Forfatter Deniz Kiy har fundet den perfekte musik at skrive sine bøger til
Tidligere var han en fri fugl, der strejfede lidt rundt og nedfældede nogle gode ord og sætninger, som til sidst blev til digte. Men nu har Deniz Kiy en lille søn at tænke på, og desuden er han blevet romanforfatter. Der skal med andre ord noget fra hånden. Og noget mad i maven.
For halvandet år siden blev jeg far, så nu er min skriverutine selvfølgelig tilpasset barnets rytme. Jeg står op, får en kop kaffe og en smøg ude på altanen, og så laver jeg havregrød til min søn.
Bagefter kører jeg afsted og afleverer ham. Nogle gange tager jeg min computer med og sætter mig et offentligt sted. Men når jeg er i den kreative fase, hvor jeg bare skriver og skriver, kan jeg bedst lide at arbejde i min lejlighed på Nørrebro.
Jeg kan rigtig godt lide at lytte til musik. Det fungerer som en måde til at fange nogle følelser, som jeg tænker gør sig gældende i en bestemt scene eller det sted, jeg er nået til i min tekst.
Under arbejdet med ’Blokkene’ har jeg hørt meget Aphex Twin. Jeg har fundet ud af, at jeg skriver virkelig godt til noget, der har en BPM på 120-130 styks. Det giver en fed fremdrift i sætningerne.
