Bag Keld og Hildas glade ørehængere gemmer sig en historie om ensomhed, jalousi og to familier i åben krig scroll-down

Bag Keld og Hildas glade ørehængere gemmer sig en historie om ensomhed, jalousi og to familier i åben krig

I et land hvor hvert andet ægteskab går i stykker, skiller Keld og Hilda Heick sig ud. De er begge 75 år, sover med hinanden i hånden og har været uadskillelige, siden de mødtes første gang i skolegården som små. Men ’Hr. og Fru Danmark’ lærte tidligt, at livet ikke altid er let som en popsang.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Petra Kleis
Mennesker Euroman

SE, HVOR SØDT de smiler. Se, hvor pænt de bor. To kernesunde mennesker med hvide tænder og gode værdier som i en morgenmadsreklame. Keld og Hilda Heick er nygifte og forelskede. Han er 23, hun fylder 23 om tre måneder. Året er 1969, og de er lige flyttet ind i en toværelses lejlighed med bad og køkken på ottende etage i Danmarks første højhus, Domus Vista på Roskilde­vej i udkanten af København. Sofa i thaisilke, stole i palisander, levende lys på bordet. Ikke en lampe står forkert. Hilda gør rent, laver mad og lægger budget. Keld trisser rundt og nynner for sig selv, og når melodien er færdig, indspiller han den på sin båndoptager.

Keld og Hilda har fået besøg af en journalist og en fotograf fra Familie Journal, som gerne vil lære det lykkelige, harmoniske par at kende. Anledningen er, at Keld Heick er blevet et kendt ansigt i den brede danske befolkning. Hilda er kontorassistent og arbejder med EDB hos Lundbeck & Co. Keld læser til lærer, og i sin fritid spiller han med i The Donkeys. Bandet blev danmarksmestre i engelsk pigtråd i 1965, men det var, da Keld Heick og hans tre venner begyndte at spille dansk musik, at de fik et landsdækkende gennembrud nærmest fra den ene dag til den anden. Det skete med ’Ved landsbyens gadekær’, som gik til tops på hitlisten. Sangen var blød og behagelig som Baileys chokoladelikør, blottet for bismag og ubehagelige overraskelser.

For medlemmerne af den københavnske kultur-elite var sangen ulidelig i al sin sukkersøde landsbyromantik, men for tusindvis af danskere rundt om i landet var den en kærkommen pause fra en verden, som var ved at gå op i limningen – en verden med Vietnam-demonstrationer, uforståelig syrerock, ungdomsnarkomani og autoriteter, der væltede som dominobrikker.

Hos Keld & The Donkeys drak man hverken alkohol eller tog stoffer på scenen. En enkelt gang havde to af band-medlemmerne prøvet at ryge hash, men det fik uheldige følger. Den ene faldt ned fra sit trommesæt. Ingen af dem kunne gennemføre koncerten. Keld Heick var rystet, når han så, hvordan andre musikere opførte sig. Han havde set voksne mænd bruge tre dages koncerthyre på stoffer, sprut, piger og kortspil. På vej hjem på Storebæltsfærgen måtte bassisten fra et af de andre bands spørge, om han kunne låne til en kop kaffe. Selv gemte Keld Heick sit koncerthonorar i en konvolut, som han overrakte til Hilda, når han kom hjem. Nok var det ham, der skrev sangene. Men det var hende, der havde styr på bandets økonomi.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Kærlighed og Forsider