Danmarks fineste fodboldkreatør, Christian Eriksen, er endelig blevet præsenteret i Inter efter et længerevarende forsøg på at komme væk fra engelske Tottenham Hotspur.

Nu er aftalen på plads. London er skiftet ud med Milano. Det skriver både Inter og Tottenham på deres Twitter-profiler.

Den fynske offensivspiller har skrevet under på en kontrakt, som på papiret holder ham i den norditalienske by frem til sommeren 2024, og foruden skiftet fra hvid til blå- og sortstribet uniform er rygnummeret også gået et nøk op fra 23 til 24.

I vanlig italiensk stil var pressebillederne, der fulgte med annonceringen, ikke blot taget foran klubbens træningsanlæg. Næ, de var selvfølgelig fotograferet i den smukke Scala-opera, Teatro alla Scala, fra 1778.

Lidt mindre italiensk er tøjet, som Eriksen er iklædt. Jakkesættet, som ovenikøbet sidder lidt halvsjusket, er nemlig leveret af tyske Hugo Boss, Inters officielle tøjsponsor. Et halvbesynderligt samarbejde, Milanos egen traditionsrige modehistorie in mente.

Sådan er det åbenbart. Og for Eriksen er det selvfølgelig også bedøvende ligegyldigt. Så tillykke til ham – og ikke mindst tillykke til Inter!

eriksen3.jpgeriksen 2.jpg