Hvis der er én person, som har tilhørt toppen af dansk kulturelites kransekage, er det om nogen Michael Nellemann.

Han har både ejet og solgt et auktionshus, været kultur- og presseråd på den danske ambassade i Frankrig, været museumsdirektør og bestyrelsesformand, fondsdirektør for en stor dansk kulturfond og været hofchef for H.K.H. Prins Henrik. 

Han har gennem sin karriere trinvist arbejdet sig op i kunst- og kulturbranchen, som har stjålet hans fascination siden ungdomsårene. Alligevel var en spirende tvivl begyndt at fylde i ham, da hans 50-års fødselsdag begyndte at nærme sig nogle år tilbage. Skulle han bruge de næste 20 år på fortsat at løbe så stærkt og hele tiden at stræbe efter mere?

Drømmen om at eje en boghandel havde længe rumsteret i hovedet på ham. Eller den havde nærmere udfoldet sig som en romantisk strøtanke, hvor han som en ældre mand havde et antikvariat, og hvor skiltet på døren konstant viste lukket. Alt imens han sad i baglokalet og kværnede tykke bøger.

Så da den ikoniske boghandel på Tullinsgade på Vesterbro i København, Thiemers Magasin, blev sat til salg, føltes tænkepausedrømmen pludseligt ikke så fjern. Ejeren ville skrive en bog og skulle derfor af med forretningen, men det var dog ikke lykkes at finde den rette til at overtage boghandlen, for hidtil var det mest juicebarer og tøjforretninger, der havde budt sig til. Hun foretrak nemlig at sælge forretningen til en, der ville fortsætte med at drive en boghandel.

Så en forårsdag i 2020 efter Michael Nellemann havde været i Thiemers Magasin forlod han den legendariske boghandel med ikke bare en pose bøger, men også en åbenbaring; han skulle være boghandler i Thiemers Magasin.

Den 1. august samme år overtog han den ikoniske boghandel, og dermed blev jobbet som administrerende direktør i Det Obelske Familiefond det sidste i rækken med fuldt bookede kalendere og de stramme slipseknuder, som de senere år havde føltes mere lænkende, end hvad godt var.

Siden er lønchecken godt nok blevet mindre og skiturene med alle fem børn færre, men til gengæld kommer hans sønner også forbi næsten hver dag. Og som han selv siger:

”Det gør de altså ikke på Amalienborg, eller når man er fondsdirektør bag glasvægge og forkontor.”