Jeg har haft nogle vidunderlige cykelture i Provence-regionen i Frankrig, som i mange år var et yndet sted at feriere for mig og min familie. Vi gør det desværre ikke så meget mere, fordi børnene er blevet mere voksne, og nu vil de på nogle andre slags ferier. Men dengang boede vi altid i Aiguebelle, og derfra kørte jeg videre til Bormes-Les-Mimosas, som er en lille landsby, der er nærmest verdenskendt for dens mange blomster og farver. Den er skidesmuk.
Jeg plejede at køre derfra og dybere ind i Provence med dens syngende cikader over et par bjergkamme og videre ned i en dal til en by, der hedder La Môle. Det er en klassisk fransk landsby med fem huse, en kirke og en nedlagt tankstation, der er lavet om til den bedste lille restaurant.
Det ligner ikke et sted, der serverer god mad, men nøj, hvor det smager. Det er vist nok sådan et sted, hvor det finere herskab og tidligere præsidenter plejer at komme forbi. De bevæger sig inden for det franske landkøkken med oste, pølser, patéer og alt muligt andet lækkert. Det smager helt fantastisk. Men det er også meget tung mad, så jeg vil anbefale, at man ikke spiser midt under cykelturen. Så kommer man aldrig hjem igen.
Jeg kan bedre lide selv at cykle end at følge med i cykelsporten, som jeg for mange år siden mistede interesse for på grund af dopingen. Men alligevel har jeg en kærlighed til sporten. Da jeg spillede i Anderlecht, vandt vi et af årene Europa Cuppen, og der fik alle medlemmer af holdet en cykel af Eddy Merckx. Han var stor fan af klubben og bedste venner med vores træner. Supersød mand. Jeg har stadig cyklen den dag i dag, men jeg nænner ikke at cykle på den. Til det er den blevet for meget værd for mig.
