Bikstok om bagsiden af succesen: "Der var koncerter, hvor vi ikke kunne være i backstagerum sammen"
Foto: Territorium

Bikstok om bagsiden af succesen: "Der var koncerter, hvor vi ikke kunne være i backstagerum sammen"

Vi har talt med dancehall-gruppen om, hvorfor det tog ti år at lave album nummer to.

Hvorfor er I kommet tilbage nu efter 10 år?

Søren: ”Vi har faktisk arbejdet på den her ep i fire år.”

Lasse: ”Nærmere fem år.

”Dwayne: ”On and off.”

Søren: ”Så vi har egentlig hele tiden villet lave den. Det har bare været skide svært for os.”

Bliv ven med os på Facebook

Hvorfor?

Lasse: ”Da vi lavede den første plade, var det et nyt territorium, vi gik i gang med at udforske. Det hele var åbent, for der var ikke andre, der havde defineret, hvordan man kunne lave dansk dancehall. Men pludselig er der kommet en scene med en masse andre, og derfor ville vi lave noget, der ikke lå op ad whatever, der kørte i radioen. Men vi var rimelig uenige om, hvor det skulle hen derfra.”

Søren: ”Vi lavede en masse eksperimenter for til sidst at finde ud af, at der var en grund til, at det lød, som det gjorde, på den første plade. Vi skulle finde ud af, om den der balance mellem sjov og mening skulle rykkes eller blive, hvor den var.”

LÆS OGSÅ: S!vas: "Mit sprog er en slags omvendt integration"

Var der andre grunde?

Dwayne: ”Nu har vi alle sammen andre projekter også, og det var lidt svært at tvedele sin hjerne. For når man sidder med Stokken (Bikstok, red.), skal man finde det univers frem igen.”

Hvordan er det univers?

Lasse: ”Der er specielle ord, der dukker op og bliver til lim mellem tre mursten.”

Hvad er det for nogle ord?

Dwayne: ”Lige da vi startede, var ’reptilium’ meget vigtigt. Det udsprang vist af noget skunk og noget halløj.”

Søren: ”På første plade var der meget røg og sange om kokos og guld.”

Dwayne: ”Og romere.”

Søren: ”Rigtig mange romere. Vi skulle også lige finde nye ting til det univers, så vi ikke sad fast.”

Lasse: ”Det er nogle forskellige psykoser, der kører i noget tid og så ender med at blive et nummer eller et univers. På den her plade er ’uranium’ blevet et univers, vi skriver ud fra og prøver at finde en fælles ting i.”

Hvad er uranium ud over grundstoffet uran?

Lasse: ”For mig kan det være et symbol på noget, der ikke er nok af i verden, og derfor er det vildt eftertragtet og noget, folk nærmest vil slå ihjel for at få. Det kan være berømmelse eller penge eller sådan noget. Men det er også bare et billedunivers med nogle mærkelige figurer.”

Hvordan kommer I ind i det univers?

Lasse: ”Første gang kom det meget af at sidde og være skæve. Men det gjorde det overhovedet ikke her, og det er måske meget sundt. Det kan også være derfor, det har taget så lang tid. Fordi vi har skullet lave et univers uden at være påvirket. På den første var vi nogle gange ude i sådan et hash-psyko-grænseland.”

Hvorfor har I ikke røget så meget denne gang?

Dwayne: ”Overforbrug, tror jeg.”

Lasse: ”Man kan i hvert fald godt få nok i en periode.”

Dwayne: ”Efter første plade var det latterligt, hvor meget røg der var på bordet.”

Lasse: ”Man bliver mere ustabil, hvis man hele tiden er skæv. Hvis der er tre mennesker, der konstant har en koger kørende, bliver mange ting udsvævende.”

Er det derfor, I har droppet Røgsystem i navnet?

Lasse: ”Det føltes bare åndssvagt at kalde sig Røgsystem, når ingen af os ryger mere. Det skaber også en forventning hos nogle folk om, at vi kommer ud og ryge fede med dem.”

Søren: ”Selv om jeg ikke har røget i snart fem år, kan jeg stadig se skuffelsen i folks ansigter, når de finder ud af, at jeg ikke ryger. ’Nåh, jeg troede ellers, du var sådan en rigtig rastaman.’”

LÆS OGSÅ: Kidd: "Jeg har fast kæreste, jeg har ro i mig selv, jeg har aldrig haft så optur som lige nu"

Det lyder, som om I også er blevet 10 år ældre?

Søren: ”Dengang vågnede man op og ringede til de andre og sagde: ’Hey, tak for i går, skal vi mødes i studiet om et par timer?’ Og så sad vi der i bar mave i et lille studie og hørte det samme beat igen og igen. Men nu er det sådan noget med: ’Hej, skal vi mødes i studiet på onsdag i næste uge?’ ’Nej, den dag kan jeg ikke, men torsdag er god.’ ’O.k., hvad med klokken 14?’ ’Nej, for jeg skal hente ungerne, så lad os sige klokken 13.’ Der er nogle andre ting, der kommer først nu.”

Jeg har fået at vide, at I kollapsede efter første plade – hvordan skete det?

Lasse: ”Der var nogle konflikter internt, som vi ikke fik snakket om. Det hele gik enormt hurtigt, og vi fik ikke stoppet op og talt om, hvad vi ville.”

Søren: ”Jeg ville have mere og blive større og lave en ny plade og få flere fans og flere penge og mere succes. Jeg ville tage den hele vejen.”

Lasse: ”Jeg ville bevise, at jeg kunne lave noget andet end det, jeg havde lavet før. Og det føltes, som om det var lykkedes efter første plade.”

Dwayne: ”Jeg ville gerne have, at det skulle forblive undergrund og bare være i kælderen til Rub A’Dub (søndagsklub på spillestedet Stengade i København, red.). Men vi kunne ikke holde det tilbage, og så kom der et clash mellem tre personligheder, og det udviklede sig til dårlig stemning.”

Hvornår kulminerede det?

Lasse: ”På den der reggae-festival.”

Dwayne: ”I Silkeborg.”

Søren: ”Der var vi pisse uvenner.”

Lasse: ”Det føltes så forkert at stå der. Man vidste ikke rigtig, hvad man skulle gøre.”

Dwayne: ”Jeg havde drukket 12 af de der Roots (en jamaicansk energidrik, red.) og havde det helt psykedelisk og gemte mig bag højttaleren og tænkte: ’Fuck det her.’”

Søren: ”Alle kunne mærke det. Der var koncerter, hvor vi ikke kunne være i samme backstage-rum. Pludselig skulle vi bare have overstået det åndssvage arbejde, så vi kunne komme væk.”

Hvornår skete forbrødringen så?

Søren: ”Da Natasja (dansk sangerinde, der omkom som 32-årig i en bilulykke på Jamaica i 2007, red.) døde, havde Dwayne og jeg ikke snakket i et år, men den dag ringede vi til hinanden. Det var det, der skulle til, for at vi tænkte: ’Fuck mand, tænk, hvis det havde været en af os, og vi havde sluttet af med at være uvenner.’ Det havde været fuldstændig forfærdeligt.”

Lasse: ”Der er bare nogle ting, der bliver ligegyldige, når sådan noget sker. Hvis man ikke kan nulstille computeren der, har man virkelig nogle problemer.”

Det lyder ret klichéagtigt …

Dwayne: ”Men det er også meget klichéagtigt, at et trepikket band bliver uvenner.”



Hvordan laver I jeres numre nu?

Søren: ”Jeg plejer at have en metode, hvor det er: ’Bang, vi skal lave et beat og have noget bas, og vi skal have lavet nogle vers og et C-stykke, et omkvæd, yes, godt, så mixer vi det, bang, så har vi et nummer.’ Men den samlebåndsattitude går ikke i Bikstok. Det skal være noget specielt, det skal være kunstnerisk. Og det går igennem to andres kvalitetskontrol, hvor man kan risikere at stå og kigge på sit værk og sige: ’Fuck, det er jo noget lort, vi stopper det.’ I min normale dagligdag kører det bare: ’Ja, fedt, ja, fedt, og du er også fed, og du er også fed, ja, fedt, fedt, fedt.’”

Lasse og Dwayne: ”HA HA HA HA.”

Søren: ”Vi har også smidt meget ud. Jeg kan ikke forstå det, når de to andre har skrevet noget, og så smider de det ud. Jeg bruger selv gamle rim nogle gange. Der er et rim fra min allerførste rap på et af de numre, der var ved at ende på den her plade.”

LÆS OGSÅ: Mændene bag Jupiter: "Vi laver en klub for first movers, den yngre creme"

Må jeg høre det?

Dwayne: ”Hold kæft, mand, nu kommer den.”

Søren: ”Nummer et / hvorfor rykker Pharfars rap så fedt / og hvorfor skal man lede længe før man finder bedre shit / det er derfor Pharfars rap har sul på kroppen / jeg spiller rigtig tit på Operaen …”

Søren og Lasse: ”… Og lidt på Loppen.”

På den her plade lyder det, som om I er ude efter den dancehall-scene, der er opstået efter jeres første album …

Søren: ”Jeg følte, at vi lavede en helt vild manifestation, da vi lavede den første plade, og det var der mange andre, der også følte, og så stoppede vi, fordi vi af forskellige grunde ikke kunne lave mere og …”

Dwayne: ”Folk skældte én ud, fordi man ikke havde lavet mere musik.”

Søren: ”Samtidig med at vi ikke kunne få taget os sammen til at lave noget, så vi en masse andre, der kunne, og som gik ind og erobrede det tomrum, vi havde efterladt.”

Lasse: ”De gik bare ind og tog det. Der var ikke noget at erobre.” 

Hvad har det gjort ved jer?

Lasse: ”Det har været frustrerende. Der er mange frustrationer på den her plade.”

Søren: ”Vi har siddet på sidelinjen og set vores drøm og vores værk blive taget af andre. Og det er jo vildt egoistisk at sidde og være sur over, at nogle andre tillader sig at gøre noget, når vi ikke gør noget selv. Men sådan havde vi det.” 

Lasse: ”Det bliver bare skodagtigt, når det bliver super kalkuleret, og man ser folk udvande genren ved kun at spekulere i, hvordan de får et hit.”

Er den her plade så for at erobre noget af det tabte land tilbage?

Dwayne: ”Jeg er ikke ude på at erobre noget. Vi laver bare noget musik. Og så kan vi være heldige, at det bliver taget godt imod.”

Lasse: ”Men vi får nogle af frustrationerne ud og siger: ’Her er vores take på det.’ Det er ikke sådan, at vi skal have en kongekrone, vi kan gå og pudse. Det er ligesom bare at sige, at vi åbnede den dør dér på det tidspunkt.”

Hvad var det for en dør, I åbnede?

Lasse: ”Da vi lavede første plade, havde reggae sådan et skodstempel på sig, men det ændrede sig fuldstændig.”

Søren: ”Nu har reggae fået det stempel igen. Der er mange, der er trætte af alt det der dancehall. Og så kommer vi tilbage, det er lidt smukt.” 

Dwayne: ”Ja, folk skælder os ud over det dancehall, der kører i dag, som vi ikke har noget med at gøre. Jeg har ikke skrevet deres tekster eller deres beats, men jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har været på fisketur, og vi har siddet der og hørt radio, og så har de andre skruet op og råbt: ’Hvad så, hvad er det for noget lort, Dwayne?’ Det er mobning for sjov, men alligevel.” 



Hvordan har I ellers mærket det?

Lasse: ”Der var engang en, der kom hen og sagde, at det var fedt, at vi var tilbage, og at han lige havde hørt vores nye single. Men det var halvandet år før, vi havde en single ude, så det har været et andet band.”

Dwayne: ”Det gør bare ondt på én.”

Søren: ”Min mor ringede også og sagde tillykke med den nye single, og at alle ungerne på fritidshjemmet gik og sang den. Mem vi havde ikke noget ude.”

Hvordan adskiller I jer fra resten?

Lasse: ”Vi har et nummer, der hedder ’Vildere end dem’, hvor vi bryder formen fuldstændig. Pharfar har et omkvæd i starten, men så er der ikke flere omkvæd. Så overlapper vi bare hinanden med hver vores monsterlange tekst over noget musik, der ikke er bygget op på den sædvanlige måde. Det handler om at bryde den skabelon, der ligger ligefor. Man laver kedelig masseproduktion, hvis man skaber musik på en frygt for ikke at blive spillet i radioen. Og baserer man musik på frygt, laver man bare pølser. Mit personlige mål for fremtiden er aldrig mere at tænke på, hvilken musik de andre har gang i.”

Søren: ”Vores musik kan tåle mange gennemlytninger, for der er forskellige lag i teksterne, som gør, at du pludselig opdager, at der hopper to takter ud af et vers 15. gang, du hører nummeret. I meget af den musik, der bliver lavet hurtigt, har du hørt det, når du har hørt det. Men vi har brugt så meget tid på teksterne, at hver lille bid kan stå frem for sig selv.”

Fortryder I nogensinde, at I åbnede den der dancehall-dør?

Dwayne: ”Jeg har fortrudt meget. Pga. det brud og det fjendskab, der var. Nogle gange har jeg tænkt: ’Fuck mand, gid jeg havde fundet på noget andet.’ Men samtidig er det også cool at have opperen over alle de mennesker, der har haft opperen over det, vi har lavet.”

Interviewet er tidligere trykt i Euromans majudgave.

LÆS OGSÅ: E-matrixen: Roskilde Festival-udgave

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Roskilde 2015

LÆS OGSÅ: Kendrick Lamar laver en hiphopsneaker der rent faktisk er pæn

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger