Peter Falktoft udfritter en nyforelsket Poul Nyrup i ny podcast

I podcasten ’Peter og Profeterne’ taler Peter Falktoft med ældre, betydningsfulde mænd om, hvad man kan forvente af livet, når man runder de 40 år. Første gæst er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der er blevet ramt af Amors pil.

Peter Falktoft udfritter en nyforelsket Poul Nyrup i ny podcast
Offentliggjort

Der er mange måder at håndtere sin midtlivskrise på. 

Nogle mænd sætter sig op på en Yamaha og flygter fra livets lænker. Andre køber en sportsvogn, sænker kalechen og lader vinden blæse gennem de hårstrå, der måtte være tilbage. Og så er der dem, der starter en podcast.

Peter Falktoft har valgt at gøre det sidste. (Om han også har krydset de to andre muligheder af, tør redaktionen ikke udelukke).

Den både elskede og omdiskuterede radiovært er fyldt 40 og har sat sig for at finde ud af, hvad der venter i livets anden halvleg. Til det formål har han inviteret kendte, ældre danskere i studiet til en samtale.

”Det værste, jeg kan forestille mig, er at gro fast og stagnere i den samme konforme rille. Spørger du mig, så er nysgerrigheden det sidste, man må miste som menneske, altså lige før selvrespekten. Det har derfor været en ubetinget øjenåbner at tale med mænd, der har levet længere end mig. Mænd som har stået i noget. Bakset med noget. Mænd jeg kan lære af. Ikke nødvendigvis fordi de har alle svarene, men fordi de har stillet spørgsmålene før mig,” siger Peter Falktoft i en pressemeddelelse.

Resultatet er DR-podcasten ’Peter og Profeterne’. Første gæst er den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen på 82 år.

Peter Falktoft udfritter en nyforelsket Poul Nyrup i ny podcast

Peter Falktoft og Poul Nyrup runder både politikerens afhængighed af hvide New Balance (”Jeg elsker mine hvide gummisko. Og så til et par gode jeans og en lidt smart skjorte, så kører det,” siger Nyrup Rasmussen) og hans kærlighedsliv.

For tre måneder siden oplevede Poul Nyrup Rasmussen, at han blev forelsket igen. Noget, han tænkte, var umuligt.

”Jeg mistede for fem år siden min elskede (Poul Nyrups kone, Lone Dybkjær, døde i 2020, red.) Det kan mange på min alder genkende, at det nok var slut med kærligheden. Jeg må hilse og sige, det er det ikke,” siger Poul Nyrup Rasmussen.

’Peter og Profeterne’ udkommer på DR Lyd onsdag den 17. september. Udover Poul Nyrup Rasmussen slår blandt andet racerkører Tom Kristensen og skuespiller Waage Sandø vejen forbi studiet.