Lærke Kløvedal får penge for at spise ude: ”Jeg synes helt grundlæggende ikke, det er rart at skrive dårligt om andre menneskers arbejde” scroll-down

Lærke Kløvedal får penge for at spise ude: ”Jeg synes helt grundlæggende ikke, det er rart at skrive dårligt om andre menneskers arbejde”

Her fortæller Lærke Kløvedal, madanmelder på Politiken og den eneste kvindelige af sin slags på et landsdækkende dagblad, om de bedste retter (der er mange), hvilke kompetencer jobbet kræver, og hvad der er hårdest ved anmelderjobbet.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Privat
Gastro Euroman

Hvad går dit arbejde ud på?
”Jeg anmelder mad for Politiken. Politiken har også café- og baranmeldere, men jeg anmelder udelukkende restauranter. På en anmeldelse ankommer jeg anonymt, hvilket betyder, at bordet ikke er bestilt i mit eget navn. Jeg anmelder oftest sammen med en privat ledsager. Vi spiser os godt rundt i kortet (som minimum forret, hovedret og dessert) for at få bredest mulig fornemmelse af restauranten. Jeg skriver anmeldelsen på baggrund af et enkelt besøg. Man kan sige, at en madanmeldelse er et øjebliksbillede – hvordan var maden netop denne aften – og vurderingen er baseret på mange års erfaring med at spise ude.”

Er det dit drømmejob?
”At anmelde mad er ét af mine drømmejobs. På Politiken kan du – langt fra – leve af at skrive madanmeldelser, og jeg formoder, at det er ingens drøm at have et arbejde, man ikke kan leve af. Men i alt, hvad jeg beskæftiger mig med professionelt, er den røde tråd at sanse, at afkode, at registrere og formidle. Det gør jeg i høj grad, når jeg anmelder mad, men også som portrætinterviewer i mit program ’Det Sidste Måltid’ og som forfatter. Og dét er mit drømmejob.”

Hvad er det hårdeste ved dit arbejde?
”Det er uden sammenligning at give dårlige anmeldelser. Jeg synes helt grundlæggende ikke, det er rart at skrive dårligt om andre menneskers arbejde, og bliver man tilfredsstillet af det, tror jeg ikke, man skal gå ind i anmelderfaget. Derudover er de dårlige anmeldelser uden sammenligning dem, jeg bruger mest tid på at skrive – hele sanseapparatet er på overarbejde. Både under middagen, når jeg skriver, og når anmeldelsen udkommer.”

Hvor mange gange spiser du på restaurant om måneden?
”Professionelt er det to til tre gange, privat tre til fem gange. Det varierer efter børnesituation og økonomi.”

Hvor mange anmeldelser skriver du om måneden?
”Hver anden uge, så cirka to om måneden. Det bliver til 25 anmeldelser om året.”

Hvis du ikke skulle anmelde mad, hvad skulle du så anmelde?
”Jeg er ikke nødvendigvis så vild med idéen om, at kan man anmelde mad, så kan man nok også anmelde, lad os sige, arkitektur eller opera. Jeg synes ikke, det er forbilledligt udelukkende at være kritiker med et punktum bagefter. Jeg synes faktisk, man skal gøre sig ret umage med netop at lave noget andet end kun at anmelde. Fx er det temmelig effektivt selv at lave noget, der bliver anmeldt en gang imellem. Andres ord om dit arbejde betyder noget. På godt og ondt. Den viden synes jeg ikke, man må glemme, når man selv anmelder.”

Lærke Kløvedal

Født i 1978. Madanmelder på Politiken og den eneste kvindelige madanmelder på landsdækkende danske dagblade. Hun er også vært på radioprogrammet ’Det Sidste Måltid’, et portrætprogram, hvor gæsten vælger menuen, som var det deres sidste. Hun debuterer i oktober 2023 som forfatter med erindringsfortællingen ’Sømærke’ på forlaget Gutkind.

Hvad er den bedste ret, du har fået på arbejde?
”Det bliver et udvalg. Kvædedesserten på Falsled Kro, der lignede en ægte kvæde, men var gendigtet i chokolade, karamel og hvid chokolademousse med rosmarincreme, syltet kvæde, pisket cremefraiche, hasselnød, tuille med yoghurtdrys. Så yndigt og så præcist.

Master stocken hos Moment i Feldballe: en suppeskål med knas i bunden, som blev overhældt med den suppe, der føltes som alle suppers moder. Livgivende! Venø-muslingerne i doubanjiangsauce med tørret mandarin og serveringen med de sprøde, søde auberginer på Goldfinch på Kongens Nytorv. Ostesaucen på Hærværk i Aarhus. Pizzaslice med n’duja og blå ost på Diamond Slice på Blågårdsgade – med deres seriøse Dry Martini på siden. Ja Taks won ton og deres servering med gris fra Hindsholm. Ræstfisk (færøsk, fermenteret fisk, red.) med garnatálg og koshu sake på Koks i Tivoli.”

Hvad har været den værste ret, du har fået på arbejde?
”Fordærvet hummer. Først lugten, tung ammoniak, så skrækken over at have været ved at spise den. Og derefter kokkens komplette afvisning af, at der var noget galt. Det var rystende på alle niveauer.”

Hvorfor er madanmelderjobbet vigtigt?
”Jeg ved ikke, om vigtigt er det rigtige ord – jeg synes, nyttigt er mere præcist. Som forbruger er det nyttigt med vejledning. Som restaurant er det nyttigt med anerkendelsen, omtalen. Så kan man diskutere om dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Jeg tror nogle gange, en præcis anmeldelse er vigtigere end en god anmeldelse. Hvad er det præcis, netop den her restaurant kan? Hvad er det for en vibe? Er det det rigtige sted at gå hen på første date, med svigerforældrene, før en kæmpe aften ude? Jeg tror, mange gæster har booket bord ud fra en upræcis 5’er-anmeldelse og er gået slukørede eller måske endda rasende derfra, fordi den upræcise anmeldelse gjorde, at de havde en forventning om noget andet. Den bedste ros, jeg som anmelder kan få, er, at spiseoplevelsen levede op til læserens forventning. Og fra den anden side af komfuret, at restauranten rent faktisk har følt sig set og forstået i de ord, jeg har skrevet.”

Hvilke kompetencer skal man have for at besidde jobbet som madanmelder?
”Det lyder lidt corny, men man skal være god til at sanse. At anmelde mad handler ikke bare om at være god til at smage, det er jo ikke blindtests, vi er ude i. Det handler om at være god til at sanse og i sidste ende kunne sætte ord på. At kunne oversætte sin sansning. Hvis vi skal op på de høje nagler, handler det måske endda af og til om at kunne blive rørt eller bevæget over det, man har sanset, for mad er også følelser. Illustrativt at kunne registrere, hvad der foregår på tallerkenen, på restauranten. Hvad er det for et sted? Hvad vil det, hvad kan det, hvad kan det ikke rigtigt? En god madanmeldelse er en blanding af faglighed, erfaring, nysgerrighed, reportage, forbrugerstof, kulturprodukt og – forhåbentlig – læseoplevelse.”

Er der en ting ved anmelderjobbet, der irriterer dig?
”Hjerterne. At skulle give én ensrettende karakter. Der fokuseres så uendeligt meget på antallet af hjerter, og det kan være frustrerende at bruge dage på at skrive en nuanceret anmeldelse, gøre sig umage med hver enkelt ord og så erkende, at den grundighed ofte ender i en hurtig screening af antal hjerter. Jeg oplever mange misforståelser baseret på antallet af hjerter. Please, læs hele anmeldelsen, før du beslutter, om du vil booke bord.”

Er der noget folk misforstår, når det kommer til dit job?
”At restauranten betaler den mad, vi spiser. At jeg helt indledningsvist nok er ude på at smadre restauranten, og at jeg håber på en dårlig spiseoplevelse, som jeg kan tvære ud over avisens sider i skadefryd. At det er fedt at give en dårlig anmeldelse.”

Hvilken restaurant i hele verden vil du allerhelst anmelde?
”Jeg ville gerne anmelde Silberbauers bistro første gang én gang til. Det var den første anmeldelse, jeg skrev efter nedlukningen, første anmeldelse, hvor verden var rigtig åben igen. Og alt sad bare i skabet på den nyåbnede restaurant, der gastronomisk rummede alt det, vi ikke havde vidst, vi manglede i København. Det var fornemmelsen af at få lov til at suge tilværelsen ind på ny og få lov til at give det krop og mening i teksten. Skrive om, hvorfor det er så afgørende vigtigt at gå ud at spise, være sammen, være fælles om et måltid, pakket ind i Silberbauers blåmuslinger i aioli, søtunge på ben og landets bedste citrontærte.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Restauranter i København og Restauranter i Aarhus