Casper Christensens landejendom er (igen) sat til salg. Ta’ et kig indenfor her

Casper Christensens landejendom er (igen) sat til salg. Ta’ et kig indenfor her

Det bliver 27,5 millioner kroner, tak!

Offentliggjort

Efter tidligere at have forsøgt sig uden held har komiker og ’Klovn’-skaber Casper Christensen nu sat sin landejendom til salg hos den profilerede ejendomsmægler Adam Schnack.

En landejendom beliggende i Tikøb med et enormt køkken-alrum, fire soveværelser, synlige loftsbjælker, brændeovn, walk-in og to badeværelser fordelt på hele 375 m². 

Vi ringede til Adam Schnack for at høre lidt mere om ejendommen, som kan erhverves for den nette sum af 27,5 millioner kroner.

Adam, hvis man har set den nye sæson af ’Klovn’, vil man jo vide, at du (næsten) sælger Franks og Mias hus. Nu har du så fået Casper Christensens ejendom til salg i virkeligheden. Hvordan er det kommet i stand?

”Jamen, sjovt nok er det faktisk to helt uafhængige ting. Og her drejer det sig heldigvis ikke om en skilsmisse. Casper og Isabella har spurgt mig, om jeg vil sælge huset, fordi de tænker, at jeg er den rette til opgaven.”

Ja, for huset har været til salg hos en anden mægler før, ikke sandt?

”Ja, huset har været i udbud tidligere, hvor det ikke lykkedes at sælge. Nu har de spurgt, om jeg kunne tænke mig at gøre en indsats – og det vil jeg selvfølgelig meget gerne. Det er et hus, der på alle måder passer rigtig godt ind i min forretning.”

Hvorfor blev det ikke solgt i første omgang?

”Det er meget svært at sige … For det første er det jo naturligvis en kostbar ejendom, som kræver, at den helt rette køber står klar. Man skal virkelig forstå sådan et sted, før man tager skridtet. En lejlighed på 100 kvadratmeter på Frederiksberg Allé er trods alt lettere at sælge, fordi der står mange købere klar. Her er vi ude i en livsdrøm – og det kræver, at man har netop den drøm. Men har man det, findes der ikke meget på niveau med det her hus.”

Casper Christensens landejendom er (igen) sat til salg. Ta’ et kig indenfor her

Hvis du nu skal holde en lille salgstale her, hvad er det så ejendommen kan?

”Jamen, den tilbyder noget helt ekstraordinært – for den rette. Du kan ikke bare gå ud og finde noget magen til. Der er fuld plade på alle parametre, fordi det er en så speciel ejendom. Det er et sted, der indbyder til, at man bevæger sig rundt og bruger alle sine sanser. Og det kræver både lyst og økonomi at begive sig ud i sådan en ejendom. Men har man det, kan man altså få den fedeste ejendom i kongeriget lige nu.”

Hvad er det mest specielle ved ejendommen?

”Den er helt utrolig godt indrettet. Det er sjældent, man ser et så fint landsted kombineret med et så følsomt og nuanceret interiørdesign, hvor man får lyst til at opholde sig mange forskellige steder på én gang.”

Så man får husets interiør med i købet, hvis man hiver de 27,5 millioner op af lommen?

”Ikke som udgangspunkt, nej. Men det er meget almindeligt i handler af den her størrelsesorden, at man tager en snak om inventaret – især når det passer så særligt godt ind.”

Casper Christensens landejendom er (igen) sat til salg. Ta’ et kig indenfor her

Når man nu sælger et hus for en så kendt person som Casper Christensen, er der så noget i processen, der foregår anderledes end normalt?

”Nej, ikke for os. Det er den sædvanlige, respektfulde procedure. Vi er altid meget opmærksomme på at overholde de diskretionslinjer, der er – og skal være – i sådan et forløb.”

Er der noget andet, du synes, det er vigtigt at vide om ejendommen?

”Nej, men jeg har jo også skrevet en hjemmesidetekst, som du er mere end velkommen til at læse.”

Det er sjovt, du siger det, for jeg har faktisk læst den. Og den fik mig til at tænke: Skriver Adam Schnack virkelig selv sine hjemmesidetekster?

”Jeg skriver teksterne til de ejendomme, jeg selv har til salg, ja. Vi er jo flere mæglere i firmaet, men alle mine egne ejendomme – dem gør jeg en dyd ud af selv at skrive teksterne til.”

Herunder kan du se flere billeder af ejendommen. Du kan læse Adam Schnacks hjemmesidetekster og meget mere om ejendommen lige her.