Nordjysk brændevin
Nordjysk brændevin
Foto: Rene Langdahl Jørgensen
Det er mig fortsat en gåde hvorfor der ikke findes flere destillater på dansk frugt og bær. Vi er pavestolte når John Wayne renser sår og pimper Rød Aalborg. Vi lægger nakken kraftigt tilbage i ryk ved juletid og påske mens vi skærer tænder over smagen af korn eller kartoffeldestillater på trods af serveringstemperaturen ved -4 grader.
Vi har intet reelt forhold til fine aromatiske destillater a la de schweiziske, østrigske eller alsaciske – og det på trods af vi hævder hvert eneste år i juni, juli og derefter i august, september og oktober at vi henholdsvis har verdens bedste jordbær og æbler.
I takt med den ”nordiske tanke” har bredt sig er der startet en håndfuld destillerier rundt i landet, som forsøger at lave om på det. Enghaven ved Randers har jeg smagt med glæde, Aqua Vitae Sydfyn endnu bedre og Skærsøgaards mirabellebrændevin er ligeledes god. Vi har åbenbart vanskeligt ved at værdsætte den reelle smag af stærkere destillater, men måske er det ved at ændre sig. Jeg håber det – produkterne er efterhånden til det.
Senest har jeg stiftet bekendtskab med frugtbrændevine fra Nordisk Brænderi og det var lidt af en åbenbaring. Brændevin på æblesorten filippa og brændevin på en ”suppe” af ahornsirup, brændenælde, birkeblade og lagring på grannåle. Destillatøren hedder Anders Bilgram og jeg vil straks anbefale turister i det nordjyske sommerland at drage til Fjerritslev – og så kan man jo fortsætte ud til Svinkløv Badehotel.
Bilgram destillerer på kobber, de håndlavede Müller Brennereianlage, som sikrer maksimal renhed i destillatet, men det er og bliver fortsat råvaren som er afgørende og ikke mindst i de tilfælde, hvor der eksperimenteres med sammensætninger, destillatørens evne til at smage og lugte… og ikke mindst kassere de mislykkede udgaver.
Jeg anbefaler på det stærkeste Filippa-brændevinen – initialt en let svampet lugt, men overtages hurtigt af krydret inkarneret æble, voldsomt parfumeret og strejf af citronverbena og indkapslet efterår. Stærk, men raffineret og meget ren og fin eftersmag. Pris 250 kr.
Endnu bedre er Bukkespids Brændevin – lugten af gran og nældesuppe er overvældende. Den er lige så aromatisk som grappa på moscato, men her meget mere ”arktisk” med sydeuropæiske indslag af anis og lakrids, fennikel. Smagen bærer præg af ahornsiruppen, men det mildner blot det grønne urtede præg en smule – smagen er nærmest cremet. Suverænt destillat! Pris 285 kr.
Se mere på www.nordiskbraenderi.dk – en række af destillaterne kan købes hos Lautia Vino Fino i Torvehallerne i København eller på www.lautia.dk
__________
SE OGSÅ: Kender du druen?
SE OGSÅ: 6 opskrifter: Mission musling
TWITTER: Følg gastro på twitter
FACEBOOK: Bliv ven med gastro på facebook