentiel for mig. Det er også en af grundene til, at jeg er flyttet fra København til Sdr. Bjert.”

Hvad er grundene ellers?

”Jeg og min kæreste sad dyrt i det i en treværelseslejlighed i København, og da vi blev forældre, blev vi enige om, at vi skulle have noget større. Jeg har en ekstremt varierende økonomi. Nogle gange er der meget at lave, andre gange er der ret stille. 

Så for to et halvt år siden flyttede vi til et hus med have i Sdr. Bjert, som ligger tæt på Kolding, hvor jeg er født og opvokset. Det er noget helt andet, et nyt sted, et nyt liv.”

I 2018 meldte du ud på Facebook, at du året før havde fået en depression. Er du okay med at tale om det i dag?

”Ja, det er jeg. Jeg fik stress og en depression og havde i lang tid, nok længere tid end jeg måske selv kunne vedkende mig, gået rundt og haft det dårligt. Jeg gik på konservatoriet på det tidspunkt, og jeg elskede at gå der, hele miljøet og dem jeg gik sammen med. 

Men jeg blev syg og var nødt til at trække mig og blev sygemeldt i et år, hvor jeg flyttede hjem til min mor. Min kæreste flyttede med.”

Hvad skete der? 

Jeg havde det ikke godt. Jeg havde presset mig selv i for lang tid. Det at spille musik drænede mig. Det begyndte at ringe med forskellige lyde og toner i begge mine ører, jeg fik angstanfald og mit hår begyndte at falde af i totter.”

Det lyder voldsomt?

”Det var det også. Og jeg tænkte: ’Jeg kommer ikke tilbage til det her. Jeg kommer ikke til at spille musik mere. Det er ikke det, jeg skal.’ Jeg havde mistet lysten. 

Alt det, jeg forbandt med at synge og at skrive musik var lige pludselig blevet noget dårligt. Alt det, der ellers havde betydet så meget for mig, siden jeg var en lille knægt og startede som en leg, var pludselig blevet noget, der tog hårdt på mig.”

Hvordan kom du så igennem det?

”Med masser af vilje. Og støtte fra min kæreste ikke mindst. Det var en lang proces, hvilket mange, der har oplevet det, vil kunne skrive under på. Det er svært at romantisere en depression, og det skal man heller ikke. Den er bare barsk. 

Stressreaktionen er voldsom, og ens krop heles langsomt, nok meget langsommere end tempoet i vores samfund egentlig tillader. Jeg kunne ingenting, jeg ville ingenting. Men jeg har det godt i dag, og jeg fik allernådigst lov til at komme tilbage på konservatoriet og gøre min uddannelse færdig.”

Udadtil virker det også til, at du lever et liv med ret meget tryk på. Der er filmrollerne, og så har I i Blaue Blume spillet et væld af koncerter denne sommer? Hvordan kan du navigere i alt det nu?

”Det kan jeg, fordi jeg er blevet far. Og i kraft af vores nye hjem i Sdr. Bjert. Det er et stærkt anker, som gør, at jeg kan gå ind og ud af alt det hurlumhej, som der nogle gange godt kan være en del af i branchen. Noget, som jeg ikke nødvendigvis føler mig synderligt godt tilpas i. Jeg vil gerne være god til det, men det falder mig ikke naturligt.”

Hvad er det, jeres hus kan, og hvornår slapper du så mest af?

”Når jeg slår græs. Det kan et eller andet, det rum. Vi har et gammelt hus, som jeg går og bygger lidt på hele tiden. Jeg har lige bygget en stor terrasse uden for mit studie. De projekter kræver min fysik mere end min tankevirksomhed. Det giver mig en ret fin balance, så jeg kan manøvrere i også at komme herover til København og spille koncert for en masse mennesker og stå på en rød løber. Jeg går til det på en anden måde end før. Et eller andet sted var jeg faret lidt vild i det. I det hele. Med tiden har jeg fået et andet perspektiv på det at udtrykke mig.”

Hvordan har det været for dig at spille rollen som Jakob i Jeppe Røndes nye film?

”Jeg har fået et personligt forhold til karakteren, selvom det jo til dels er Jeppes personlige fortælling. Jeg har netop set filmen i Ringkøbing til en forevisning for statister og andre på holdet, og der blev jeg ramt af en kæmpe stolthed over at have været med i det. 

Det er jo vildt lang tid siden, vi optog den, og jeg har været væk fra alt arbejdet med den. Men der, i Ringkøbing, kunne jeg se filmen udefra. Se den karakter, jeg har skabt, det menneske, jeg havde fundet ind til, som levede og åndede på lærredet. Det ramte mig virkelig.”

Jakob har en helt vild indre vrede. Er det også noget, du har i dig?

”Jeg ved nok godt, hvordan den vrede kan komme til udtryk i mig rent fysiologisk. Jeg ved, hvor den sidder i kæben, i spændingen. Jeg er bestemt ikke vokset op et hårdt sted, som ham. 

Jeg har en dejlig mor og far og søster, en god familie, men jeg har nok en adgang til det meget melankolske og et sted i mig, hvor jeg er alene på godt og ondt. Det synes jeg i høj grad, at vi, Jakob og jeg, har tilfælles. Han har et traume med sig og er et – som jeg tolker ham – uelsket menneske.”

Der er også lidt slagsbror-vibe over ham, synes jeg. Fx i en ret hård scene på en bodega. Er det en følelse, du kender til?

”Ha ha, det ligger bestemt ikke til mig, men det var sjovt at spille det der. Jeg kender den aggression og den følelse af ensomhed, han har. Jeg tænkte: ’Hvad sker der, hvis jeg tager de følelser, den indebrændthed, ud i yderste potens.’ I forbindelse med filmen begyndte jeg også at træne rigtig meget og tog lidt på i vægt. Det gjorde også noget ved min mentalitet.”

Der ligger jo rigtig meget i ikke at sige for meget. At man kan mærke vreden ulme inde under al roen?

 ”Præcis. Det er den store kunst. At udfolde det. Og det har jeg dyrket over lang tid sammen med Jeppe. Vi har siddet helt stille og roligt og forsøgt finde frem til, hvad det er, der foregår inden i Jakob. 

Han er dybest set en dreng, der er blevet efterladt i barndommen. Han er et svigtet barn, som står helt alene, og det dukker hele tiden op i hans mandefacon som voksen. I de der stille blikke, hvor man tænker: ’Hov, er han såret eller vred eller sårbar nu?’”

Og han minder ikke om dig?

”Nej. Men jeg kender også det at skulle finde ind til noget i sig selv, som man må se i øjnene for at kunne komme videre og i sidste ende forsøge at leve et godt liv. Jeg har en helt anden afklarethed omkring, hvem jeg er nu. Og den afklarethed fandt jeg først, da jeg blev far. Selvom det lyder som en kliché.”

Du siger, at du har brug for meget ro, men samtidig laver du både film og musik og bliver ret ofte eksponeret i rampelyset. Hvordan giver det mening?

”Jeg føler, at jeg kan være mig selv derhjemme i Sdr. Bjert, og så, nu, kan jeg det andet her samtidig. Derhjemme kan jeg lade op og være i det små, i det lille liv. Der skriver jeg også mine sange, som er meget personlige, som vi så ekspanderer op i en stor skala, når vi går på scenen. Det kan jeg kun, fordi jeg kan veksle mellem de to forskellige rum, om man så må sige.”

Jeg så jeres koncert på festivalen Syd For Solen, hvor det virkede til, at der var enormt meget kærlighed. Både blandt jer og publikum, men også mellem jer på scenen?

”Det var også det, jeg oplevede. Jeg er et sted nu i min karriere, hvor jeg virkelig har givet mig selv lov til at nyde at spille musik. Og gøre det ud af ren kærlighed. Før i tiden var det hele knudret sammen for mig. ’Hvorfor gør jeg det her, hvad betyder det her for mig?’ Men jeg har fundet en vej til at få det hele til at hænge sammen. 

Jeg er et sted nu, hvor jeg er heldig at kunne gå ind og ud af det, jeg laver kreativt. Og hele tiden finde hjem til det, der er det vigtigste i mit liv.”

Hvad laver du så ud over at slå græs og bygge en terrasse? Er du god til at lave mad?

”Ha ha, nej, det er jeg sgu ikke. Jeg havde heller ikke tænkt, at jeg skulle være god til at bruge hænderne på vores hus i sådan en håndværksforstand. Men det har jeg lært. Jeg har en ret stor perfektionist i mig, og det kan godt overføres til andre udtryksmuligheder. 

Når jeg og drengene i Blaue (Blume, red.) er i studiet, så skal den fandeme være der. Det skal være ordentligt. Jeg kan godt være lidt fanatisk på det punkt. Omvendt har jeg så også et helt andet liv, hvor jeg går ture og cykler med mine børn i børnehave og skole. Og hvis jeg får min kæreste med på det, så skal vi også have en hund. Jeg laver en full circle på det hele.”

Hvad har din sygdomsperiode betyder for de andre i Blaue Blume?

”Det har været skidesvært. Da jeg var syg, blev deres eksistensgrundlag ligesom også revet væk under dem. Vi har lavet det her i så mange år og tænkt: ’Det er det her eller ingenting.’ Som ethvert andet ungt band, så troede vi jo, at vi skulle ud og erobre verden. 

Vi spillede hele Europas små spillesteder tyndt og gjorde det gerne så billigt som muligt, så det hele gik i nul. Vi levede hele den livsstil, og på et tidspunkt var der også interesse fra nogle store kanoner, som så i sidste ende ikke ville noget alligevel. Alle bands, der har været igennem det samme, ved præcis, hvad jeg snakker om.”

Hvor står I så nu?

”At vi fandt tilbage til hinanden efter det forløb, har kun gjort os stærkere som kollektiv. Vi har spillet sammen, siden vi gik i 1. g, og vi har taget en beslutning om, at uanset hvad og hvordan succesen former sig, så kan vi ikke leve uden det projekt, vi har sammen. Succesen ligger i ’bare’ at lave det, vi laver. I processen.”

Det er måske også meget sundt, at I ikke hele tiden går og tænker over, om I skal spille på Wembley eller noget i den dur?

”Det er ikke ambitionen længere. Men det er megafedt at se, at der hele tiden kommer flere lyttere til, og at vi hele tiden bygger på i Blaue. Jeg har en masse sange liggende, som jeg gerne vil rykke hurtigt på, så vi går nok snart i gang med lave en ny plade. Vi er også på turné lige nu og frem til november. Og så kommer der noget mere næste år. En stor koncert, faktisk.”

Spændende?

”Ja, og så må jeg vist ikke sige mere om det. Det er lidt vovet, men det bliver stort. Jeg føler, at vi er klar til at indtage en endnu større scene. Mange synes, at sangene på vores nye plade er ret dark, men jeg synes, vi har vist, at man faktisk godt må have en fest til vores musik. Det er det næste skridt for vores vedkommende, at man både kan grine og græde til det, vi laver.”