Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

"Armene sitrer af træthed. Efter at have fisket tre sæsoner uden trofæfisk får jeg to på én dag"

Foto: Rasmus Linaa

"Armene sitrer af træthed. Efter at have fisket tre sæsoner uden trofæfisk får jeg to på én dag"

Højdepunktet i hans liv som fluefisker var dengang, han fangede to kæmpeørreder på samme dag. I selskab med to af verdens bedste fluefiskere, i en af verdens smukkeste ørredfloder. ForfatterenKristian Bang Fossfortæller om dagen i New Zealand i 2013.

Floden løber et sted i højlandet. Det er sen aften, og min ven Ronan Creane og jeg står på en klippeafsats og stirrer ned i mørket. Et sted dernede kan vi høre et strømfald bruse, men lyset fra vores pandelamper kan ikke nå bunden. Fluestængerne er spændt fast på siden af rygsækkene.

Vi er kommet for sent af sted – da vi forlod firehjulstrækkeren ved muddersporet oppe på toppen af kløften, var det allerede begyndt at skumre. Planen er at overnatte nede ved floden og begynde at fiske tidligt næste morgen, men et lodret fald har fået os til at stoppe op. Ronan vil klatre og hænger allerede med benene ud over skrænten. Måske er det bare min snert af højdeskræk, men jeg sætter hælene i og nægter. Ronan føjer mig og kommer op igen, og et stykke længere henne finder vi til min lettelse en skråning, vi er i stand til halvt at kure, halvt at gå ned ad, indtil det endelig flader ud, og vi står i bunden af kløften.

LÆS OGSÅ: "At gå på jagt er ikke en sport. I sidste ende er det levende væsener vi slår ihjel. Det er noget andet end at vinde en tenniskamp"

Vi krydser floden. Ude i vandet er vi fri af de træer, der vokser i den smalle kløft, og kan kigge op på stjernehimlen. Vandet føles lunt, det er blevet opvarmet af solen hele dagen og er endnu ikke nået at køle. Jeg lyser omkring mig i vandet med min pandelampe for at se, om vi tiltrækker en newzealandsk ål. Når sandheden skal frem, er jeg en smule bange for dem. ”They tend to induce a kind of fear in you, but they are really quite mild and gentle creatures,” som Ronan siger.

Vi når frem, og jeg spænder et let oversejl ud mellem nogle træer, mens Ronan samler brænde til et bål. Da vi pakkede rygsækkene, fik vi forsyningsangst og endte med både at medbringe en flaske rødvin og en flaske whisky – hældt over på plastflasker pga. vægten. Vi får vin til maden og sidder bagefter og kigger ind i ilden med vores whisky. Jeg rejser mig og går hen til vandet med min kop. Der er en vårflueklækning i gang, og mens jeg fylder koppen og drikker, flakser de omkring mit hoved og bumper ind i mit ansigt, tiltrukket af lyset.



Vi fortsætter med at smide brænde på ilden og hælde whisky op og sidde og tale i bålets klokke af lys, mens floden løber i mørket få meter fra os. Natten er mild og uden regn, og whiskyen smager vidunderligt – alting smager faktisk bedre ude i bushen. Vi får en genial idé, synes vi: Vi vil åbne en restaurant lige her, bare nogle campingborde og stole og nogle gasblus til at lave maden på. Men folk må ikke flyve ud i helikopter, man skal selv gå. Det er en af grundene til, at maden smager så godt, trætheden i kroppen, følelsen af at have fortjent det.

Vi taler om, hvor godt det kunne være, hvis John O’Malley var her lige nu, men han har fået kone og børn og hus og må blive i Irland. Senere taler vi om et andet fænomen, der kan få én til at lyde gal, hvis man fortæller det til folk, der ikke selv har opholdt sig ved en flod i dagevis, nemlig stemmen i floden: At man begynder at høre mennesker, der taler i lyden fra strømmen.

LÆS OGSÅ: Dette er en af fodboldens mest sejlivede myter

På et tidspunkt et godt stykke tid efter, at vi burde have skruet låg på flasken og krøbet i soveposerne, vender jeg mig om for at sige noget til en person, jeg mener sidder på min højre side, men indser så, at der kun er Ronan og mig. Det sker et par gange til, at jeg tror, der sidder en skygge ved siden af mig. Til sidst siger jeg det til Ronan. Det gør der da også, siger han. Der er altid en eller anden. Herefter følger en af vores mere mystiske lejrbålssamtaler, jeg husker den ikke i detaljer.

Det er min tredje sæson i New Zealand, men det er endnu ikke lykkedes at fange en trofæfisk, dvs. en ørred på over 10 pund. Ikke at det gør mig så meget, der er folk, der fisker et helt liv i New Zealand uden at fange en såkaldt ten pounder. Den her gang har jeg opholdt mig fire måneder på New Zealands sydø, kørt rundt i min Toyota Hilux Surf og fisket hver dag kun afbrudt af pauser for at vaske tøj, proviantere og få et brusebad, og jeg tænker, at det kunne være en ideel afslutning på sæsonen, der lakker mod enden, at nå op over de magiske 10 pund. Floden, vi vågner op ved næste morgen, er en af de floder i New Zealand, hvor man har en rigtig god chance.

Jeg kravler ud af soveposen og tager mine våde sokker og våde støvler på og går ned til floden for at drikke noget i håb om at komme min hovedpine til livs. Jeg tænker på den alkoholfremkaldte tredje person om natten, og hvis man endelig skal gøre sig overnaturlige tanker, er det ved den her flod. Her kunne der godt husere ånder. Lyset falder på en speciel måde ned gennem kløften, det bliver filtreret gennem løvtræernes små blade, og de høje skrænters bregner får et grønligt skær, reflekteres i vandoverfladen og kaster lysspil op på klipperne. Her er kæmpe klippeblokke, hele træstammer, der er blevet fejet sammen i bunker af strømmen, dybe partier, der løber mellem stejle klippevægge, og spredte skeletdele fra kvæg, der er faldet ned fra græsgangene ovenfor.

Der synes at være en stor kontrast mellem den dybe skygge på bunden af kløften og det skarpe lys, der siler ned, spillevende og flimrende, som om en masse små spejlstykker hang i snore fra grenene. Det er et magisk sted.



Jeg står i køligt vand til knæene og kigger op på den pool, hvor vi planlagde at begynde dagens fiskeri. Vandet presser sig gennem to høje klippesider og breder sig så ud i et stort bassin. Det ligner trofævand, og efter at have taget en stor tår af vandet råber jeg til Ronan: ”I can taste ten pounders.” Han griner lykkeligt inde fra bredden, som kun en fluefisker, der har en hel uforstyrret dag for sig ved en flod, kan gøre.

Det er afgørende for fiskeriet i New Zealand, at man har det vand, man vil fiske på, for sig selv. Fiskene er sky og bliver skræmt, hvis nogen færdes langs vandet. De står med hovedet mod strømmen, og derfor bevæger man sig altid opstrøms, så man nærmer sig dem bagfra. Der er få fisk i back country-floderne, og man har typisk ikke mange kast til den enkelte fisk, før den bliver nervøs, så i løbet af en fiskedag bevæger man sig langt.

Hvis nogen får den idé at komme samme vej som os, vil de se vores bil og vende om, og hvis nogen nærmer sig nedstrøms, har vi et kæmpe forspring. Ronan og jeg har taget turen før og ved, at det tager flere timer.

LÆS OGSÅ: 3 danske chefredaktører om deres mest og mindst stolte øjeblik 

Morgenmaden er færdig, og jeg er gået ned til vandet for at fylde en kaffegryde, da jeg ser en skikkelse komme op ad floden, hoppende fra sten til sten. Det er en adræt person, der bevæger sig hurtigt. Klædt i gråt tøj, der falder i med omgivelserne og ikke skræmmer fiskene. Jeg havde været så sikker på, at vi var alene, at synet forekommer uvirkeligt som en luftspejling.

Fredsforstyrreren viser sig at være Robbie McPhee, en fluefiskelegende, der bl.a. har medvirket i dvd-serien ’New Zealand Trophy Waters’. Min ven Ronan Creane er en tredjegenerations irsk fluefisker, der har fisket i New Zealand hver sæson, siden han var helt ung, og skriver en af de mest velskrevne og vidende fluefiskeblogs, der er. Den ærgrelse, vi alle tre lægger låg på for at få det bedste ud af situationen, forsvinder ret hurtigt, og vi beslutter os for at fiske sammen resten af dagen, noget, Robbie og Ronan gerne har villet længe.

Mens vi spiser vores bacon og æg, fortæller Robbie, at han som guide har taget sine kunder med til floden, men er holdt op for at beskytte den mod at blive overrendt. ”When you love your river, you do your best to protect it,” siger han.

Robbie har været oppe klokken fire om morgenen for at være den første ved floden. Han er tidligere langdistanceløber, en lavmælt og mild person i halvtredserne, der skulle vise sig at kunne gå solen sort.

Om natten, da vi ankom til floden, havde vi ikke kunnet se andet end en mørk overflade med lidt glitrende månelys på, men da vi nu nærmer os toppen af poolen, har dagslyset åbnet op for vandet. Der, hvor strømmen bliver presset ud mellem de to klippevægge, hviler en mængde mørke, torpedoformede skygger nede ved bunden. Nogle steder står de så tæt, at man ikke kan skelne de enkelte fisk fra hinanden. Det er sea runs, ørreder, der har været til havs og nu er trukket op i floden igen for at gyde. Gennemsnitsvægten er enorm. Hverken Ronan eller jeg har nogensinde set noget lignende, selv Robbie virker imponeret. De står der bare, bevæger sig ikke i strømmen, afventende.

Ørreder, der står i stimer på den måde, er uforudsigelige. Man kan komme ud for, at hele stimen bliver skræmt, efter at den første fisk er blevet kroget, eller man kan blive ved med at kaste til dem og hive fisk på fisk ud af stimen, uden de ænser det. I dag er det sidste tilfældet, og vi skiftes til at vade i position nedstrøms skyggerne og kaste vores vægtbelastede fluer op ad strømmen og lade dem drive ned til dem.

Vi har fået en pæn fisk hver, da det bliver min tur igen. Det kan være svært at fiske med publikum på, specielt når man som jeg har en tendens til at blive nervøs og fjumre, men nu er den første runde gået godt: Jeg har fået lagt et godt kast ud og kroget og landet en fisk. Robbie er begyndt at bløde mere op over for os, vi går godt i spænd sammen, og dagen er allerede en moderat succes. Jeg kaster fluen ind i zonen og iagttager spidsen af fluelinen, der i sådan en situation tjener samme formål som en medefiskers flåd: Den bevæger sig, hvis en fisk tager fluen.

Der sker ikke noget. Jeg gentager kastet et par gange, prøver at give fluen et længere drev at synke på, men den bliver stadig ignoreret. Robbie er krøbet frem til en position, hvor han har frit udsyn, samtidig med at han selv er skjult. Efter hans anvisninger kaster jeg længere ind mod klippevæggen.

Nu kommer det lille, næsten umærkelige ophold i fluelinens bevægelse, der indikerer, at en fisk har taget fluen i munden. Jeg hæver stangen og strammer linen op for at få den lille krog til at trænge ind, og fisken reagerer med en 
muskeleksplosion, der rykker stangspidsen ned mod vandoverfladen og får linen til at brænde sig ind i min håndflade.

Hvis man er for passiv under udtrætningen af en stor fisk, begynder den at få overtaget. Man må udvise aggression og beholde initiativet, lægge konstant pres på og skifte vinkel og position for at få den til at kæntre i strømmen og komme ud af kurs.

Jeg aner ikke, hvor længe jeg intenst koncentreret balancerer på stenene og vader i vandet, mens jeg skiftevis lægger stangen sidelæns og hæver den højt og håber på, at forfangsspidsen, som er det svageste led, vil holde. Men endelig kan jeg mærke på fisken, at den er ved at være parat til nettet, og jeg bruger et trick, som jeg har lært af Ronan, til at flytte fisken ud af den dybe ende af poolen og ned, hvor Robbie står parat med sit landingsnet. Man opfører sig nogenlunde, ligesom når man går tur med en hund, bevæger sig i et helt jævnt og langsomt tempo nedstrøms, mens man holder stangen helt stille og presset konstant. Hvis man gør det med nok autoritet og overbevisning, følger fisken ofte roligt med og genoptager først sin rusken og sine udløb, når man stopper op.

Efter at jeg har fået fisken ned til Robbie, kravler jeg op på en sten for at få lidt vinkel på og presser den hen mod mig, mens Robbie lader nettet glide ind under den og løfter den ud af vandet. Håndtagets indbyggede fjedervægt viser 10 et kvart pund.

En ørred holder ofte op med at baske, når man vender den med bugen i vejret, og sådan holder jeg den under vandet med et tag om haleroden, mens Robbie og Ronan gør kameraerne klar. Så løfter jeg den kort op og beundrer de kæmpe finner og dens rød- og sortplettede sider, mens den bliver fotograferet. Da jeg slipper den igen nede i vandet, svømmer den op mod den dybe ende og forsvinder ud af syne. Genudsætningen er det sidste af de tre store øjeblikke i dramaet. Det første – og bedste – er, når fisken tager fluen, og det andet er, når den løftes ud af vandet i nettet.

Robbie og Ronan fisker videre og får endnu en fisk hver på omkring 8-9 pund. Da det bliver min tur igen, føles fisken, der bider på, endnu stærkere end den forrige. Det samme drama bliver gennemspillet, og nu viser nettet lige under 11 pund. Jeg sætter mig ind på en klippe og kigger på krogen, der er rettet halvt ud. Ved en indskydelse havde jeg skiftet til det tykkeste forfang, jeg havde i lommerne, mens jeg ventede på, det blev min tur efter den første, mindre fisk. Armene sitrer af træthed. Efter at have fisket tre sæsoner uden trofæfisk får jeg to på én dag.

Under udtrætningen af den sidste fisk borer den sig dybt ind i en klippespalte, og jeg må krydse floden og kravle op på den modsatte klippeside for at få en ordentlig vinkel til at presse den ud igen. Men i kampens hede og med kroppen fuld af adrenalin glemmer jeg de andre fisk og vader for tæt på dem, og nu viser det sig, at de ikke er til at få i tale længere. Jeg føler mig som en idiot, men både Robbie og Ronan er meget forstående over for manden, der først har været irriterende heldig og bagefter ødelagt deres egne chancer.

Vi fortsætter op ad floden resten af dagen. Det kan være svært at stoppe, man vil altid lige se den næste pool også. Vi ser ikke flere store stimer, men støder med mellemrum på stationære ørreder, eneboere. Jeg fisker ikke meget, går bagerst og lader det, der er sket, synke ind.

Kort før vi stopper, får Ronan dagens smukkeste fisk. En ørred på ni pund, der lyser gyldent, nærmest rødt, i lyset i klippeslugten og har leopardagtige mønstre på siden – den cruiser rundt i et parti af floden, der er så dybt, at strømmen virker til næsten at stå stille, og kommer med hovedet mod os, da han spotter den og lægger sin flue ud med en slags instinktiv handlen, der minder om en dygtig angriber i fodbold. Ronan har det altid, den sidste skarphed, der gør forskellen.

Der er dyb skygge nede ved floden, da vi endelig holder op med at fiske. Vi har nok været i vandet i 10 timer. Robbie kender et godt sted at komme ud af slugten, og Ronan og jeg følger efter den senede mand opad, skjorterne våde af sved og blodet susende i kroppen. Først mellem træer og store klippestykker, hvor støvlerne skrider i mulden, og siden kommer vi op over skoven og går i højt græs i det sidste dagslys.

Efter at have været tavse under opstigningen begynder vi igen at vende alle detaljerne omkring dagens fisk. Mine fisk var to hanfisk, det kunne man se på de krogede underkæber. Robbie kalder dem for mine big boys og er tydeligvis lykkelig på mine vegne. Jeg kommer så i tanke om min kommentar om morgenen, da jeg drak af floden, den om, at jeg kunne smage tipundsørreder i vandet.”It’s true, you really did say that,” siger Ronan med glad eftertænksomhed.

Det er nogle år siden, jeg var i New Zealand sidst. Jeg har fået min egen familie ligesom John i Irland, hvilket for et stykke tid gør det umuligt at leve som ørredbums i måneder i træk på den anden side af jorden. Ronan har fundet en kæreste i New Zealand, og jeg har på fornemmelsen, at han bliver dernede.

Man kan rent faktisk savne en flod – jeg tror kun, det er fluefiskere, der forstår hvor meget. Det er selve stedet, men også den tilstand, det sætter én i. Når man fisker, træder man i et særligt forhold til naturen, man er ikke fremmed længere, men færdes med et formål, der er lige så gammelt som mennesket selv.

Om aftenen, når man sidder og stirrer ind i lejrbålet, endnu en oldgammel beskæftigelse – cirklen af lys omkring ilden, sikkerheden, et rum for fortælling og refleksion – kan det gå op for én, at man ikke har tænkt på andet end floden og fiskene hele dagen. Man har været fuldstændig nærværende. Man har været lykkelig. 

PS: Jeg ved godt, det er irriterende, men jeg kan ikke give jer navnet på floden. Sådan et sted kan ikke tåle særlig stort pres, så begynder fiskene at blive stressede, tabe sig og dø. Derfor plejer man ikke at skrive navne på tryk og på internettet. Ronan ville slå mig ihjel. Men det er et sted på sydøen. 

LÆS OGSÅ: Sådan træner du som en livvagt

LÆS OGSÅ: De 10 bedste løberuter i Danmark

LÆS OGSÅ: Nyt dansk sneakermærke: ” Indenfor fem år vil vi blive nævnt blandt de største og bedste i verden”