Kevin Kafesu: “Jeg kan godt lide idéen om at eje noget, som ikke er det samme, som alle de andre har”

The Illustrated Book of Ivy

”Det er en japansk bog om Ivy League-stilen, som man kender fra Yale og Harvard og de andre amerikanske universiteter i 1950’erne. Slips, blå blazere og den slags. Det er sådan en arketypisk måde at klæde sig som mand. Og det er en stil, som modefolk i Japan virkelig har taget til sig.

Jeg købte bogen for to år siden på Instagram af David Marx, som har skrevet en meget berømt bog om emnet, der hedder Ametora. Jeg tror, den kostede 80 dollar at få sendt fra Tokyo. Ud fra bogens forside ligner den jo noget, man kunne give til en otteårig, som skulle lære om herregarderoben. Men indholdet er vildt gennemført og er en slags guide til alt fra skræddersyede habitter til skjortekraver og håndsyede lædersko. Så det er ekstremt teknisk, men formidlet demokratisk med de her sjove illustrationer. Hvis du havde Pierce Brosnan på forsiden, ville det virke alt for alvorligt.

For mig repræsenterer bogen min fascination af japansk modekultur. Det startede for mig i 2010, da jeg var indkøber for en tøjbutik i Birmingham, hvor vi begyndte at købe japanske mærker hjem til butikken. Siden har det bare taget fart. Japanerne har et vildt godt øje for detaljer, og nu laver de tøj, som er inspireret af den vestlige verden, men kvaliteten er bare langt bedre. I den moderne modeindustri er der alt for meget fokus på, at alting skal være nyt, nyt, nyt. I Japan har de ekstrem respekt for kvalitet og for, at tingene skal laves godt, så det holder i mange år.”

Solbriller fra Jacques Marie Mage

”Sidste sommer besluttet jeg mig for, at dette par skulle være de første solbriller, jeg for alvor investerede i. Hvis man ser gamle fotos af Yves Saint Laurent eller Malcolm X, lægger man virkelig mærke til deres briller. Der er en masse attitude, som man automatisk får med, når man køber de rigtige solbriller.

Jeg går kun med ét par. Jeg skifter ikke ud hveranden dag, så derfor kan jeg godt forsvare at bruge 600 dollar på et par briller. Jeg købte dem online, så det var lidt af et gamble, men heldigvis passede de perfekt. Der findes kun 400 eksemplarer af dem, og mine er nummer 340 i serien.

Jeg kan godt lide idéen om at eje noget, som ikke er det samme, som alle de andre har. Man behøver ikke have hundrede forskellige ting, hvis man bare køber én ting, man virkelig er glad for. De er blevet en del af min personlighed nu, fordi jeg altid har dem på. Altså, når solen skinner. Aldrig indenfor.”

Ruskindsjakke fra Levi's Vintage

”Jeg faldt over den tilbage i 2011, da jeg var juniorindkøber for en butik i Birmingham. Vi besøgte ofte Levi’s showroom i London, og som oftest fik vi lov at få et par ting med hjem. Efter jeg havde udset mig denne, fik jeg at vide, at kostumedesigneren på James Bond-filmen ’Skyfall’ netop havde købt 20 eksemplarer af jakken til Daniel Craig. Da filmen kom ud et år senere, var der en scene, hvor James Bond får en drink på en strandbar, og han er iført netop dén jakke.

Jeg har rejst virkelig meget med den, så den har fået en del slitage. Det er lidt ligesom med denim – når en ruskindsjakke bliver brugt, udvikler den sig. Den får karakter. Det er synd, at der ikke er flere, som bliver glade for at se deres tøj ældes. Jeg bliver glad af at se en slidt jakke, fordi jeg kan se, at den bliver brugt. Jeg har nok haft den på 150 gange, og den kan nok tåle at blive gået med 100.000 gange, fordi håndværket i den er så vanvittigt godt. Den er bygget til at holde.

Der er ofte folk, der spørger, om jeg er interesseret i at sælge den. Lige efter ’Skyfall’ så jeg den udbudt til lige omkring 2.000 pund på eBay. Jeg aner ikke, hvad jeg ville få for den i dag, men jeg kommer aldrig til at sælge den.”

Rolex Datejust 116200

”Jeg købte det her ur, da jeg fik min søn. Jeg har praktisk talt købt det til ham. Det skal være et symbol på den tid, vi har sammen.

Jeg vil tro, det tog mig omkring to år at beslutte mig for den rigtige model. Jeg har brugt lang tid på at researche diverse websites, podcasts og butikker i byen, men da jeg fandt det her, vidste jeg, det var det rigtige.

En dag håber jeg på at starte en samling, og så vil det her være specielt, fordi det er det første. Den idé kan jeg godt lide. Jeg er født i Zimbabwe, hvor man altid markerer sit barns 21-års fødselsdag ved at give sin søn eller datter en nøgle som symbol på, at de nu går ind i de voksnes rækker. Når min søn fylder 21, tror jeg, det er på tide, han arver det her ur fra mig.”